Det er klart upassende at råbe McCarthyisme og Stalintider efter det danske retsvæsen, hver gang en anklage viser sig uholdbar i retten eller der på anden vis går ged i systemet. Alligevel må det være tilladt at påpege, at som systemet fungerer i øjeblikket, er dét blot at blive sigtet for en sensationel forbrydelse ofte en straf i sig selv.
Det er det for eksempel allerede for en 33-årig plejehjemsassistent, der sidste år under intens medieovervågning blev anholdt og sigtet for at have dræbt 22 gamle mennesker på Nørrebroplejehjemmet Plejebo.
I går krævede hendes forsvarer, Thomas Rørdam, ifølge Ritzaus Bureau "et realistisk starttidspunkt" for, hvornår en eventuel retssag mod hende kan begynde. Baggrunden er, at statsadvokat Karsten Hjorth har besluttet at rykke retssagen fra oktober 1998 til begyndelsen af 1999 - af hensyn til politiets fortsatte efterforskning.
"Det er utilfredsstillende og en belastning for min klient, at skyldsspørgsmålet ikke bliver afgjort i år," mener Rørdam.
Man fristes til at give ham ret. Også selv om man et sted føler med politiet, der kender Rørdam godt nok til at vide, at netop han er ekspert i at skyde anklagemyndighedens punkter ned som balloner på stribe i en tivolibod og hermed skabe be-grundet tvivl om den samlede anklage. Politiets efterforskning skal være solid som klippe for at holde til den behandling. Til politiets forsvar taler også den markskrigeriske lynchstemning i pressen umiddelbart efter anholdelsen af plejehjemsassistenten.
De skingre stemmer, der krævede tilfredsstillelse af retsfølelsen nu og her, spurgte ikke kritisk til, om lovens lange arm faktisk havde sat kloen i den rette person. Og de færreste overvejede et sekund, om den sigtede faktisk kunne være ansvarlig for alle 22 dødsfald.
Det, man diskuterede, var tværtimod om politiet reagerede for sent og dermed kunne have forhindret nogle af de senere dødsfald på plejehjemmet. Altsammen ud fra den stadig ikke beviste forudsætning, at den mistænkte og varetægtsfængslede plejehjemsassistent faktisk var skyldig.
Den slags pres på politi og anklagemyndighed er urimeligt og har rod i de dele af folkesjælen, der i andre tider med grådig henrykkelse har krævet offentlige hængninger og gabestoksudstillinger. Men presset er også forudsigeligt. Politiet bør derfor ikke give efter og styrte sig hovedkulds ud i sigtelser, man senere må trække i land under almindelig vanære.
"Der må være grænser for den grad af detaljering, sigtelsen må gå ned i," udtalte Rørdam i går til TV 2's morgenfjernsyn. Det kan lyde som om han antyder, at den hidtidige efterforskning er for tynd til at bære den sigtelse, politi og anklagemyndighed offentligt har lagt op op til. Med det resultat, at man efterfølgende må samle sammen til en mere holdbar bevisførelse.
Imens går tiden. Og går.
Risikoen ved de uendelige sager, som de senere år har budt på nogle stykker af, er at man risikerer at volde uoprettelig skade på anklagedes psyke, personlige forhold og økonomi - allerede før domsafsigelsen. I plejehjemssagen er det f.eks. svært at forestille sig den arbejdsplads, der med iver vil ansætte plejehjemsassistenten i ventetiden frem til 1999. Så hvad skal hun og familien leve af?
Særligt pinagtigt bliver det, hvis anklagede frifindes efter endt ventetid, som det også er sket i en række celebre sager i de senere år. Vi nævner i flæng: Jydebrødrene, anklaget og senere i 1990'ernes begyndelse frifundet for økonomisk kriminalitet; advokaten Christian Harboe Wissum, anklaget og senere frifundet for meddelagtighed i en israelsk storsvindlers pompøse forsøg på milliardbedrageri; de terroranklagede og senere -frifundne ægyptere i Århus. Det nyeste skud på dette sørgelige stamtræ er eks-svømmeren Peter Rohdes erstatningssag for uberettiget varetægtsfængsling og ødelagt tilværelse. Sagen får formentlig en retslig afgørelse i april i år.
Mens Rørdam allerede før jul sidste år fik sin klient løsladt, har flere af de andre sigtede i tilgift fået deres psykiske sundhed ødelagt i isolationsfængsel. Efter Justitsministeriets egne skøn kan et menneske holde til mosten i 42 dage, før de psykiske forstyrrelser lovmæssigt indfinder sig. Til almindelig orientering sad Wissum i tre måneder, Rohde i et helt år, hvilket efter lægeligt skøn har forårsaget en enorm rastløshed samt en psykose med paranoiske træk. For dette samt sin tabte karriere har Rohde forlangt en erstatning uden sidestykke, nemlig 19,5 millioner. Anklagemyndighedens erstatningstakst for det samme er 190.000 kroner, som naturligvis skal lægges oven i sagens omkostninger - set fra et småligt skatteydersynspunkt. Ineffektivitet er i reglen kostbar.
Vi er alle afhængige af, at politiet har gode arbejdsforhold og fungerer optimalt. Det hører med til et positivt billede, at politi og retssystem nyder almindelig agtelse og kan rekruttere nye blandt de allerbedste unge.
Derfor kan vi ikke leve med, at de menneskelige omkostninger ved mangelfuld politiefterforskning er så kolossale. Vanære samt tabet af helbred, sjælsro og kommende indtægtsmuligheder bør ikke henregnes
til hændelige uheld, men forhindres i videst muligt omfang. Ikke bare for de anklagedes skyld, men for samfundets.
Ellers er det nemlig politiet selv, der lider skade på sin ære.
