Sangerinden Lois satser med en ambitiøs Kasper Winding-produceret debut, hvor Dictes latinsk tekstede udspil en lyrisk tankestreg
Debutanten Lois serverer på Stranger In A Strange Land (Sony/ Start 489425 2) tolv eksempler på postmoderne pop - i tæt samarbejde med produceren og sangskriveren Kasper Winding. Med en distinkt stemme, et fascinerende materiale og en topmoderne produktion har Lois fået en solid start på sin musikalske tilværelse, selvom materialet ikke er lige stærkt hele vejen igennem.
Stranger In A Strange Land ligger lydligt i forlængelse af Windings arbejde på Caroline Hendersons stilskabende 1995-udgivelse, Cinemataztic som blev et vendepunkt for dansk 90'er-pop.
En generation af musikere og producere blev tvunget til at revurdere måden, hvorpå de gjorde tingene, idet Winding overførte diverse udenlandske tiltag - electronica, drum'n'bass, acidjazz, easy listening - til danske forhold og inkorporerede dem i mainstreamen.
Trip hop-begrebet, hvor det atmosfæriske spiller lige så stor rolle som det musikalske, dannede norm, og raffinerede, techno-prægede trommeprogrammeringer satte dagsordenen.
Mere end noget andet er det dog kombinationen af modernistisk popmelodiøsitet og filmisk inspireret musik fra mange forskellige årtier, som kendetegner lyden, og det er også den cocktail der skænkes her.
Windingske lydskaber
Sangene er skrevet af Winding og Lois, sammen og hver for sig. Vokalerne leveres af Lois med hjælp fra Winding og Rik Simpson, og instrumenterne varetages stort set af Winding.
Mest markante gæst er pedal steel-guitaristen B. J. Cole, som medvirker på tre numre.
I dette distinkte Windingske lydskab udfolder Lois sin kunst - som for eksempel på pladens tredje skæring, "Take A Dive With Me", hvor hun nok får mere "traditionelle", men så sandelig også mere fængende melodilinjer at synge end på pladens to åbnere - og baggrundens mix af 60'er, 80'er og 90'er-lyde lader høre hvordan Windings eklektiske instinkt styrer begivenhedernes gang.
"Sick And Tired" lyder grangiveligt som Bowie anno Low, men indeholder lige lidt nok til at fænge, hvorimod "We're Dying" har en udsøgt musikalske tekstur, og Windings lydlige iscensættelse er en raffineret nydelse.
I det hele taget lyder Stranger In A Strange Land godt hele vejen igennem - selv pladens mindre spændende kompositioner er omhyggeligt indhyldede i lækre kulisser af lyd.
Pladens fineste sang er også dens korteste - "Water Music" er to minutters og 40 sekunders ren og skær melankolsk fnuglet popperfektion: Et tema, der skriger på en film. Titelnummereret døjer med et omkvæd uden fængkraft, hvor "Captured Inside" er pladens mest inciterende nummer, med heftig walking bas, dub-effekter, riffede blæsere, Swingle Singers kor og sprintende trommeprogrammeringer - men uden overbevisende melodilinje.
Først med lukkeren "One For You, Two For Me" får Lois atter lov til at bruge sin sans for drama og patos på en mindeværdig melodi - sublimt produceret.
Stranger In A Strange Land er en mere end lovende debut, selvom den er en fifty-fifty affære af vekslende kvaliteten. Det kompenserer solistens stærke stemme og producerens store opfindsomhed tildels for - og et par rigtig gode sange forefindes også.
Dicte på latin
Lidt længere ude finder man veteranen Dicte, som efter et par popalbums i tidens stil - ikke ulig metoden beskrevet ovenfor - har kastet sig over teatret i form af Hotel Pro Formas forestilling House Of The Double Axe/ XX (Sony/Start STARTCD 8143), hvortil hun har leveret syv sange og hvori hun spiller hovedrollen.
Forestillingens synopsis er endvidere gengivet, men er en noget abstrakt sag, som ikke rigtig giver nogle billeder - men det gør sangene så heldigvis!
Trods den engelske titel hedder forestillingen altså Dobbeltøksens Hus, og sangene synges selvfølgelig på - latin.
Ikke at de er nyskrevne, men derimod er Dicte gået på hugst hos forskellige middelalderdigtere, og i hæftet er de originale tekster meget betænksomt opført side om side med engelske oversættelser, så man kan få en fornemmelse af hvad det hele handler om.
Men pointen indenfor forestillingens ramme må vel være i højere grad at høre stemmen som instrument end bærer af en sproglig specifik betydning.
Og sådan går det også, når man lytter til denne i øvrigt smukke og vellykkede plade - Dictes stemme går i ét med de medvirkende - meget dygtige - musikeres indsatser. Med kapelmester Kæv Gliemann på keyboards, Lennart Ginman på kontrabas og Kristoffer Sjelberg på trommer - suppleret med den udsøgte cellist Soma Allpass - er Dicte i udsøgt selskab, hvilket hun kvitterer for med syv relativt enkle kompositioner samt tre instrumentelle tiltag, skabt i samklang med musikerne.
Et meditativt rum
Resultatet er blevet et nydelsesfuldt frikvarter af musikalsk høj karat, som det er en uforceret nydelse at lægge øre til.
Musikken skaber mestendels et meditativt rum, og det virker som, at Dicte ved at skrive med et specifikt mål for øje har kunnet forløse et mere umiddelbart og melodisk center i sig selv.
Omgivet af akustiske instrumenter - og ikke noget af den teknologi, der har præget hendes hidtige udgivelser - virker Dicte mere afslappet og mere sikker på sig selv - som sangskriver og sanger.
Der er noget frigjort og uanstrengt over hendes vokalarbejde, også når hun som på f.eks. den opstemte "Tunc Eram Tibi" og den funky "Alas! Alas!" benytter sin stemmes elastiske fleksibilitet og sætter sin udprægede særart igennem.
Melodilinjerne er relativt simple, selvom den ledsagende musik til nogle af kompositionerne er af endog særdeles kompleks rytmisk karakter.
Melodisk stærkest står de to ballader "Cecilia" og "Quid Sit Futurum?", men pladen er som helhed værd at lægge øre til fra start til slut - på trods af dens karakter som sideprojekt er den ikke desto mindre den mest løfterige Dicte-udgivelse til dato.
*Hotel Pro Formas forestilling med Dicte i hovedrollen kører i Kanonhallen til og med søndag, hvorefter den drager på turne i såvel resten af Danmark som udlandet.
