Bagmandspolitiets chef Michael Clan trækker sig fra alle selskabstømmersager.
Chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokat Michael Clan, trak sig i går med øjeblikkelig virkning fra alle sager om selskabstømning.
Det skete efter at justitsminister Frank Jensen (S) tirsdag besluttede at Clan - efter eget ønske - skulle fritages for selskabstømmersager at gøre. Han fortsætter dog som chef for Bagmandspolitiet.
Clan har hidtil holdt på, at det ikke kunne lade sig gøre at bevise, at sælgerne i selskabstømmersagerne og deres rådgivere vidste eller burde have vidst, at køberne var ude i ulovligt ærinde, eller at sælgerne havde et forsæt til at deltage i forbrydelsen. Der er ikke rejst en eneste straffesag mod sælgerne. Kun mod køberne. Og det på trods af, at Justitsministeriet i et notat fra juni 1994 konkluderede, at sælgerne kunne strafforfølges.
Sagens kerne
For at forstå den indviklede problematik, kan man forestille sig følgende:
A kommer gående med 1.000 kroner i en gennemsigtig plastikpose. "Hvor skal du hen med den", spørger B.
"Jeg skal hen og aflevere pengene til skattevæsenet", siger A.
"Må jeg ikke købe posen for 800 kroner og aflevere de 1000 til skattevæsenet senere", spørger B.
"Det må du da gerne", siger A, giver posen med de 1000 kroner til B, som lukker posen op og giver A 800 kroner.
Men B går ikke hen til skattevæsenet. I stedet tager B de sidste 200 kroner op af posen, stikker dem i lommen og smider posen.
Hvis man skifter posen ud med et selskab, er plottet og forholdet mellem, hvad A og B tjener i denne lille historie det samme som i de mere end 1.500 selskabstømninger, der har kostet statskassen omkring to milliarder.
Politiets efterforskningsarbejde har koncentreret sig om køberne, som blev dømt. Først meget sent kom fokus på sælgerne, som har tjent langt de fleste penge, typisk tre-fire gange så meget.
Revisor, ven og nabo
Bagmandspolitiets enstrengede strategi er blevet kritiseret højlydt af jurister og politikere: flere juridiske professorer, tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen og tidligere retspræsident Frank Poulsen. Sidstnævnte har kaldt retsopgøret "en skandale". Og i november sidste år meldte Frank Aaen fra Enhedslisten fem sælgere til politiet. Et par af dem viste sig at høre til Michael Clans omgangskreds: Carl Evald Bakke-Jacobsen og Niels Bjerregaard.
Den statsautoriserede revisor, Bakke-Jacobsen, er Clans nære bekendt. Han solgte - med Bjerregaard som revisor - et insolvent selskab med skatter for 6.1 millioner til den formodede selskabstømmer Poul Fischer. Han var rådgiver for Bagmandspolitiet i midten 80'erne. Sammen med sin ægtefælle, Grethe Krisensen, solgte han en tysk udlejningsejendom til Clan og to andre medinvestorer.
Niels Bjerregård, der var rådgiver for Bagmandspolitiet først i 80'erne, er revisor for både Clan og Bakke-Jacobsen. Bjerregaard formidlede egne og nogle af sine klienters - herunder flere end 20 københavnske advokaters - salg af selskaber til tidligere advokat Poul Fischer. Han har også deltaget i handler med Bjørn Stiedl, som sad i midten af et andet formodet selskabstømmerkompleks.
Og en af Michaels Clans naboer er den statsautoriseret revisor Kurt Gimsing, der også er tidligere rådgiver for Bagmandspolitiet, blandt andet omkring Stiedl-komplekset. Gimsing var inspirator til Advokatrådets og revisorforeningernes såkaldte Faktarapport om tømningerne. I denne rapport, som ikke skulle "foretage vurderinger", kan man læse, at: "Selskabernes aktionærer, ledelse og rådgivere (...) har ikke kendt til købernes hensigt med selskaberne (...) kredsen af selskabstømmere er domineret af en relativt lille personkreds, der til gengæld har gennemført selskabstømning i stor stil", skrev arbejdsgruppen af advokater og revisorer. Og frikendte dermed sine egne.
I sidste uge dokumenterede Berlingske Tidende Michael Clans deltagelse i den tyske ejendomsinvestering - hvilket forbavsede Folketingets skatteudvalg. I januar fik udvalget nemlig en redegørelse, hvor Clan beskrev sine personlige relationer til netop Bakke-Jacobsen og Niels Bjerregaard. Clan nævnte ikke den tyske ejendom. Det fik blandt andre tidligere skatteminister Ole Stavad til at ytre sig stærkt betænkeligt om Clans egnethed til at føre felttoget videre.
To års betænkningstid
Måske, måske ikke har Michael Clan, ladet sin efterforskning påvirke af personlige forbindelser til advokater og revisorer, som har haft fingrene i selskabstømmersager.
Men alene dette "måske, måske ikke" var afgørende for, at chefen siden 1986, ikke kan fortsætte som anklager i straffesager mod blandt andre Bjørn Stiedl, eller som visitator og koordinator for anklagemyndigheden i straffesagerne om selskabstømning. Og eftersom de mere end 1.500 sager om selskabstømning er Bagmandspolitiets største opgave, har flere rejst spørgsmålet, om Clan overhovedet er velegnet som chef.
I februar 1992 gjorde Told & Skat første gang Bagmandspolitiet opmærksom på, at der var noget ulovligt i gære. I Nærum havde Told & Skat opsporet noget, de syntes lignede alvorlig økonomisk kriminalitet, og som bagmandspolitiet skulle undersøge. Det var en af de første store selskabstømmersager. Men Clan sendte sagen tilbage med en note om, at de selv skulle se det. Det blev opfattet som en afvisning.
En måneds tid senere skrev en vicekriminalkommissær fra Køge, fordi han mente at se tegn på et omfattende tyveri fra skattevæsenet. Clans opdagerinstinkt vibrerede ikke. Først efter endnu to år kom der gang i efterforskningen.
Set i bakspejlet har Clans fodslæberi fra 1992 til 1994 styrket mistanken om, at hans strategi gik ud på at fange og straffe selskabstømmerne, men lade dem, der scorede den største gevinst, sælgere og rådgivere, slippe for tiltale.
Rådgiverne
Lektor Poul C. Sørensen har i sin bog Selskabstømning tegnet et ubehageligt billede af retsopgøret. Han argumenterer for, at selskabstømmernes rolle blot var skraldemændenes, der fjernede selskaber efter de reelt var opgivet af aktionærerne.
Siden opgøret om erstatninger begyndte, har pressen fundet flere sager, som ligefrem tyder på hurtige etableringer af selskaber, med henblik på at sælge til en tømmer og slippe for skatten.
Som Poul G. Sørensen skriver, kan det ikke "på det foreliggende grundlag påvises, at skatterådgivere og -eksperter har handlet ud fra en sikker viden om det efterfølgende forløb".
Som helhed lugter sagen altså af sammenspisthed mellem sælgere, købere og rådgivere. Lugten blev stærkere, da Politiken i juli sidste år afslørede, at 13 ud af Skifterettens 25 medhjælpere, der behandlede konkursboerne efter de tømte selskaber, var ansat på eller partnere i advokatkontorer, som på en eller anden måde har været involveret i selskabstømning på sælgerside.
Disse medhjælperes opgave er at granske sælgersiden. De er med til at indstille, hvilke sager, der skal kræves erstatning for, og de har pligt til at informere politiet ved mistanke om ulovligheder.
Men selv om konkursboerne nærmest væltede ind fra 1989 og frem, skrev ikke en eneste af medhjælperne en politi-anmeldelse af en sælger eller en rådgiver.
Afsløringen fik et par af medhjælperne til at trække sig.
Nogle juridiske eksperter mente, at de burde holde sig fra en partners sag. Men daværende præsident for Sø- og Handelsretten Frank Poulsen, som ellers plejer at holde habilitetsfanen højt, valgte i denne situation at hælde hovedet til en meget snæver fortolkning af habilitetsreglerne, så den enkelte medhjælper skulle være personligt uplettet. Standpunktet var praktisk:
"Ellers ville det næsten blive umuligt at operere i Danmark", udtalte han - og sagde dermed indirekte, at de fleste kvalificerede advokatkontorer havde haft en selskabstømmersag på deres skriveborde.
Sådan bar de sig ad
Teknikken bag Danmarkshistorien største røveri
I Bagmandspolitiets kartotek ligger flere end 1.500 sager om selskabstømninger, hvor statskassen i alt blev snydt for omkring to milliarder kroner. Derfor kaldes selskabstømningerne for Danmarkshistoriens største røveri.
Sagen om Satairs salg af et datterselskab til en selskabstømmer viser, hvordan det kunne lade sig gøre:
Satair-koncernen ønskede ikke at fortsætte sin virksomhed i det pågældende datterselskab, og solgte sine materielle aktiver i selskabet. Tilbage var et 'papirselskab' som på salgstidspunktet havde 13 millioner kroner afsat til selskabsskat. Egenkapitalen var 11,5 millioner kroner.
De samlede aktiver på 24,5 millioner kroner stod på en bankkonto.
Køberen gav 21,9 millioner kroner for dette selskab. Det vil sige, at merprisen over egenkapitalen var 10,4 millioner kroner. Disse 10,4 millioner gik i sælgers lomme.
Køberen oplyste i forbindelse med retssagen at hans hensigt med købet var at lade selskabet investere i andre afskrivningsberettigede aktiver, så skatten på 13 millioner kroner kunne elimineres inden regnskabsåret udløb.
Hvis han havde gjort det, havde arrangementet været lovligt. Det gjorde han bare ikke. Han hævede 21,9 millioner kroner på selskabets konto og brugte pengene til at betale Satair 10,4 millioner kroner. Derefter hævede han de resterende 2,6 millioner kroner og puttede dem i sin egen lomme, afmeldte ledelsen og overlod til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at opløse det tomme selskab.
Satair tjente altså et beløb svarende til 80 procent af den skat, selskabet skyldte staten, mens selskabstømmeren scorede de sidste 20 procent.
Told og Skat, som var den eneste kreditor, engagerede kammeradvokaten til at føre sagen for konkursboet mod Satair. Det var en prøvesag på, om sælgerne i selskabstømmersagerne kunne idømmes erstatningsansvar for den forsvundne skat.
Told og Skat vandt. Højesteret dømte Satair til at betale skattevæsenet erstatning for de penge, der stod på datterselskabets konto til betaling af skat.
Skatteminister Carsten Koch var hurtig med sejrsråbet. Men jurakyndige har siden sat spørgsmålstegn ved, om Satair-dommen er principiel i forhold til andre selskabstømmersager.
Dels fordi det fremgik af sagsfremstillingen i Landsrettens dom, at Satair i første omgang fik et forslag fra køberen, som ret umaskeret viste hans ulovlige hensigter. Satairs egen advokat foreslog nogle ændringer og derefter blev aftalen formuleret mere floromvundet.
Dels fordi - lagde Højesteret vægt på i præmisserne for dommen - at Satair burde have indset, at køberen var ude på at betale for selskabet med selskabets egne penge. Det er i sig selv lovstridigt.
Andre selskabstømninger er foregået bag mere elegante masker, men princippet er det samme i dem alle: Køberen køber et selskab for mellem 70-80 procent af det beløb selskabet har afsat til at betale skat, tømmer derefter selskabet for aktiver og lader det sejle sin egen sø til tvangsopløsning i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ved Skifteretten - til skade for minoritetsaktionærer og kreditorer, herunder især skattevæsenet.
Skattelovgivningen er ændret, så selskabstømninger af denne art nu er forhindret.
