Læsetid: 6 min.

Spøgelset i maskinen

3. februar 1998

Ikke til at komme udenom: Bruce Nauman i Centre Pompidou

UDSTILLING
PARIS - Der er næsten slukket og lukket på Pompidoucentret. Et af Paris's modernistiske flagskibe ligger underdrejet i byens hjerte, halv-gemt bag stilladser, overklistret med reklameplakater. Der restaureres. På pladsen foran Beaubourg, som det hedder i folkemunde, er antallet af karikatur- og portrættegnere skrumpet ind. I stedet rejser der sig en kæmpe hvid tipie, hvor man kan indhente oplysninger om kunstcentrets momentant nomadiske tilstand: Det meget besøgte bibliotek er flyttet over i Quartier de l'Horloge i et nedlagt supermarked, administrationen findes samme sted i en forladt kontorbygning, og alle aktiviteter er sat på laveste blus et stykke ind i det ny årtusind. Det grandiøse kunstcenterprojekt er sejlet sønder i et overforbrug, af kunst og kultur,og af rulletrappe- og udsigtsnydende turister. Som offer for sin egen succes, har en midlertidig lukning været nødvendig for at få skuden på ret og fin kurs.
Men nede i en krog af den store udslukte kulturmaskine, skinner der stadig lidt lys bag en nyinstalleret lummerrød bordel-lignende foyer. Som et spøgelse i maskinen lever et hjørne af kunsten videre, og i øjeblikket er det mærkeligt klagende og sukkende lyde, der trænger ud derfra. Beaubourg modtager for sent og forkrøblet en udstilling af den amerikanske kunstner Bruce Nauman, som selv i denne invaliderede version er istand til at oppebære liv.

Mangel på dogmatik
Bruce Nauman er en kunstner det er svært at komme udenom.
Ikke blot på grund af hans værkers påtrængenhed, men fordi han gennem tredive års suveræne valg af kunstneriske udtryksmidler har sat dagsordenen for de kunstformer man i udviklede, men oftest udvandede versioner, møder på samtlige trend-kunst-udstillingerne i dag. Han har fra starten berørt så forskellige medier som film, video, foto, lyd, neonlys,skulptur, performance m.m.
Det slående ved Naumans samlede værk er den mangel på dogmatik, der ligger i valget af medie. For Nauman synes hvert værk at være en gåde, som lige ved og næsten går op i værkets enhed af form og indhold. Men også altid kun næsten, fordi hverken formen eller indholdet kan fastlægges uafhængigt af hinanden. Helheden er så alligevel det eneste, der er noget at sige noget (kunstnerisk) med. Og for Nauman er det så denne aldrig helt forståede eller begrebne helhed værkerne handler om. Det gennemgående tema, som varieres i det uendelige gennem de vidt forskellige medier, er den lillebitte forskydning, der er mellem det forståelige og det uforståelige. Eller mellem det udholdelige og det uudholdelige.

Klaustrofobisk
Udstillingen i Beaubourgs sydgalleri har underteksten billede og tekst 1966-1996. Den har før været vist i Wolfs-burg, og skal videre til London og Helsinki. Her i Paris er den trængt sammen på godt 1000 m2 mod Wolfburgs 2000 m2. Nauman har ikke været vist i stor stil i Paris siden 1988, og det kan godt undre, at denne udstilling ikke kunne have været programeret før lukningen, så den kunne have bredt sig i de 'gamle' udstillingsgallerier.
Men når Bruce Nauman nu er sat til at være spøgelset i maskinen, er det måske meget passende, at det er en i høj grad de-materialiseret version af kunstneren vi møder. Billede og neon-tekst - ingen skulpturer. Sammentrængnings-problemet er løst ved at give udstillingen en labyrintisk form, som egentlig på meget fin vis understreger det til tider klaustrofobiske og uudholdelige ved værkerne. Problemet er blot, at værkerne lydmæssigt 'blander' sig i hinanden, og at rummenes begrænsede størrelse, har ført til nærmest hysteriske sikkerhedsforanstaltninger, med glas foran neon-værkerne, og alt for meget lys i rummene med videoværkerne. Kustoderne rokeres rundt med stor hastighed for ikke at blive skøre i bolden af det kaudervælsk, der vælter ud af rummene.
Men selv under disse betingelser er Nauman ikke til at komme udenom. En af de helt store fastslåede sandheder om Nauman er, at han ikke er maler. Han har selv sagt, at maleriet ikke var et medie, hvor han kunne få den 'mening' frem, der var hans ærinde. På udstillingens første film-installlation er han imidlertid i færd med i bogstaveligste forstand at male sig selv. Han sværter på fire skærme sin overkrop ind i henholdsvis, hvid, grøn, pink og sort. Eller sådan er det i al fald ifølge værkets titel. I realiten, synes man her at stå over for et af udstillingens eneste 'forældede' værker - fra 67-68.

Fysisk intens oplevelse
Alle billederne fremstår mærkeligt nikotingullige, så det virker ikke. Men det er også et af de eneste ud af de 50 udstillede værker, som ikke opnår den af Nauman efterstræbte virkning: en øjeblikkelig, umiddelbar og nærmest fysisk intens oplevelse.
Det lykkes i udstillingens store stykker - men også i de allermest interimistiske. Som installationer kan nævnes det hvide rum, man træder ind i, mens en stemme uafladeligt hvæser "get out of my mind, get out of this room" (1968). Eller "Going Around the Corner Piece", hvor man går i ring rundt om en firkantet blok(!), og hele tiden er på vej mod en videoskærm, hvor man ser billedet af sig selv forsvinde, igen og igen. Så enkelt kan en narcissistisk Sisyfos fremstilles og opleves... Hvad der er tydeligt i disse værker, er kroppens tilstedeværelse - beskuerens delagtighed i værket.
Kroppens mærkværdighed afsøges også andetsteds. I Poke in the Eye/Nose/Ear (1994) ser man - blæst op på en kæmpeskærm i nærbillede og slowmotion - en finger blive proppet ind i henholdsvis øjet, næsen og øret. Man får næsten ondt i øjet ved synet, og organerne fremstår på den grænse af ulidelighed, uigenkendelighed og uforståelighed som Nauman ynder at fremstille. Næsten samme virkning opnåes allerede i den lille videofilm Lip/Sync fra 1968, hvor man ser en mund sige disse to ord. Men billedet er vendt på hovedet, så hagen og munden, bliver et mærkeligt talende, vanskabt væsen. På en række intimistiske sort-hvide videofilm fra 68-69, undersøges kroppen på tilsvarende vis i rummet, i balance, vinkler, lyd og position. Kroppen 'står' på ét ben i loftet... og søger at finde sit ståsted. Eller afsøger sin position i forhold til en væg. Eller vandrer rundt og spiller én tone på en violin.
Også i den store audiovisuelle installation fra 1991 Anthro/Socio afsøges kroppen som tema. Her har Nauman forladt sin iscenesættelse af sig selv, og i stedet er det den unge Rinde, som står over for kameraet. Rummet er fyldt af skærme med Rindes hoved, som i endeløse bønfaldelser, kværner løs i en messe for at bede sociologen og antropologen om mad og varme. Kustoderne vrider sig under repetitionen af de fundamentale behov. Og Nauman får hovedet til at slippe kroppen, ved blot at vende ét af billederne på - hovedet.

Kunst anyway...
Her viser udstillingen sin egen tematiske svaghed. Det ville jo være en selvfølge i forbindelse med Rinde, at vise Nauman-skulpturer, med afskårede - eller selvstændiggjorte hoveder. Eller de andre skulpturer med stole eller kroppe, hængt op, hængt ud og fremmedgjort nærværende. Selvfølgelig må en udstilling altid bestå i en udvælgelse, men her synes indskrænkningen til billede og tekst at svigte en fornemmelse af sammenhæng i værket. Og der er ikke hjælp at hente i boghandlen udenfor: ikke andre kataloger på kunstneren end udstillingens eget. Udstillingen bliver dermed en behagelig reminder for de indviede, men overlader den beskuer - som altså i ti år ikke har set Nauman værker - med en fornemmelse af utilstrækkelighed eller reduktion. Man er indeni det deserterede Beaubourg, indeni Nauman, og det er kun denne kunstners særlige kraft, som alligevel gør det til en stor oplevelse.
På bagsiden af Beaubourg, hænger Rindes hovede, den rigtige og den forkerte vej på et utal af reklameplakater. Hovedet råber lydløst udover rue Renard. Beaubourg er blevet til en naumansk inde-spærring. Verden ser anderledes ud. Og det er kunst anyway. Stor kunst.

*Bruce Nauman, Image/ text 1966-1996. Til 9. marts, Galerie sud du Centre Georges Pompidou

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her