Læsetid: 3 min.

Stallone i pansernes paradis

20. februar 1998

Sylvester Stallone afslører, at han faktisk er en udmærket skuespiller i den uhyre velspillede amerikanske politifilm 'Cop Land'

NY FILM
Når de er færdige med dagens dont på det kriminalitetsbelastede Manhattan, drager de smarteste af N.Y.P.D.-strisserne hjem til New Jerseys skovklædte dådyr-idyl. De har fundet et hul i regulativet, der giver dem lov til at bo uden for Manhattan, i Garrison, lige på den anden side af George Washington broen. Garrison har et indbyggertal på 1280, bestående af politifolk og deres familier, der her har fundet sig en oase i storbyen.
Området har New Yorks laveste kriminalitetstal, hvorfor en enkelt høreskadet sherif, Freddy (Sylvester Stallone), med et par assistenter er alt rigeligt til at opretholde lov og orden.
De værste forbrydere, de kommer ud for, er genstridige børn, fartsyndere og folk, der dumper deres skrald foran naboens grund. Lige indtil en ung betjent - kaldet Super Cop - i fuldskab kommer til at skyde og dræbe to sorte fyre, som han troede sigtede på ham med et oversavet jagtgevær.
Hans onkel Ray (Harvey Keitel), der er en af de smartere strissere, sørger for at få ham af vejen på en sådan måde, at omverdenen tror ham død.
Både en detektiv fra politiets Internal Affairs-afdeling (Robert De Niro) og Freddy ved dog bedre, men Freddy, der ligesom alle andre i Cop Land står i gæld til Ray, vil ikke sladre. Det viser sig da også efterhånden, at angiveri er en højst usund affære i dette lille i virkeligheden hyperkriminaliserede samfund, hvor alle har noget på hinanden, og alle dækker over alle. Og i kulissen står mafiaen, der har finansieret pansernes parcelhus-himmel, men ikke uden at forvente noget til gengæld. Alle har imidlertid gjort regning uden den tunge, ludende, halvdøve og tilsyneladende ikke for velbegavede sherif, der er overbevist om, at "ingen er hævet over loven".

Stjerneparade
Politikorruption har man naturligvis hørt om før, men Cop Land kan alligevel et par ting, der hæver den over gennemsnittet. Den er hverken helt så rap eller helt så voldelig som den slags film, som regel er det. Og så formår den at fremstille de ekstremt kriminelle strissere i et vist forsonende skær. Det New Jersey-panserparadis, som de har pantsat deres sjæle for at opnå, er ikke glitrende forgyldt, men på Dalle Valle-niveau, ligesom betjentenes lidet raffinerede civiltøj. Filmen formår at få dem til at fremstå som mænd, hvis rå job har fået det værste frem i dem, uden at det dog har fået dem til at lægge deres proletariske spidsborger-drømme på hylden.
Cop Lands trumfkort er dog dens veritable galleri af førsteklasses skuespillere. Det er lykkedes instruktøren James Mangold, der i 1996 høstede mange roser for sin debutfilm Heavy, at samle en række af USA's allerbedste af slagsen. Svagest er Robert De Niro, der iført Uffe Ellemann-overskæg, kører på rutinen uden på noget tidspunkt at svinge sig op til fordums højder. Men selv en svag præstation fra hans side er sjældent rigtigt ringe. Langt bedre er Harvey Keitel, skønt hans gestaltning 'bad lieutenant' er spillet med dæmper. Og endnu bedre er 'good fella' Ray Liotta, der med sin særegne desperado-udstråling formår at få det maksimale ud af en betjent på stoffer og med lidt af hvert på samvittigheden.

Godmodig Rambo
Skønt omgivet af disse erfarne karakterskuespillere er og bliver det dog Sly, der tager stikket hjem. Som den godmodige sherif, der ikke kunne komme ind ved N.Y.P.D. på grund af sin høreskade og nu længselsfuldt skuer over mod The Big Apples hektiske lys, afslører Rocky/Rambo sig som skabs-skuespiller. Det er ikke fordi han har så mange flere ord at jonglere med end ellers, men som De Niro gjorde det i de gode gamle dage til Raging Bull, har han for rollens skyld lagt knap 20 kg til sin vægt - og de er bestemt ikke gået til at øge muskelpragten!
Tværtimod fremstår han her som en godhjertet drømmer med vom og stumpende bukser over de fornuftige fodformede sko. Mod alle odds er han perfekt castet til rollen: tung, godmodig og dog både snu og handlekraftig, når det virkelig gælder. For en stilistisk betragtning er Cop Land temmelig anonym.
Man tør ikke tænke på, hvad en Martin Scorsese kunne have fået ud af manuskriptet. Men James Mangold kan noget med sine skuespillere, og alene dét gør filmen værd at se.

*Cop Land. Amerikansk. Instruktion og manuskript: James Mangold. 106 min. (Scala, Palads og 8 biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her