Vestlige idrætsfolk og -ledere afliver myten om, at doping-misbruget i 70'erne og 80'erne var en østeuropæisk specialitet
DOPING
Efter sammenbruddet i Østeuropa har sportspressen i ind- og udland flere gange ivret for, at påståede dopede østblok-atleter skulle tilbagegive deres medaljer vundet ved internationale mesterskaber op gennem 1970'erne og 1980'erne.
Medaljerne skulle så tildeles de påståede rene vest-
atleter, fordi dopingen angiveligt har været systematisk i Østblokken.
Ikke mindst britiske, amerikanske og australske medier har fremsat krav om slettelse af rekorder, sat af østeuropæiske idrætsfolk.
Men nu tager flere idrætsledere og tidligere topidrætsfolk bladet fra munden og gør gældende, at dopingmisbruget også var - og stadig er - særdeles omfattende blandt vestlige idrætsudøvere.
Helmut Digel, der er ordførende i Det Tyske Atletikforbund og vicepræsident i Tysklands Olympiske Komité lægger i hvert fald ikke fingrene imellem:
"Diskussionen er præget af et enormt hykleri. Indenfor det internationale elitesportsystem er der ingen, der kan tillade sig at pege fingre ad DDR, for alle eksperter ved, at der er blevet manipuleret over hele verden."
"Alle lande har topidrætsfolk, der doper sig," siger Digel. Noget tyder på at han har ret. For næsten hver dag afsløres der sportsfolk, som har prøvet at snyde ved at indtage ulovlige præstationsfremmende stoffer.
Sportsmoralister
Problemet med ulovlig manipulation i sporten eksisterer altså stadig den dag i dag, men visse vestlige sportsmoralister er mest optaget af dét, der for 10-20 år siden foregik i Østblokken - især når talen går på tilbagelevering af medaljer:
"Det ville være adsurd. Dopingtilfælde findes i England, i USA, i Frankrig, ja over hele verden", siger Helmut Digel, der er træt af, at der peges fingre så ensidigt:
"Ja, der blev også dopet i de gamle Forbundslande (i BRD, red.). Ja, allerede i 1976 brød vesttyske atleter sportens moralkodeks om Fair Play og chancelighed i elitesport ved at dope sig. Ja, også i Forbundsrepublikken blev der drevet systematisk forskning i anabolske steroider," siger Digel.
Den østtyske konservative politiker, Forbundsdagsmedlem, Paul Krüger, CDU, siger til tyske aviser, at man skal slutte striden om dopingpraksis i det tidligere DDR. Samtidig antyder han misundelse som årsag til jagten:
"Vesten skal ikke lege dommere uden at kende til forholdene i det gamle DDR på en detaljeret måde. Efter visse forbundsdagsmedlemmers mening får man indtryk af, at dopingen ikke spillede nogen rolle i det tidligere BRD. Topsporten i øst er på mange måder i dag mere præstations-stærk end i det gamle BRD, og de ansvarlige i vesten har endnu ikke klaret at udligne dette underskud", siger Paul Krüger.
Paul Krüger får opbakning fra den russiske løber og OL-medaljevinder, Irina Privalova.
Russisk opbakning
Til amerikanske Time siger Privalova, at 'doping er et problem' i russisk atletik. Men hun tilføjer: "Men hverken mere eller mindre end i andre dele af verden. De sagde altid, at russerne dopede sig mere end andre. I realiteten tror jeg, at alle stofferne kommer fra Vesten. Hvem opfinder dem? Vestlige farmakologer! Russerne har ikke midler til at lave dem her. De er for fattige," siger Irina Privalova, der er uddannet journalist.
Sandt er det, at sportsfolk fra alle mulige forskellige lande er blevet afsløret i løbet af de sidste godt 25 år. I den tid har man nemlig testet for anabolske steroider, der menes at være stoffet i international idræt. Et stof, der efter de fleste eksperters mening, har en muskelopbyggende og -regenererende effekt.
Det svenske IOC-medlem, dr. Arne Ljungqvist, der anses for at være en kapacitet inden for idrætsmedicin, siger tingene lige ud:
"Anabolske steroider bruges i alle idrætter, eftersom kraft indgår i alle idrætsgrene".
Carl Lewis: Værst i USA
Den nifoldige OL-guldmedaljevinder i løb og spring, Carl Lewis, mener, at dopingen i USA er helt ude af kontrol:
"Dopingen i USA er langt værre end dengang i DDR. USA er nok det værste land i verden med hensyn til doping," siger han.
Mere konkret bliver Lewis på spørgsmålet om, hvor mange, der er dopede i USA-atletik:
"På en 100-meterfinale er det vel tre løbere ud af otte. Det lyder måske ikke så slemt, men det er jo næsten halvdelen," siger Carl Lewis, der stillede pigskoene på hylden sidste år.
Chicago-lægen Bob Goldman har i flere år lavet regelmæssige meningsmålinger blandt førende atleter i USA.
Goldmans undersøgelser afslører, at 99 procent af amerikanske topatleter svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt de ville dope sig, hvis de var sikre på ikke blive afsløret.
På spørgsmålet om, hvorvidt de stadig ville dope sig, hvis de var sikre på at vinde samtlige starter i de næste fem år, men at de derefter ville dø i utide på grund af dopingens bivirkninger, svarer 50 procent ja!
Spørgsmålet, der står tilbage er, om såkaldt systematisk doping er værre end 'individuel' doping? Faktum er, at adskillige vestlige atleter igennem de sidste 20 år er blevet taget for doping.
De vestlige "medaljekrav" bliver ikke til noget i denne omgang, fordi sportens statutter ikke muliggør, at man i dag går helt tilbage til 70'erne eller 80'erne og annulerer resultater fra dengang.
Det internationale Atletikforbunds talsmand, Giorgio Reineri afviser at annullere 10-20 år gamle resultater: "Vi dømmer individuelle enkeltpersoner, ikke systemer," siger han.
