Læsetid: 3 min.

Strædes veje

7. februar 1998

Morten Strædes nye skulpturer viderefører et stadig mere fuldendt værk, der dog fortsat er forankret i det sprængte og sammensatte

UDSTILLING
Morten Strædes nye udstilling Family Matter er mere helstøbt end hans hidtidige - godt nok både gådefulde og intellektuelt stimulerende - separatudstillinger.
Sidst, han udstillede solo, var i 1994, dét år, han blev udnævnt til professor i skulptur ved Kunstakademiet. Nu har han udvidet sit materiale og inddrager computergrafik i lyskasser, der hænger som en slags glughuller med kig ind til en anden verden, materialeorden og stoflighed. Samtidig med, at de fungerer som en lamper, der spreder lys fra væggene. Disse seks runde lyskasser, "Disasters", er 'stof-prøver' eller 'vævsprøver' fra mikro- og makrouniverser og fra den sociale sfære (eller asociale, mand og kvinde sidder rygvendte bag skærm og foran vindue).
Fra den biologiske sfære får vi et kig ind i en overfyldt karpedam som metafor for befolkningseksplosionen? Og så er der truende eksplosioner, der varsler øko-katastrofer. Det er en række parallel-virkeligheder, en række eksempler på den dårlige samvittighed, der løber simultant som en understrøm i det vesterlandske menneskes bevidsthed. Lyskasserne leverer hermed baggrunds'musikken' i mol til de mere korporlige skulpturer i de to udstillingsrum.

Forsølvet amfibievæsen
Blandt dem kan nævnes den mangetydige, sorte hængeskulptur, der er fæstnet i loftet ved hjælp af et kabel eller en tally, en slags manuel mini-kran, der forlener den med en vis tyngde. Den vækker associationer i retning af en slagtekrop, men dens titel er "Vessel".
En vessel er et kar eller beholder, men maritimt betegner det også et fartøj, og det er nok i denne sidste sammenhæng, at vi skal 'læse' skulpturen. Den har flere glughuller af glas, der bliver skudt ind over dens sorte og faretruende 'krop', og den kan også give associationer i retning af undervandsekspeditioner med destruktive laster.
Man kan se igennem glasset, at dens krop er hul, og lyset fra rummet projiceres ind i dens indre.
Den gråsorte vægskulptur "Love/Hate/House" er en model af et hus. Det har stænger, lukninger og åbninger og skjulte gangsystemer, der minder om dem, som man finder i fængsler, torturkældre m.v. Det er en arkitekturmodel, - man fristes til at sige arki-torturmodel - som ingen nygifte par med blikket rettet mod fremtidig lykke ville ønske sig opført.
En af udstillingens vægtigste og mest fascinerende værker, er den store skulptur "Periodic Table", der på sæt og vis viderefører Strædes store skulptur "Lovecorridor" fra 1992, der også opererer med arkitektoniske principper, gangsystemer, balancer, forholdet mellem konkret og abstrakt, geometrisk og organisk m.v. Her optræder bjælker, rør og kasser og helt prosaiske hjælpemidler som skruetvinger m.v., der ikke skjuler, snarere åbenbarer arbejdsprocessen og lader den indgå som led i det æstetiske udtryk.
Den nye skulptur er dog i modsætning til de fleste af Strædes ældre skulpturer støbt, dvs. fremstår i ét, homogent materiale: aluminium, og den stråler som et mærkeligt, forsølvet amfibievæsen med antenner, der peger op i luften og med en mærkelig, disparat krop.

Mangetydighed
Morten Strædes nye skulpturer realiserer fortsat mange forskellige konstruktive og dekonstruktive muligheder, mange fortolkningsmæssige lag og mange fortællinger, idet de stadig bærer på en dobbelthed af konkrete og abstrakte elementer, de er på én og samme tid åbne og gådefulde, de lyser af såvel klarhed som uoverskuelighed, og sidst, men ikke mindst: de er i besiddelse af både stringens og mangetydighed. Men de har en lang afkodningstid og stiller flere spørgsmål, end de besvarer. Men er det ikke også lige netop det, kunsten kan, når den er bedst?
I den forbindelse kan man glæde sig over, at de fleste af udstillingens værker er solgt til Statens Kunstfond. Udstillingen vises i Herning Kunstmuseum 20. feb.-22. mar.

*Morten Stræde: Family Matter, Galerie Mikael Andersen, Bredg. 63, Kbh. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-15. Til 15. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her