Læsetid: 2 min.

Suharto presses fra alle sider

20. februar 1998

Indonesiens planer om at indføre et fastkurssystem, møder kritik fra alle sider før G7-møde i morgen

Den økonomiske krise i Asien - og ikke mindst i Indonesien - står øverst på dagsordenen, når finansministrene og centralbankcheferne fra verdens syv førende industrilande, de såkaldte G7-lande, mødes i morgen i London.
Den tyske finansminister, Theo Waigel, som i øjeblikket er på en rundrejse i Sydøstasien, vil på mødet bede G7-landene hjælpe Indonesien ud af sin økonomiske krise - den værste i flere årtier.
Men Indonesien har på forhånd bragt sig selv i modvind med sine planer om at indføre et fastkurssystem, der vil binde rupiah'en til den amerikanske dollar. Planerne er et forsøg på at stabilisere landets økonomi og på at styrke rupiah'en, hvis værdi er faldet med over 70 procent, siden krisen begyndte i juli sidste år.
Planerne har affødt stærk kritik fra blandt andet Den Internationale Valutafond (IMF), EU og USA.

Milliardlån i bero
IMF, som har stillet Indonesien en lånepakke på omkring 280 milliarder kroner i udsigt mod krav om økonomiske reformer, advarede i søndags Indonesiens ledelse om, at den overvejes at tilbageholde pengene. Det skete i form af et åbent brev fra IMF's direktør, Michael Camdessus, til den 76-årige indonesiske præsident, Suharto.
IMF mener - på linie med en række internationale økonomer - at Indonesiens økonomi i øjeblikket er så sårbar, at det er farligt at binde rupiah'en i et fastkurssystem.
Indonesien har reageret ved at bede kritikerne præstere et alternativ til det fastkurssystem, de kritiserer.
På en pressekonference i Jakarta i går sagde Theo Waigel, at der ikke er andre muligheder for Indonesien end at gennemføre de reformer, som IMF har anbefalet.
"Efter min mening kan krisen afværges og løses. Det vigtigste er at forpligte sig på IMF-programmet, som kan være smerteligt, men som vil give positive resultater i fremtiden," sagde Theo Waigel.
På sin rejse har Waigel samtidig underskrevet aftaler om at yde Indonesien en økonomisk støtte på 375 millioner D-mark. Også Japan, hvis banker sammen med de tyske ditto er Indonesiens største private kreditorer, overvejer at yde en lånepakke til en samlet værdi af cirka 16,5 milliarder kroner til en række af sine nabolande, blandt andet Indonesien, skrev den japanske avis Nihon Keizai Shimbun i går. Den formelle beslutning ventes offentliggjort, når G7-landene mødes i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu