Læsetid: 6 min.

'Swingkongen' og undersåtter

18. februar 1998

Da Benny Goodman skrev jazzhistorie med sin trio og kvartet i midten af 30'rne - godt hjulpet af et par af periodens store (sorte) solister

BOXSÆT
I juni 1935 holdt xylofonisten Red Norvo og sangerinden Mildred Bailey et selskab for kolleger og venner fra jazzens verden, den verden der kendte værtsparret som Mr. og Mrs. Swing. Blandt gæsterne i Norvos og Baileys hus i Forest
Hills på Long Island var den 24-årige pladeproducer og millionærarving John Hammond, der også havde gjort sig bemærket som seriøs jazzjournalist for det engelske musikblad Melody Maker og her, såvel som i sine free lance pladeprojekter, havde afsløret usædvanlige evner som talentspejder.
Siden 1931 havde Hammond foretaget en række indspilninger, især for engelske grammofonselskaber, som i modsætning til de amerikanske, der lå jazzmæssigt underdrejede p.g.a. den økonomiske depression, havde appetit på at udgive plader med vaskeægte (læs: sort) amerikansk jazz. Hammond havde bl.a. indspillet plader med tre af tidens bedste sorte big bands, Fletcher Hendersons, Benny Carters og Chick
Webbs, med to førende sorte instrumentalister, tenorsaxofonisten Coleman Hawkins og pianisten Teddy Wilson, og med tre dages mellemrum i november 1933 havde han indspillet de sidste plader, der blev gjort med 20'rnes store bluessangerinde, Bessie Smith, og den første med 30'rnes store jazzsangerinde, Billie Holiday.
Holiday havde han indspillet med en grammofongruppe under ledelse af klarinettisten Benny Goodman, Hammonds favorit blandt tidens hvide jazzmusikere. Hammond havde også en finger med i spillet, da Goodman i 1934 samlede et permanent big band, og han sørgede bl.a. for at Gene Krupa blev hyret som trommeslager.

Goodman-trioen
Blandt gæsterne ved sammenkomsten hos Norvo og Bailey var både Goodman og førnævnte Teddy Wilson, og i aftenens løb prøvede Goodman og Wilson at spille sammen, til akkompagnement med viskere på kuffert af en fætter til Mildred Bailey. Hammond hørte straks mulighederne i en trio med Goodman og Wilson, og kort efter, den 13. juli 1935, fik han indspillet Goodman, Wilson og Goodmans trommeslager, Gene Krupa, for Victor, Goodmans ny pladeselskab. Den berømte Benny Goodman Trio var født.
Den juli måned var Hammond også impliceret i to andre jazzhistorisk epokegørende pladeprojekter. Den l. juli var han med til at producere to af Goodmans bedste orkesterindspilninger, Fletcher Henderson-arrangementerne af "King Porter Stomp" og "Sometimes I'm Happy", som medvirkede til at give Goodman hans definitive publikums-gennembrud ved et engagement på Palomar Ball-
room i Los Angeles den 21. august, starten på 30'rnes swing-feber og Goodmans erhvervelse af den diskutable titel King of Swing.
Dagen efter Goodmans orkester-session, den 2. juli, forestod Hammond den første i en lang række af sessions med grammofongrupper under ledelse af Teddy Wilson. Ud over Billie Holiday, der her fik sit kunstneriske gennembrud og var med til at gøre Wilson-serien til en milepæl i 30'rnes jazz, medvirkede også Benny Goodman. Den 26-årige klarinet-
tist, der aspirerede til positionen som førende orkesterleder, var på dette tidspunkt ikke meget for at optræde som sideman, men Wilson havde kontrakt med selskabet Bruns-wick, og for at få lov til at bruge ham ved Goodman-trioens indspilninger for Victor, måtte Goodman, i hvert fald for en tid, bide i det sure æble.
Goodman-trioens to debutplader blev en uventet salgssucces, så samarbejdet fortsattes, først i pladestudierne, så ved Goodmans koncerter. Her lanceredes trioen separat, da man i 1935 fandt det for udfordrende at præsentere det amerikanske publikum for et hvidt orkester med en sort musiker.

Ikke den første trio
Med Goodmans trio blev betegnelsen 'kammerjazz' gængs, og den passede udmærket til den elegante og raffinerede musik som Goodman, Wilson og Krupa frembragte. Men jazztrioer med klarinet, klaver og trommer havde man nu kendt før.
New Orleans-pianisten Jelly Roll Morton havde i 1927, 28 og 29 indspillet i trio med flere af sine bysbørn, klarinettisterne Johnny Dodds, Omer Simeon og Barney Bigard, og trommeslagerne Baby Dodds og Zutty Singleton. Og Goodman selv havde i 1928 indspillet med to perifere hvide musikere, så det var snarere klarinetsoloer med klaver og trommer.
Den ny trio var noget andet. Goodman og Wilson udviklede hurtigt et samspil af uhørt virtuositet, og Krupa forstod at koncentrere sin store teknik ved trommerne om det nuancerede triospil på bekostning af de mere spektakulære effekter som han tog kegler på i det store orkester. Sådan en trio havde jazzfolk ikke hørt før.

Kvartet med Hampton.
Alligevel blev den snart afløst, eller rettere, den blev udvidet til en kvartet med tilføjelsen af vibrafonisten Lionel Hampton. Hampton havde gjort sig bemærket sammen med Louis Armstrong i
1930-31, men der gik mere end fem år før han igen kom til at indspille plader.
Goodman var i Los Angeles med trioen og orkestret, da han en aften sad ind med Hampton og hans lokale gruppe, og et par dage efter, i august 1936, indspillede Hampton med Goodman-trioen, som herefter var en kvartet. Hampton føjede sit mere udadvendte spil til Goodmans og Wilsons mere reserverede, og samtidig kunne han leve op til den disciplin som havde præget trioen; i akkompagnement undgik han f.eks. at støde sammen med Wilsons klaverspil.
Intet under, altså, at Goodman nu foretrak kvartetten, som frem til december 1937 indspillede en række meget vellykkede plader. I marts 1938 holdt Krupa imidlertid op og dannede sit eget orkester, og Goodman fortsatte med Hampton og Wilson og skiftende trommeslagere; i december 1939 indspilledes tre kvintetnumre med bassisten John Kirby tilføjet for tilfældet.
Da også Wilson imidlertid sagde op, et år efter Krupa, for ligeledes at danne eget orkester, var det sket, og et enkelt kvartetnummer fra april 1939 med orkestrets pianist, Jess Stacy, var absolut lavet post festum. Et helt nyt kapitel i Goodmans kammerjazz-produktion startede et halvt år senere, da Goodman var gået over til et nyt grammofonselskab, Columbia, og introducerede sin sekstet med Hampton og den ny guitarist, Charlie Christian.

Noget af en åbenbaring
Men det er en anden historie, for denne artikel er foranlediget af at RCA Victor for første gang har samlet alle studieoptagelser med Goodmans trio, kvartet og kvintet, ialt 67, og udgivet dem på tre cd'er. Udover de 47 optagelser, som oprindelig blev udgivet, er her 20 alternative, hvoraf tre aldrig før har været publiceret, og resten har været så sjældne at de færreste har hørt dem.
De alternative er imidlertid af så høj musikalsk standard, at de er fuldt værd at udgive, og samtidig er de ofte så pas forskellige fra originalerne at de tilføjer noget nyt. Det redegøres der for med uovertruffen ekspertise i Loren Schoenbergs noter, som i mine øjne er forbilledlige ved deres musikalske indsigt og detaljerethed. Kun yderst sjældent er der så meget at lære i de teksthæfter der følger med cd'er.
For mig har mødet med dette samlede materiale været noget af en åbenbaring. I mange år har jeg ikke lyttet meget på Goodmans trio og kvartet - Wilson og Hampton ville jeg hellere høre med deres respektive grammofongrupper fra samme periode, og af Goodmans småensembler foretrak jeg sekstetten med Charlie Christian og Hampton
(1939-40) og septetten med Christian og Cootie Williams (1940-41).
Men måske hører man trioen og kvartetten med andre ører i dag, efter at ECM-musikken (især) har vænnet én til at høre jazz med uortodokse besætninger, f.eks. uden bas. Så mens vi venter på at Columbia giver os den samlede udgave af Goodman & Christian som de skylder os, er det en god idé at lægge øre til Goodman, Wilson, Hampton & Krupa med deres uforlignelige elegance og deres medrivende, disciplinerede SWING!

*Benny Goodman: The Complete RCA Victor Small Group Recordings (66+74+69 min.). RCA Victor 68764-2 (BMG/GDC)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu