Læsetid: 11 min.

Vor tids helt

14. februar 1998

Walt Disney fandt på Anders And, men forsonede sig aldrig rigtig med det amoralske kræ. Det var en anden kunstner, der gav ham liv: andetegneren Carl Barks

I 1986 blev Walt Disneys fødselsdag kåret som national mindedag i USA. Begrundelsen var, at hans figurer har bidraget til fremme af amerikanske familieværdier, borgerpligt og god moral. Hvilket er helt korrekt. Det ser man i alle de lange tegnefilm, Bambi for eksempel.
"Dejlig er kærlighedens sang. Lad den i hjertet klinge", synger et kor i den danske udgave under forteksterne. Billedet dukker frem, en stille skov ved nattetide. En ugle kommer hjem til sit hule træ. Solen står op, og et mylder af små personligheder vågner til en ny dag. Et egern strækker sig, et andet vil sove længe, en frisk lille mus gør morgentoilette i en dugdråbe. Fuglene synger, spætterne hakker i takt. Alt er musik.
På denne morgen bliver Bambi født. En flok søde smådyr slår kreds om det lille kid og hans mor. Men de har også en mere imponerende beskytter: På en klippe højt over træerne poserer en hjort med en mægtig krone rejst imod solopgangen. Bambis far, skovens konge, holder vagt over sin familie.
Filmens skabere stod på fortrolig fod med alle de små hverdagstyper i skovbunden. Men de havde det svært med dette ophøjede væsen.
"Den gamle kronhjort var et af de særlige problemer, vi havde," skrev to af hovedmændene bag Bambifilmen, Ollie Johnston og Frank Thomas. "Vi vidste, at han tænkte store, modige og kloge tanker, men hvordan kunne nogen i biografen vide det? Han kunne ikke se ud, som om han tænkte - vi kunne ikke sætte et forstandigt lys ind i hans naturtro dyreøjne. Vi havde brug for en bevægelse, en handling, som kunne overbevise publikum om, at han virkelig var skovens store konge. Det bedste alternativ var at gøre ham til den stærke, tavse handlingens mand."
Bambi vokser op, mens hans far ser til på afstand. Livet går sin gang i skoven. Det bliver efterår og vinter. Bladene falder af træerne, danser i luften og dør. Stormen leger med snefnuggene. Alt er musik også nu i nødens stund. Naturen er hård, men harmonisk.
Ondskaben kommer udefra: Bambis mor bliver skudt af jægere, de samme som senere forårsager den store brand, der lægger skoven øde.
Under produktionen af Bambi sagde Disney til sine tegnere: "Før den sidste episode vil jeg gerne se en montage - dyrene på vej væk, vinter, sne og slud, der falder på den udbrændte skov. Sådan bygges der op til en effekt, hvor der ikke er andet end sne. Så tilbage til det næste forår, hvor sneen smelter og alt bliver grønt. ... Efter at vi har set alt brænde ned, ønsker vi at vende lykkeligt tilbage til livet."
Det blev, som mesteren ønskede: Alt ånder fred og idyl i skoven til sidst, med masser af nyt og yndigt liv. Højt på en klippe står den unge Bambi og blærer sig, ligesom sin far i begyndelsen. Ringen er sluttet.

Som filmproducent og pengemager var Disney det 20. århundredes mand, altid med på nye teknologiske eventyr: Animation, lyd, farver, samlebåndsproduktion. Men som kunstner var han idealist og moralist af den gamle skole.
Mens andre moderne kunstnere skildrede verden som splittet og ravende gal, lod Disney vindene synge og blomsterne gynge. Han gjorde det ikke for pengenes skyld alene. Han troede på idyllen, insisterede på at tro det, skønt han vidste bedre. Deraf de falske toner, der skæmmer selv et gennemmusikalsk værk som Bambi.
Men et sted i hans indre lurede en lille dæmon. Den kom over ham i en drøm i 1932, og den tog ved ham. To et halv år efter vraltede et desperat og umusikalsk kræ fra Disneys studier ud i verden. Anders And blev en succes uden mage i dette århundrede. Ikke engang Mickey Mouse, Disneys andet og mildere alter ego, kunne hamle op med det.
Men Disney så kun figuren som et økonomisk nødvendigt onde, ikke som en kunstnerisk udfordring. Ideologien harmonerede ikke med dyret fra det ubevidste.
Disney forsonede sig aldrig med Anders And. Mens han ellers satte en ære i at have sit eget moralske fingeraftryk med på hvert eneste værk, der udgik fra hans fabrikker, fik den amoralske and stort set lov til at passe sig selv. Filmene så han med et halvt øje. Tegneserierne værdigede han ikke et blik.
Derfor opdagede han det ikke, da en nihilist af Guds nåde i begyndelsen af 40'erne slog sig ned ved imperiets yderste grænse. En kunstner med stor mistro til idealer, autoriteter og amerikanske dyder. Det var Carl Barks, serietegneren, der gjorde Anders And til en af det 20. århundredes store tragiske skikkelser, en Josef K i matrostøj.
Disney opdagede heller ikke, at der i 1950 fra den ukendte tegners hånd kom en historie - Lejrturen - som var en grum parodi på Bambi og på hele det sentimentale livssyn i øvrigt.
Barks havde allerede anslået tonen i tegnefilmen Fire Chief fra 1940, hvor Anders forsøger at slukke en brand med en slange fra en benzinbeholder. Eller i fortællingen The Firebug fra 1946, hvor han falder over en legetøjsbrandbil, slår hovedet, mister kontrollen og sætter ild til alt, hvad der kan brænde.
I Lejrturen opfører Anders sig eksemplarisk, i hvert fald hvad ild angår. Han overholder alle brandregulativer i skoven, hvor han og ungerne er på ferie. Det er ikke ham, der er skyld i den store brand, der også hærger i denne historie, men en rigtig skurk med overskæg og uvaner.
Det er dog kun på overfladen, fortællingen fungerer så glat og Disneyagtigt. I dybden handler den om kulturens byrde, naturens anarki og en and i splid med sig selv.

Lejrturen begynder med et stort billede: Andefamilien i deres lille hektiske bil flyver over en træbro ud i naturen, som ikke er spor idyllisk. Til venstre lurer en panter. Fra højre går en bjørn til angreb. Et vandløb fosser, skummer og hvirvler under den spinkle bro. Ungerne er ved at dø af skræk. Men ikke Anders. Han har en drøm: "Ahh! Ferie! Den eneste tid på året, hvor man kan komme væk fra alle bylivets farer."
Resten af historien er komponeret med billedrammer, der står vindt og skævt på siderne. Naturen er fuld af slanger, glubske ørne og stejle klipper. En disharmoni, der ustandselig modsiges af Anders Ands replikker om fred og idyl.
Handlingen begynder, da hovedfjenden dukker op. Det er ikke skurken med overskægget. Det er en kronhjort.
Synet af den prægtige buk udløser nye drømme hos den ferierende and: Den skal foreviges, billedet præmieres, fotografen belønnes i kolde kontanter.
Så går den vilde jagt på idealbilledet: En kronhjort på en klippe, med geviret højt mod himlen. Skovens store konge. Disneys ædle vildt.
Der er kun ét problem: Hjortens sande natur. Den er hidsig som en præmietyr. Den æder Anders' pandekager. Der er ikke en klog eller modig tanke skabt i dens kronede hoved. Den gider overhovedet ikke stå på en klippe og tage sig ud. Ikke før til allersidst. Da står den virkelig i aftenrøden, i en positur, der ville have smeltet Disneys hjerte.
Det er et alt andet end harmonisk billede: Til venstre for idyllen sidder en and på en sten, hvidglødende af raseri: Han har mistet sit kamera. Førstepræmien er ude af syne, æren og pengene med. Og det var dem, det hele gjaldt. Øjeblikkets skønhed har ingen værdi i sig selv.
Disney troede på den amerikanske drøm, som var den skabt af naturen selv. Barks betragtede den som en tvangsneurose.
Carl Barks var med til at udvikle Anders Ands personlighed som tegnefilmfigur. Det var lange, hårde læreår. Men først da han forlod filmstudierne og blev serietegner, begyndte han at udvikle sig til kunstner i stor stil. Det var i 1942, samme år som Bambi havde premiere.
Det stod ikke skrevet i Barks' stjerner, at han skulle blive en af århundredets store fortællere. Da han i en alder af 33 år begyndte at tegne for Disney, havde han en broget, ikke specielt lysende karriere bag sig, som jernbanearbejder, skovhugger, hønsefarmer og tegner ved diverse mandeblade, hvor han havde specialiseret sig i letpåklædte damer. Der var intet i hans tidlige værker, der afslørede geniale anlæg.
Det var der heller ikke i tegnefilmene og de første tegneserier. Men årene gik, den ene historie fulgte den anden. Anders And og nevøerne udviklede sig, og nye figurer kom til: Den fønbølgede lykkejæger Fætter Højben og pengepugeren Onkel Joakim med høj hat og kindskæg, begge med gamacher på andefødderne, typer fra en svunden tid, da den amerikanske drøm var ny. Men Georg Gearløs var en moderne mand: Altid god for en velment opfindelse, som kunne true byens sikkerhed og farve drikkevandet rødt.

Andeby har fået sin faste plads på det mentale landkort i Vesten. Men i geografisk forstand er byen umulig at placere. Den kan ligge i syd eller nord, med palmer eller sne efter behov. Den er en teaterkulisse med løse elementer. Ved indledningen til hver historie er scenen sat på ny.
Ikke engang de enkelte figurers personlighed ligger fast. Anders kan være aldeles naragtig, en stakkels klovn, der ikke kan leve uden hjælp fra sine tre små tjekkede nevøer. Men han kan også være en rigtig helt, som i De firkantede æg fra Peru.
Eller han kan være en kapacitet, et geni. Han har revet huse ned og dykket efter vraggods, så ingen kunne gøre ham kunsten efter. Som flyttemand har han klaret det umulige. Hvilket på ingen måde har begrænset katastrofernes omfang. De kan være udløst af en bagatel, som da en myg med en præcision som skæbnens anslag i en græsk tragedie sætter sig midt i adressen på et brev, så den ligner et ciffer i gadenummeret. Hvilket medfører, at nedrivningsekspert Anders And med stor kunstfærdighed jævner det forkerte hus med jorden.
Som regel er det dog en brist i personligheden, der udløser ulykken: I en historie optræder han som alle tiders bedste regnmager, men ender som ulykkesfugl i verdensformat, da de tordenskyer, han i jalousi har skrabet sammen med sin flyvemaskine, i tonstunge isblokke styrter ned over den dal, hvor ærkerivalen Fætter Højben og Andersine er på skovtur.
Et kapitel for sig selv er forholdet mellem børn og voksne i Carl Barks' univers. Rip, Rap og Rup optrådte første gang i en tegnefilm af Barks fra 1938, som slemme drenge i klassisk stil, endnu værre end Knold og Tot. Onklens hjem blev lagt i ruiner.
Også i tegneserien gik det løs med kanonslag og tørre tæsk i begyndelsen. Men det forandrede sig: Efterhånden blev det de tre små nevøer, der tog sig af deres stakkels onkel, eller de brillerede grusomt på hans bekostning, blev brandmajorer, når han blev degraderet til gnistslukker med en våd sæk i hånden, fik medaljer og ret til at bære deres pelshaler højt på grønspættehuerne, når han havde lidt sine ynkeligste nederlag.
I andre historier føres krigen mellem generationerne med en sådan grusomhed på begge sider, at det ikke giver mening at holde med nogen af parterne. Alt er kaos på Paradisæblevej.
"Jeg læste nogle af mine historier for nylig og tænkte: Hvordan i helvede slap jeg afsted med det? Der var noget rigtig rå kynisme i nogle af dem", sagde Carl Barks engang.
I en af historierne kommer Onkel Joakims til at fyre sin kanon af ved et uheld. Kuglen flyver hele den lange vej gennem Andebys skyline. En ulykke af dimensioner, som ville have glædet og forbløffet Rudolph Dirks, Knold og Tots første tegner. Men det var ikke nok for Carl Barks. Hos ham var der aldrig noget, der var så slemt, at det ikke kunne blive værre - meget værre: Kuglen rammer en skumgummimadrasfabrik i byens udkant, hvorpå den, som følge af den elastiske effekt, slynges hele vejen tilbage igen, igennem alle byens i forvejen sønderskudte huse, for til sidst med knusende kraft at ende ved sit udgangspunkt, Onkel Joakims pengetank, just den som kanonen skulle beskytte.
Konflikt, destruktion, vidtløftige drømme og formidable nederlag var hovedtemaer i Carl Barks' bedste historier. Hans publikum var børn, meget små endda. Det gjorde ingen forskel. Barks var ikke pædagog. Han fortalte ikke sine historier for at opdrage andre. De var nødvendige for ham selv.
Anders And vakte ikke begejstring hos alle. Anden var ubehagelig for nogen. I en bog, der ellers var et forsvar for Walt Disney i de antiamerikanske 60'ere, tog en dansk filmkritiker, Frederik G. Jungersen, kraftigt afstand fra figuren, hvis popularitet nåede stjernerne i årene efter 2. Verdenskrig.
Jungersen fandt ham hæslig og frastødende, forkrampet i sjælen, mistænksom og kolerisk. "Hans ubehagelige væsen gør det ubegribeligt, at han kunne støde den sympatiske Mickey Mouse fra tronen."

Mickey var en type fra 30'erne, en lille optimist der kunne få hele verden til at le og glemme sig selv et øjeblik i biografen. Selv solen sang med på hans glade sange. Sådan en figur var nok værd at sætte sin lid til. Indtil Anden Verdenskrig gjorde det svært at tro på det gode i mus og mennesker.
I 1944 aflagde en tysk krigsreporter besøg i en tilintetgørelseslejr i Polen. Efter at have inspiceret barakkerne og dyngerne med aske og knogler kiggede han indenfor i den bygning, hvor de dødes ejendele blev opbevaret: Kufferter, sko, frakker. Han syntes, det lignede et stormagasin. Der var også en afdeling for legetøj: Bamser, celluid-dukker, masser af biler og puslespil - "og en amerikansk fremstillet Mickey Mouse".
Der må have ligget mange af den slags mus i kz-lejrenes dynger af legetøj. Med røde bukser på og optimismen malet i alle træk - men uden nogen at smile til. Deres ejermænd lå i andre dynger, myrdet, sorteret og brændt med samme effektivitet, som tøjdyrene var fabrikeret.
Der blev brug for en ny slags helte i tiden, der fulgte. Og for en humor, som passede til verden, som den så ud efter dette. Barks' desperate and var ét bud. Vladimir og Estragon i Vi venter på Godot et andet.
"Det er håbløst", lyder den første replik i Becketts skuespil. Det er Estragon, der ikke kan få sin ene støvle af.
"You can't win. You just can't win", siger Anders i slutningen af tegnefilmen Fire Chief, da alt er brændt ned om ørerne på ham, også hans brandhjelm. Det meningsløse er ikke let. Slet ikke når det er morsomt.
50'erne var et alvorsfuldt årti, de gamle dyder svævede over landene. Der blev terpet salmevers i skolen, der blev skrevet gode, sunde børnebøger. Men de små vidste godt, hvordan det virkelig var fat: Verden var af lave. Autoriteterne stod for fald. Det var farlig viden, som kun få turde dele med verdens børn. Men Carl Barks kunne ikke lade være.

Litteratur på dansk om Carl Barks:
*Peter Hartung: "Manden og Anden - en bog om Carl Barks" Bogfabrikken, 1994.
*Jacob Stegelmann: "Den gode Tegner. Om Carl Barks og Anders And", Aschehoug, 1995

Alle illustrationer © Disney

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu