Læsetid: 4 min.

To kolde fra kassen

21. februar 1998

Wikke & Rasmussen, der havde premiere på deres tredje spillefilm i går, har altid holdt fast i den underfundige humor, som har været en del af vores bevidsthed gennem de sidste 15 år

PORTRÆT
Man skal lede længe efter et par danske film- og tv-folk, der som Michael Wikke og Steen Rasmussen har påvirket en hel generation af unge tv-kiggere. Min generation, der er født og opvokset i 70'erne, sad klinet til skærmen i begyndelsen af 80'erne, da Wikke & Rasmussen med deres Græsted Film & Fjernsyn begyndte at lave anderledes tv.
Når jeg tænker tilbage på min tv-barndom, er det derfor ikke Panduro, Rifbjerg eller Huset på Christianshavn, der rinder i hu. Nej, i stedet begynder min mund at udspy enkelte ord og længere sætninger, som andre i Græsted-generationen vil kunne nikke genkendende til. "Så er der kronhjort, Kurt. Kaffe og kage og frem og tilbage."
Fra deres første fuldgyldige samarbejde omkring radiotegneserien Pas på varerne, Arne fra 1984 var der ingen tvivl om, at Wikke & Rasmussen var (og er) en sprængfarlig kombination.
Deres egne instruktører, producenter, manuskriptforfattere og favoritskuespillere er det to mennesker, der trods forskellig baggrund og ti års aldersforskel var helt på bølgelængde, og som nu, 15 år efter, stadig svinger i deres tredie spillefilm, Motello.

Historien
Steen og Michael startede begge to på radioen og begge på P4. Hver for sig havde de to unge humorister succes, hvilket formodentlig hang sammen med deres uhøjtidelige og komiske take på et radio-medie, der på det tidspunkt, i begyndelsen af 80'erne, stadig led under dønningerne fra 70'ernes kontante og kedelige betonsocialisme.
Derfor var det vel også kun naturligt, at de i 1983 fandt sammen. De gik godt i spænd, og snart blev de to spasmagere bedt om på fem minutter at finde på noget, der hver dag kunne fylde nogle minutters børneradio.
Resultatet blev Pas på varerne, Arne, som virkelig viste deres talenter for at vride alting ud af ingenting - en fuldstændig anarkistisk blanding af mediets genrer på tværs af konventioner og regler. Siden blev det i 1985 til fem tv-shows for børn, Fredag i farver, med sketches og populær musik, men det, man bedst husker de to gale mænd fra Græsted for, er vel nok Tonny Toupé, Sonny Soufflé og Ronnie Rosé, alle lavet fra 1985-87.

Underfundigt
Det var i de tre musikalske og satiriske shows, at Klap-i-Olsen, Mastodont-Sven - Slagteren fra Colbjørnsensgade, Henriette Hermansen, Kurt og Reinhardt og Brødrene Bisp dukkede op - et galleri af genkendelige og elskelige figurer, som den dag i dag spøger i min bevidsthed og ind i mellem får mig til at stritte med lillefingeren og råbe "ska' du ha' soya i rullen? Fuk!" Allerede tidligt fandt Wikke & Rasmussen ind til det, der siden skulle blive deres helt egen, særegne stil. Monty Python-inspirationen var sjov nok i starten, men efterhånden blev indflydelsen fra bl.a. Hasse & Tages mere stilfærdige humor tydeligere.
Ligeledes var deres glæde ved musik helt klar fra starten. Fredag i Farver gav plads til populære bands som VoxPop og Dieters Lieder - og deres eget Sven Svin-Band med Hans-Henrik Bærentsen i spidsen hittede med nummeret Rock Rock Bulldog.
Og sidenhen benyttede de sig af bl.a. Rocazino, Dodo og Allan Mortensen og skabte udødelige slagere som Ridder Lykke, Go'nat-sangen og Voldsom Volvo. De tre hoved-serier var små stiløvelser, hvor hele universer blev bygget op fra grunden. Fra den tilrøgede storbystemning på Klap-i-Olsens stamsted Barbar Bar til den vatterede og lyserøde idyl i Eventyret om Henriette Hermansen forstod de to selvlærte tv-folk at skabe en fuldendt illusion.

Større dybde
Rammen var et talkshow med to overgearede værter, som bl.a. havde mottoet: Pop, power og pågående journalistik - en klar foregribelse af vor tids tåbelige tv-shows.
Klichéer blev vendt på hovedet og sat op overfor hinanden og fik derved nye, symbolske betydninger, deciderede punchlines blev færre, absurditeterne flere. Satiren var tilstede i skildringer af selvoptagede digtere i eksistentiel krise, griske pladeproducenter og den overfladiske yuppie-kultur - jovist, der blev langet ud til højre og venstre i meget morsomme parodier på modefænomener.
Især anmelderne fik kaffen galt i halsen, da Wikke & Rasmussen tonede frem på skærmen i den bedste sendetid, men seerne var begejstrede. Trods succesen med tv-showene så meldte sig et behov for at arbejde med bedre udfyldte karakterer. Det resulterede i den stilfærdigt vidunderlige Johansens sidste ugudelige dage, der blev til i et samarbejde med Steen Kaalø. Det var rigtigt set af Wikke & Rasmussen at begynde at arbejde med nogle mere homogene produktioner, hvor deres sans for stilistisk gennemførte universer virkelig kom til sin ret. Johansen... er noget af det bedste, som Wikke & Rasmussen har lavet, og ligesom Montreux-vinderen Søren Kierkegaard Roadshow og de efterfølgende tre spillefilm, Russian Pizza Blues, Hannibal & Jerry og Motello, står dette ode til livet og kærligheden som et ypperligt eksempel på Wikke & Rasmussens off-beat og samtidig fremragende danske dramatik. Et smukt alternativ til den øvrige filmbranches til tider for selvoptagede excesser.

*Motello havde premiere i går og blev anmeldt i gårsdagens avis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu