Thomas Fryland og det sikre
KONCERT
Torsdag præsenterede trompetisten Thomas Fryland sin ny plade, nr. seks på blot seks år, og samtidig præsenterede han sin ny kvartet, som også er den, der høres på pladen. I begge forbindelser, på tribunen som i det digitale medium, var hans fremtræden en bekræftelse af, at han er et af de store talenter i den unge danske jazzmusik.
Ikke alene er han en meget veludrustet instrumentalist, han har også en stor fond af musikalske erfaringer at trække på, en usædvanlig fortrolighed med sine forgængeres musik, ikke kun trompetisternes, men f.eks. også saxofonisternes. Dertil kommer hans omfattende repertoire-kendskab, især når det drejer sig om sjældent hørte standard-temaer.
I disse kvalifikationer har han få ligemænd blandt sine samtidige. Han er en musiker som erkender værdien af at stå på sine forgængeres skuldre. Men måske også en musiker der ville have godt af i lidt højere grad at tage afsæt fra forgængerne for at flyve selv.
Nødvendige udfordringer
Det forekommer mig f.eks. karakteristisk, at han på sine hidtidige plader dels har benyttet medspillere som Jacob Fischer, Jesper Lundgaard og Alex Riel, der hver på deres vis har betydet musikalske udfordringer for ham, men dels også musikere som Svend Erik Nørregaard og Søren Kristiansen, der især har dyrket en ældre generations mere swingprægede musik.
I den ny kvartet repræsenterer især Frands Rifbjergs trommespil en, om ikke revolutionær, så i hvert fald kontemporær opfattelse, mens Søren Kristiansens klaver-spil, så brillant det end fremtræder, peger klart bagud mod Oscar Peterson og hans swing-modernisme. Hugo Rasmussens basspil kan jo gøre fyldest i næsten en hvilken som helst sammenhæng, men byder næppe Fryland en stilistisk udfordring (sådan som en Lennart Ginman kunne gøre det).
Og det er måske den udfordring Fryland især har brug for på sit nuværende udviklingsstadium. Men som det er, byder han da på skønt trompetspil, især i hurtige og langsomme tempi.
På pladen således i sin egen "Run That Rhythm" og en chetbakersk "The Very
Thought of You", ved koncerten i Gary Smulyans "The Moment of Truth" og igen "Ray Nobles ballade". I sidstnævnte var citatet af Armstrongs "West End Blues" i codaen dog mere overrumplende end musikalsk velmotiveret.
*Thomas Fryland Kvartet i Copenhagen JazzHouse torsdag.
*Samme: The Main Ingredients (57 min.). Music Mecca CD 2040-2 (GDC)
