Læsetid: 7 min.

Uafhængighedserklæring

18. februar 1998

'Cop Land', en amerikansk independent-film med Sylvester Stallone i hovedrollen - det lyder som om, indie-genren er død

BAGGRUND
"Jeg vidste ikke, om jeg havde udviklet for mange dårlige vaner til at kunne arbejde med gode skuespillere igen," udtalte Sylvester Stallone til Time Magazine om det at spille hovedrollen i Miramax' og James Mangolds Cop Land, der har dansk premiere på fredag.
Grunden til Slys overvejelser er ganske forståelig. Ikke nok med, at actionmanden i filmen spiller en høreskadet, overvægtig og handlingslammet sherif, han spiller også over for metodiske sværvægtere som Robert De Niro og Harvey Keitel. Desuden måtte Sly, som de andre skuespillere, indvilge i kun at få overenskomstmæssig løn for rollen. Ikke noget med en 25 mio. dollars lønningscheck for en film, hvis samlede budget ligger på 20 mio. dollars (filmen har allerede indtjent mere end 60 mio. dollars). Vi taler altså om en film, der radikalt adskiller sig fra, hvad Sly tidligere har lavet.
På den måde er Cop Land et godt eksempel på, hvor den så ofte diskuterede og svært definérbare amerikanske independent-film befinder sig for øjeblikket. Independent for-stået som uafhængig af økonomiske interesser fra de syv store Hollywood-studier. Desværre er begrebet efterhånden blevet så udvandet, at det er svært at bruge.
Derfor er der også mere tale om en uafhængighed i stemning, vision og mulighed for filmskaberne for at lave de film, de har lyst til uden utidig indblanding fra en emsig producent.
I de senere år har independent-miljøet fået så megen interesse fra det etablerede Hollywood, at pessimister måske snart erklærer genren for død, men det er kun en sandhed med modifikationer, idet independent-filmen heller aldrig har haft det så godt som nu, hvor opmærksomheden er på sit højeste.

Lidt historie
Independent-filmens historie er næsten lige så lang som selve filmhistorien, men på grund af genrens eksperimenterende og oftest smalle karakter, er det kun ganske få instruktører, det er lykkedes at række ud over egne rækker.
Hal Hartley, Jim Jarmusch, Gus van Sant og Spike Lee er nogle af de såkaldte indie-veteraner, som enten holder fast i at arbejde uafhængigt som Hartley og Jarmusch og derfor ikke har det store publikum, eller som van Sant og Lee går i kompagniskab med de store studier og med vekslende held prøver at holde fast i deres integritet og final cut.
Indtil for ca. 10 år siden var det stadig fåtallet af indie-film og -instruktører, der fik opmærksomhed fra andre end de mennesker, som forvildede sig ind i en arthouse-biograf en sen hverdagsaften.
Men det ændrede sig i 1989, hvor Steven Soderberghs Sex, løgn og video fik en pris som bedste film på det års Sundance Film Festival, blev opkøbt af indie-distributøren Mira-max og endte med at blive en økonomisk og kritisk succes verden over. Soderbergh fik godt gang i karrieren, Mira-max blod på tanden, og snart var Sundance Film Festival stedet, hvor fremtidens filmmagere (og store økonomiske gevinster) skulle hentes.

Soldanseren Redford
Selve Sundance er Robert Redfords opfindelse. Skuespilleren, instruktøren og producenten startede i 1981 en slags sommerskole for unge, uafhængige filmfolk, der trods talent og visioner havde svært ved at få gang i karrieren. Under opholdet på The Sundance Institute i Utah fik de udvalgte talenter så muligheden for at arbejde med at udvikle deres manuskripter, afprøve dem på professionelle skuespillere side om side med professionelle instruktører og filmhold.
Sommerskolen eksisterer stadigvæk, men den bliver langt overskygget af Redfords egen filmfestival, som i 1985 udsprang af den skrantende U. S. Film Festival. Sundance Film Festival skulle være Redfords alternativ til de store studie-dominerede festivaler. "Denne festival er for filmmagerne," har han udtalt utallige gange siden.
Siden Sex, løgn og video blev den store overnight-sensation, har horder af pressefolk, distributører, producenter og filmfolk altså valfartet til independent-filmens mekka, hvor senere års prisvindere og succeser som Kevin Smiths Clerks, Tarantinos Reservoir Dogs og Robert Rodriguez' El Mariachi har intensiveret jagten på talenterne. Det har igen betydet, at distributørerne ofte overbyder hinanden i deres desperate forsøg på at få en succes med hjem.
Den hektiske stemning og de store bud giver ofte bagslag, fordi filmene ikke tjener sig ind eller måske kun lige balancerer udgiftsmæssigt. Samtidig er det ikke længere en garanti for succes at vinde en pris på Sundance. Mange film får slet ikke en distributør og forsvinder hurtigt blandt de andre film, mens andre kun får en begrænset lancering og derfor ikke har en chance i det konkurrence-mindede biograf-miljø.

Hollywoods lange fingre
Alligevel er der penge i indies, og det har Hollywoods pengegriske blodhunde opdaget for længe siden, og de har efterhånden fået fingrene så langt ind i miljøet, at uafhængigheden har fået sig en på hatten.
Efter 14 selvstændige år solgte den mest succesfulde indie-distributør, Miramax, sig selv til Disney i 1993 for 65 mio. dollars. Men også andre af de syv store Hollywood-selskaber følger Miramax i hælene. Sony Pictures er den lykkelige indehaver af Sony Pic-tures Classics, som snart lancerer Gary Oldmans kritikerroste instruktør-debut Nil by Mouth. PolyGram stod med Gramercy for Coen-brødrenes Oscar-succes Fargo, mens 20th Century Fox via Fox
Searchlight kan fremvise en af de største indie-succeser nogensinde, komedien Det' bare mænd. Universal købte sig fornylig ind i October Films, som bl.a. distribuerer Lars von
Triers og Mike Leighs film i USA. Og New Line Pictures ejer Fine Line Features, som scorede kassen på Shine.
Samtidig har selskaberne, der traditionelt kun har ageret distributører, også krydset over til selv at producere flere og flere film.
Det er svært stadig at tale om uafhængighed, selvom det lader til, at studierne har fattet, at indie-pengemaskinen ikke kun drejer sig om at overtage et selskab eller en film og dermed kontrollen, men også om at lade de uafhængige filmskabere beholde deres frihed til at lave deres egne film. Således synes fremtiden for den amerikanske independent-film at være med Hollywood i ryggen.

Opskriften på succes
Indie-genrens succes skal ses i lyset af, at publikum på et eller andet tidspunkt er blevet eller bliver trætte af at se på traditionel metervare fra Hollywoods filmfabrikker.
Indie-filmene er nemlig ikke kun kendetegnet ved små budgetter (amerikanske forhold taget i betragtning) men også ved, at de er mere afslappede og tør mere end de store studier. De behøver ikke gå efter det store publikum og kan lave personlige og 'smalle film', der satser og prøver noget nyt både plotmæssigt, skuespillermæssigt og visuelt.
Omvendt kan man sige, at independent-genren har foretaget en drejning mod det mere mainstream, hvilket er naturligt, når så mange mennesker laver film, og de så igen skal sælges til et publikum.
Sideløbende med den store interesse fra Hollywood er mange højt betalte skuespillere også begyndt at se det hippe i indies. Sundance oversvømmes af prominente mediepersonligheder, som gerne vil gnide skuldre med det smarte uafhængige miljø, mens store, velbetalte stjerner (f.eks. Stallone) gerne vil medvirke i indie-film for ingenting, da det kan være med til at rehabilitere deres ry som rigtige skuespillere - og måske genfinde glæden ved at lave film.
Samtidig er indie-favoritter som Steve Buscemi, Tim Roth, Parker Posey og Lili Taylor på vej til at få stjernestatus på trods af, at de kun sjældent forlader det uafhængige miljø, hvor pengene godt nok er mindre, men mulighederne flere og afvekslingen større.

Modreaktion
Allerede nu er en reaktion mod populariseringen af indie-fænomenet i gang. I 1995 etableredes Slamdance Film Festival som et endnu mere uafhængigt alternativ til Sundance. Bagmændene er filmfolk, der selv er blevet afvist af Sundance, og som synes, at Redfords festival er blevet for Hollywood-agtig, at den har mistet sin uafhængighed og sin uskyld.
Og andre igen mener, at independent-film slet ikke har noget at gøre med hverken Sun- eller Slamdance, men at de uhørt billigt producerede og primitivt udseende produktioner, som arthouse-biografejere får stukket i hånden hele tiden, er ægte, amerikansk uafhængighed.
Derfor kan man måske sige, at samtidig med, at indies bliver mere og mere populære, så kommer der en ny generation af filmskabere fra undergrunden, som om nogle år måske gør Slamdance til den store begivenhed.

Indie-film i Danmark
Selvom Tarantinos eller Coen-brødrenes film synes at være sikre på premiere i danske biografer, så er det alligevel forholdsvis sjældent, at vi får lov at se indies på det store lærred. Kevin Smiths Clerks var tilpas en stor succes i udlandet til, at Camera turde tage den hjem, mens Tom DiCillos Living in Oblivion fik en chance via All Right Film. Ligeledes har Gloria forsøgt sig med de fleste af Hal Hartleys film, mens Husets Biograf også prøver at gå andre, alternative og uafhængige veje, f.eks. med Jim Jarmusch.
Ellers er der mulighed for at stifte bekendtskab med filmene på video, og heldigvis tør mange danske video-selskaber godt at udgive indies på video. Og så kan man altid ty til NatFilm Festivalen, der også i år præsenterer os for nogle af de bedste amerikanske independents fra det forgangne år. Festivalen byder blandt sine ca. 20 film i genren på tre Sundance-vindere, Hurricane Street, In the Company of Men og Sunday.
Og så er der selvfølgelig Sundance-vinderen (for Heavy) James Mangolds Cop Land, der trods sine højtprofilerede skuespillere, forholdsvis store budget og studieejede producent alligevel rangerer som en indie - og den får altså storstilet biografpremiere på fredag, hvor man så selv kan erfare, om det har gjort Stallone godt at spille over for 'rigtige' skuespillere.

*NatFilm Festivalen finder sted fra den 27.2-8.3. i København og fra den 11.3-15.3. vest for Storebælt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her