"Pæne piger kommer i himlen - andre piger kan komme alle vegne hen," siger Mette Mortensen, der har skrevet en ph.d-afhandling om unge kvinder
Lokalet på Københavns Universitet Amager er fyldt til sidste stolerække med tilhørere da Mette Mortensen forsvarer sin phd-afhandling: Kvinder, der ville det hele, og valgte. Fortrinsvis kvinder naturligvis, korthårede damer på den anden side af 40 i mørkeblåt tøj, og enkelte yngre kvinder, ca. 25, med halvlangt hår, klædt helt i sort, med ternede korte nederdele.
Mette Mortensen har stillet tulipaner på bordet, og lokalet begynder hurtigt at koge -
solen skinner i februar. Mette Mortensen er nervøs, men ikke uvant med at tale til store forsamlinger; hun er rektor på Herlev Gymnasium, og har førstehåndskendskab til det materiale, hun her vil præsentere: Unge kvinders kønsidentitet i ti-året efter studentereksamen.
I 1980 gav Mette Mortensen pigerne i to sproglige klasser stileemnet: Hvordan forestiller du dig dit liv som 30årig? Hun fik på den måde et undersøgelsesmateriale på 35 unge kvinders visioner. Stilene er siden blevet fulgt op med spørgeskemaer.
Trekantsidentitet
Mette Mortensen lægger en overhead på skærmen: selve idéen i afhandlingen, hvor en fint tegnet kvinde med krøllet hår i midten af en trekant forholder sig til de tre hjørner: partner, børn, uddannelse/job. Kvindernes kønsidentitet er spændt ud mellem de tre sider, men de hører ikke længere sammen som før.
Alle kvinderne har en uddannelse, der har skaffet dem et job, så de kan forsørge sig selv. Mange af kvinderne har et ambivalent forhold til det at få børn - 16 ud af 35 har endnu ikke fået børn, og deres partner er ikke længere så absolutte størrelser, som partnerne måske selv kunne ønske.
De kvinder, Mette Mortensen taler om, er de, der i 80´erne blev kaldt de narcisistiske unge. For at overleve den selvmodsigende konstante foranderlighed, blev de til fuldstændige individualister, uden evner til at binde sig til andre mennesker, og de fokuserede i stedet på den materielle virkelighed - a lá den Werdelinske: min mand har forladt mig, men jeg kan stadig stole på min tropical deco-grønne Phillip-Alessi citruspresser. Men som Mette Mortensen påpeger: kvinder har altid skiftet positioner og identitet: først er de døtre, siden er de hustruer, mødre og bedstemødre.
Kærester
Kvindens bevidsthed om det foranderlige er en fordel. Nok er de optaget af deres egne valg, men de er ikke asociale, for de har behov for rådføring. Men rådføringen findes ikke i forhold til kvindernes partner, som man skulle tro, og som det har været traditionen. Kvinderne rådfører sig hos deres veninder og venner, som er det konstante i deres liv.
De opfatter det som farligt at gøre partneren til det konstante i deres liv - som et muligt tab af mig-hed. Partneren har ikke længere så stor plads i kvindernes bevidsthed; en af kvinderne svarede således på spørgsmålet, om der var noget, der havde forstyrret det uddannelsesforløb, hun havde stillet op for sig selv:
"Alt har været velkomment, men min elevtid gennemførte jeg. Iøvrigt har jeg haft masser af kaniner, 2 hunde, kærester, osv." Under den efterfølgende diskussion spurgte de mandlige tilhørere, hvad den holdning hos de unge kvinder betyder for de unge mænd.
En undersøgelse fra 1993 viser, at de unge drenge i gymnasiet stadig mener, at de skal forsørge deres familie - men kvinderne kan forsørge sig selv, og for dem hænger børn og mand ikke uløseligt sammen mere. Den unge mands rolle i familien er usikker og hvor kvinderne har fordelen ved at kende til foranderlighed, har manden sværere ved at forholde sig til den nye tid.
Mette Mortensen synes, at "det er synd for de stakkels drenge". Men det er ikke dem, hun er kommet for at tale om. Mænd burde selv gå i gang med at undersøge den maskuline kønsidentitet, mener hun: "Drenge og mænd vil ikke svare på den slags spørgsmål om børn og partner fra en kvinde - de synes at det er pinligt." Til gengæld elsker de unge kvinder at tale om samme emne.
Mette Mortensen stråler af stolthed, da hun siger at de unge kvinder er de mest søgende og afprøvende:
Hun citerer den svenske Nina Bjørk for at kvinderne har skippet et livsmanuskript, baseret på køn.
