Læsetid: 3 min.

Unionistleder sidder med nøglen til nordirsk fredsaftale

18. februar 1998

Efter at Sinn Fein er på vej mod en bortvisning fra de nordirske fredsforhandlinger, ligger initiativet nu hos de pro-britiske unionister

LONDON
Navnet er Trimble. David Trimble. Efter at det republikanske parti, Sinn Fein, er på vej til at blive ekskluderet - i det mindste for et stykke tid - fra fredsprocessen i Nordirland, vil søgelyset de kommende dage og uger stadigt oftere udse sig den bebrillede leder af Ulster Unionist Party (UUP), som er det største pro-britiske parti i provinsen.
"Han har nu en 'gylden chance'," siger professor Paul Bew fra Queens University i Belfast.
For farvellet til Sinn Fein giver David Trimble mere råderum til at sætte sit fingeraftryk på forhandlingerne.
Ikke mindst fordi exit for Sinn Fein nøjagtigt er, hvad David Trimble hele tiden har forudsagt: At våbenbrødrene i IRA ikke ville kunne holde fingrene fra geværerne, mens deres politiske repræsentanter i Sinn Fein forhandlede.
At profetien lader til at gå i opfyldelse styrker hans position i baglandet - hos de unionister, der for alt i verden vil have, at Nordirland skal blive inden for unionen med Storbritannien.
Så paradoksalt nok kan Sinn Feins diskvalifikation risikere at føre til mere vold på kort sigt - hvis IRA's våbenhvile bryder sammen - men måske også til en større sandsynlighed for, at der rent faktisk kommer en aftale ud af fredsforhandlingerne.
For David Trimble har altid haft svært ved at retfærdiggøre over for baglandet, at han overhovedet sad til bords med ærkefjenden Sinn Fein, som er IRA's politiske arm. Under forhandlingerne har han da heller ikke anerkendt Sinn Feins tilstedeværelse ved simpelt hen aldrig at henvende sig til deres forhandlere, endsige så meget som at hilse på dem.
Nu, hvor Sinn Fein er væk, er det håbefulde scenarie, at David Trimble indgår en aftale om, hvordan provinsen fremover skal regeres, med John Hume, som står i spidsen for det socialdemokratiske parti SDLP, som er Nordirlands største irsk-nationale, katolske parti. Partiet er kompromisvilligt og bekender sig til ikke-vold.
Lykkes det, skal befolkningen i både Republikken Irland og Nordirland stemme om aftalen. Og går det godt, vil våbenfolket hos IRA med lidt held være marginaliseret.
I den kombination er David Trimble den mest besværlige partner. For baglandet er uroligt. De protestantiske unionister vil helst ikke have ændret på noget som helst. Så længe unionen mellem Nordirland og Storbritannien står ved magt, er de glade.
Så hvorfor gå med til f.eks. en nord-syd myndighed, som vil give den forhadte Republik syd for grænsen - Irland - noget at skulle have sagt i nordirske affærer?

Afhænger af lederevner
Hvis Sinn Fein forlader forhandlingsbilledet, burde det blive lettere for David Trimble at 'sælge' en aftale om ændringer i styreform for Nordirland til det kritiske bagland.
Men Paul Bew er ikke optimist. "På middelniveauet i partiet (UUP, red.) er der massiv dumhed," siger han.
"Ikke hos ledelsen. Men lidt længere nede. Jeg frygter, at de ikke er i stand til overhovedet at se den mulighed for at sætte deres præg på den endelige aftale, som de har nu."
Meget vil med andre ord afhænge af David Trimbles evner som lederskikkelse, hvis håbe-scenariet skal gå i opfyldelse.
Men der findes også et skræk-scenario. At Sinn Feins bortvisning fra forhandlingerne får IRA til i frustration med den politiske vej at droppe våbenhvilen. Det kan føre parterne tilbage til de borgerkrigslignende tilstande, som provinsen har levet med i størsteparten af 30 år.
Også selv om det lykkes at nå en aftale på trods af volden, kan republikanerne sabotere. For Sinn Fein kan iværksætte en så kraftig kampagne mod aftalen, at den ikke kan finde opbakning hos det katolske mindretal. Og har en aftale ikke det, kan den ikke virke.
Regeringerne i London og Dublin, som sponsorerer fredsforhandlingerne, har sat maj måned som deadline for en aftale, hvorefter den skal sendes til folkeafstemning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu