Læsetid: 6 min.

Hvad er dog dette for et vanvid?

16. februar 1998

Bomber mod Saddam Hussein er ikke vejen til fred i Mellemøsten. Til en start kunne verdenssamfundet kræve, at alle mellemøstlige stater efterlever alle resolutioner fra
FN's Sikkerhedsråd

KOMMENTAR
De seneste dage har bragt nogle velkendte lugte tilbage i min erindring. Den første er den forfærdelige, kvalmevækkende stank, som jeg måtte udholde i timevis på nattoget fra Ahwaz til Teheran tilbage i 1980'erne, da jeg delte kupé med nogle dusin unge iranske soldater.
Allesammen hostede de Saddam Husseins gifte op fra lungerne i blodrøde klude og bandager. Og sennepsgassen, som langsomt var ved at dræbe dem, trængte gennem hele det 20 vogne store tog, mens det buldrede fra den første Golfkrigs ørkenslagmarker gennem bjergene til byen, hvor næsten alle disse mænd snart ville dø og blive begravede. Efter bare en times rejse var jeg nødt til at smække kupévinduet op for at undgå at kaste op.

Saddams synder
Jeg havde næppe sendt en serie artikler hjem til London om denne Saddam Husseins nye, frygtelige krigsforbrydelse, før en britisk diplomat under en frokost med en af mine redaktører i London bemærkede, at "Bob synes ikke helt at forstå situationen."
Det er, sagde han, sandt nok, at gas er et forfærdeligt våben. Men Saddam udkæmpede Vestens krig mod den iranske fundamentalisme - en fare der kunne sætte hele Mellemøsten i brand og true hele verden. Lagde The Times - som jeg arbejdede for dengang - ikke lidt for megen vægt på Saddams synder?
Den anden lugt, som jeg er blevet mindet om i den forgangne uge, er stanken af hykleri, da denne verdens statsmænd - i 1990 - begynde at piske deres folk ind på række og geled til fordel for krig mod den mand, de havde støttet i hans konflikt med
Iran. Franskmændene havde solgt Saddam Mirage-fly. Tyskerne havde forsynet ham med giftgassen, der næsten tvang mig i knæ i toget fra Ahwaz. Amerikanerne havde solgt ham helikoptere til at sprøjte afgrøder med pesticider ('afgrøderne' var, naturligvis, levende mennesker). Britterne gav Saddam pontonbroer. Og jeg mødte senere den våbenhandler fra Køln, som fløj fra Pentagon til Bagdad med amerikanske satellitfotos af den iranske frontlinje - for at hjælpe Saddam til at dræbe flere iranere.
Og mærkeligt nok: Hver gang jeg omtalte denne kovending i 1990 - efter at Saddam havde invaderet Kuwait - blev jeg advaret af diplomater. Der er ingen grund til at dvæle ved fortiden, fik jeg at vide. Den eneste måde at håndtere Saddam på nu var krig. Havde jeg måske nogen bedre ide?
Og på nogle få uger blev Saddam - jovist, han er en korrupt, grusom, slyngelagtig, ond mand - transformeret til den irakiske Hitler - præcis som israelerne i 1982 havde kaldt Yasser Arafat for Hitler fra Beirut , og præcis som Anthony Eden havde kaldt Nasser for Nilens Mussolini i 1956. Normalt rationelle personer blev ledere af heppekor for krig, hysterisk råbende, når jeg antydede, at resultatet af denne krig måske ikke helt ville leve op til deres forventninger. Seriøse aviser begyndte at anbefale en besættelse af Bagdad og en krigsforbryderproces mod Saddam.
Så snart den krig så var ovre og Saddam smidt ud af Kuwait, blev vi belært af vore ledere, at Saddam nu havde "fået sine gifttænder trukket ud". Vores smarte bomber og fjernstyrede missiler havde ødelagt hans hær, vores Patriot-missiler havde beskyttet os mod hans Scud-missiler - det hele med små omkostninger for den vestlige alliance.
Siden viste det sig, at intet af det var sandt. Trods alt undlod vi dog at påstå, at han kunne skade mere end Mellemøsten.

0Syv pokkers år
Så hvad er det for en galskab, der nu har grebet d'herrer Clinton og Blair? Efter syv års inspektioner - syv år, for pokker - er det ikke lykkedes FN's våbeninspektører at finde alle Saddams masseødelæggelsesvåben. Tusinder er i den tid døde af fejlernæring og mangel på medicin - en million hvis man skal tro nogle FN-kilder. Massebisættelser af spædbørn (70 i én kortege ved den seneste tælling) har bevæget sig gennem Bagdad. Propaganda for den afskyelige Saddam, naturligvis, men ikke mange tror, at kisterne var tomme.
I den situation besluttede Saddam at nægte FN's inspektører adgang til sine paladser - efter at han kløgtigt havde forstået, at USA's feje accept af Israels bosætningspolitik havde overbevist de arabiske ledere om, at "fredsprocessen" var et forræderi mod palæstinenserne.
Og hvad skete der? Vore ledere forklarede os, at Saddam var endnu værre, end han var, da vi slog ham første gang. Ud over blot at true de olierige golfstater fortalte FN's chefinspektør os, at irakerne havde tilstrækkeligt med miltbrand-bakterier til "at udslette Tel Aviv" (læg mærke til hvilken by, han valgte - ikke Dahran eller Riyadh i Saudi-Arabien, men Tel Aviv, selv om de alle tre blev ramt af raketter i 1991). Og så meddelte vort eget troværdige udenrigsministerium, at Saddam nu udgjorde en trussel mod "hele verden". Tony Blair gentog dette i Washington, idet han oplyste, at Saddam havde våben nok "til at udslette Jordens befolkning."
Hele Jorden? Er det sandt? I de seneste dage, hvor jeg har opholdt mig i Beirut, er jeg prøvet at komme i tanke om, hvor jeg senest har hørt disse ord.
Det tog mig et stykke tid, før jeg kom på det. Jeg læste dem sidst, da jeg gik i skole og slugte Eagle-tegneserien, hvor en rumhelt ved navn Dan Dare - en slags 1950'er-version af Tom Cruise - regelmæssigt kæmpede mod Mekon, en grøn og slimet
alien, som besad evnen til at udslette hele verden (med mindre han først blev fanget/fik trukket gifttænderne ud/blev proppet tilbage i sin celler eller noget lignende).
Var det virkelig sunket så dybt? Mellemøsten med al dens kompleksitet og fare og religiøse spændinger - og dens ondsindede personer, jovist - forenkles til et tegneserie-scenarie, hvor Dan Dare vil affyre sin rumalder-højteknologi mod Bagdads Mekon.

Blair i duet med Clinton
Det er muligt, at den amerikanske offentlighed og dens pro-israelske repræsentanter i Kongressen og Senatet godtager dette nonsens. Men gør vi det, når vores premierminister synger alt dette i duet med Bill Clinton?
Britiske læsere bør være opmærksomme på, hvad amerikanske klummeskrivere forlanger.
I New York Times har William Safire anbefalet "vedvarende bombning af alle mistænkte våbenfaciliteter, inklusive paladser fyldt med civile, brugt som gidsler," mens Richard Cohen i The Washington Post har sagt om Saddam: "Han er ikke (...) en muldvarp, men en rotte. Det vil være bedst at udslette ham..." Og sidste weekend, da jeg over for en amerikansk radio-kommentator mindede om 1991-krigen og dens retorik, fik jeg samme trætte svar: "Lad os ikke tale om fortiden, Bob. Hvad gør vi nu?"
Tja, verden kunne jo - for en gangs skyld - insistere på, at alle mellemøstlige stater efterlever alle resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd - hvilket vil omfatte en israelsk tilbagetrækning fra besat arabisk land såvel som en afvæbning af Saddam Hussein. Man kunne insistere på at alle masseødelæggelsesvåben i regionen - ikke kun de irakiske våben, men også syriske missiler og israelske atomvåben og formentlig iranske raketter - blev destrueret i løbet af fem år. Det kunne give grundlag for en reel fred i Mellemøsten - baseret på menneskerettigheder, retfærd og et palæstinensisk hjemland.
Men nej. Ligesom Dan Dare foretrækker vi at udkæmpe slag med monstre. Vi buldrer på de gamle krigstrommer fra 1991 med påstande så absurde, at de skjuler den rigtige Saddams reelle ondsindethed. For krig handler ikke i første række om sejr eller nederlag. Den handler om død. Den er et udtryk for den menneskelige ånds totale nederlag.
Hvis vi virkelig vil deltage i disse obskøniteter en gang til, er det så ikke muligt at gøre det med den ydmyghed, der kendetegner mennesker, der ved, hvad de gør?

*Robert Fisk er mangeårig britisk krigskorrespondent og kommentator ved bl.a. The Times og The Independent

© Information og The Independent

Leder på forsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu