Læsetid: 10 min.

Veksle vores dollar!?

27. februar 1998

Indoneserne opfordres til at veksle deres amerikanske dollar til landets stærkt devaluerede valuta - men hvordan ser en dollar ud, spørger skraldemanden Sapri

JAKARTA
Vi er fanget i et vejkryds. En broget forsamling af avissælgere, slidte mødre med spædbørn på armen og unge muslimer, der hævder, at de samler ind til en ny moske, stimler sammen omkring bilen og banker insisterende på ruden.
Et par unge fyre med guitarer baner sig vej gennem mylderet, mens de høvler løs på deres instrumenter. Selv om musikken drukner i larmen, belønnes deres anstrengelser alligevel, da en af passagererne i nabobilen ruller den tonede rude ned og rækker en håndfuld krøllede rupiah-sedler ud.
Mens de unge fyre stikker sedlerne i bukselommerne, skifter lyset til grønt, og bilerne kaster sig frem i et vildt kapløb om at komme først ud af krydset.
Gademusikanterne, avissælgerne, tiggerne og resten af menneskemængden myldrer ind på fortovet eller midterrabatten, hvor den seneste høst gøres op midt i infernoet af bilos og larm. Om et øjeblik vil næste hold biler blive fanget i krydset, og scenen kan gentage sig.
Efterhånden som Indonesiens økonomiske krise forværres dag for dag, skærpes konkurrencen i Jakartas vejkryds tilsvarende. Stadig flere tiggere og sælgere af alverdens tingeltangel - eksempelvis brugte Ikea-kataloger - kommer til, og de bliver mere og mere aggressive i forsøget på at klemme rupiah'er ud af bilerne.
Taxachaufførerne har som modtræk udviklet en teknik, der går ud på at smække låsen ned på alle døre, så snart de nærmer sig, hvorefter de læner sig tilbage i sædet og fastlåser blikket på et fjernt punkt i horisonten, tilsyneladende uden at ænse hurlumhejet udenfor.
Som passager sidder man så dér på bagsædet, fastlåst i et dilemma.
Valget står mellem at rulle vinduet ned og stikke nogle rupiah'er ud med risiko for at tiltrække hele hærskaren af tiggere og andet godtfolk, hvilket kan føre til kaotiske scener omkring bilen. Eller man kan vælge chaufførens taktik og lade som om, at de mennesker derude med deres fremstrakte hænder slet ikke eksisterer.

Elsk rupiah
I længden er det dog svært at blive ved med at lade som om i et land som Indonesien. Indtil for få måneder siden hævdede de fleste vestlige eksperter, at landets økonomiske vækst var en næsten ubetinget succeshistorie, men i løbet af ganske kort tid har successen nærmere udviklet sig til et mareridt.
Siden nytår har rupiah'en været på næsten konstant nedtur. En overgang havde den mistet over 80 procent af sin værdi i forhold til amerikanske dollar, og siden er kursen flakket uberegneligt op og ned, alt imens den 76-årige præsident Haji Mohamed Suharto og hans nærmeste rådgivere desperat har søgt at finde en løsning.
Til de mere bizarre løsningsmodeller hører den patriotiske Aku Cinta Rupiah - Jeg elsker rupiah-kampagnen. Den blev indledt, da Suhartos ældste datter 'Tutut' i farvestrålende klæder og med dinglende guldsmykker på armene marcherede ind i en bank og langede tusinder af amerikanske dollar over disken for at modtage et tilsvarende beløb i rupiah.
Det skete under stor mediebevågenhed og som opfordring til resten af Indonesiens godt 200 millioner indbyggere om at indlevere deres dollars til de kriseramte banker. Flere prominente skuespillere, journalister og andre kendte har efterfølgende fulgt opfordringen.
Men manden på gaden ryster på hovedet - eller griner - af kampagnen.
"Jeg ved ikke engang, hvordan en dollar ser ud," siger skraldemanden Sapri.
"Det er kun Suharto-familien, der har amerikanske dollar," tilføjer han og kalder kampagnen for "tom snak".
Men Aku Cinta Rupiah-skiltene hænger nu overalt i hovedstaden. Selv i mange af taxaerne, hvor de synes at gøre lige så lidt nytte som de skilte, der opfordrer passageren til at holde et vågent øje med chaufføren:
Please alert the driver if he is driving recklessly, står der. Så er man da i det mindste advaret om, hvad der venter: Samtlige taxachauffører kører uforsvarligt i Jakarta.

Bangkrut
Lige som rupiah-kampagnen har mange af regeringens øvrige løsningsmodeller fået en hård modtagelse. Markedets dom er som regel faldet prompte i form af nye styrtdyk for rupiah'en.
Et meget benyttet ord i indonesiske dagblade og tidsskrifter er derfor i øjeblikket Bangkrut - det indonesiske ord for konkurs eller fallit.
Størstedelen af Indonesiens børsnoterede virksomheder er teknisk set bangkrut, og selv om regeringen har givet dem et midlertidigt pusterum i form af en pause i tilbagebetalingen af deres kæmpegæld til udlandet, er det de færreste, der kan se en løsning på spørgsmålet om, hvordan den samlede, private gæld på 65 milliarder dollar (ca. 455 mia. kr.) nogensinde kan blive indfriet.
Imens breder krisen sig. Myndighederne anslår, at 900.000 sidste år mistede deres arbejde i hovedstaden som følge af krisen. Antallet stiger dag for dag, efterhånden som virksomheder tvinges til at dreje nøglen om. Indtil nu er det især virksomheder, der er afhængige af import, der bukker under, men inflation og nulvækst vil efterhånden ramme alle.
Siden nytår har nervøse kunder stået i uendelige køer uden for Indonesiens mange banker i håb om at kunne trække opsparingen ud i tide. Men de færreste har haft held med foretagendet.
"Jeg havde sparet fem mio. rupiah op og stod til at få nøglen til et hus udleveret i efteråret. Men så blev banken erklæret bangkrut, og væk var både penge og hus," fortæller Hakim, der arbejder for en social græsrodsorganisation i hovedstaden.
Inden første del af krisen satte ind sidste sommer, svarede de fem millioner rupiah til ca. 14.000 kr., men i dag er de blevet reduceret til ca. 4.300 kr. I efteråret var der dog nok til udbetalingen på et hus, ganske vist et lille et på 21 kvadratmeter, men dog et hus. I dag ved Hakim ikke, om han nogensinde ser pengene eller bare en del af dem igen. Regeringen er i de sidste uger gået ind med en garanti over for de kriseramte bankers kunder og kreditorer, men han tvivler alligevel på løftet.
"Og under alle omstændigheder forslår pengene ikke til et hus i dag," konstaterer Hakim.

Sukarno-tiden
Nogle ser på de økonomiske kendsgerninger, især den drastiske devaluering, og konstaterer vredt, at Indonesien i løbet af få måneder er blevet bombet tilbage til det økonomiske niveau, som landet befandt sig i ved indgangen til 1970'erne.
Andre ser endnu længere tilbage.
"Mine forældre sammenligner den nuværende krise med krisen under præsident Sukarno i 1960'erne," siger Hakim med henvisning til Indonesiens daværende store økonomiske og politiske vanskeligheder.
I 1965 kulminerede krisen i et mislykket kup og efterfølgende blodig uro, hvor måske op mod en halv million indonesere, der var medlemmer af eller kunne sættes i forbindelse med det nu forbudte kommunistparti, PKI, blev dræbt. Sukarno blev efterfølgende afsat, og general Suharto overtog magten, som han har siddet fast på lige siden.
Suhartos autoritære styre, kaldet Ny Orden, har især hentet sin legitimitet på en høj økonomisk vækst, som den nuværende krise har sat en brat stopper for. Det har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved Suhartos model, der nok har skabt vækst, men også en ulige fordeling af goderne.
"Mine forældre siger, at krisen i dag er værre end i 1965. Dengang var der ikke så stort et skel mellem rig og fattig - dengang led alle under krisen, mens de fattige rammes hårdest i dag," siger Hakim.
Den holdning deler de med mange andre indonesere i dag. Herunder skraldemanden Sapri, der flyttede til Jakarta i de urolige år for mere end 30 år siden.
Sapri sov dengang på gaden uden for Hotel Indonesia, landets første internationale hotel, som i 1965 blev tilflugtssted for mange udlændinge under uroen. I hovedstaden levede Sapri af forefaldende arbejde på gaden såsom at hjælpe bilister, hvis biler var brudt sammen. I de hektiske dage omkring kuppet i 1965 var hovedstaden et ulmende helvede af demonstrationer og slagsmål, og en bil, der pludselig gik i stå midt i virvaret, kunne blive en alvorlig sag.
Sapri hjalp derfor de strandede bilister med at skubbe bilen enten i gang eller hen til den nærmeste mekaniker - eller i det mindste væk fra den værste uro.

32 år med Suharto
Sapris hærgede og vejrbidte ansigt vidner om, at han har været med hele vejen fra Sukarno til Suharto, og han siger i dag, at tiderne var bedre under førstnævnte: "Alle var fattige dengang, fordi Indonesien manglede teknologi. Det har landet fået i dag, men vi er stadig fattige."
Han bor sammen med hustru og tre børn i et lille hus i et af de utallige slumkvarterer, der omkranser Jakarta. De små faldefærdige huse ligger klemt inde mellem en bred flod og én af de larmende, firsporede indfaldsveje til byen. Nogle af beboerne i dette område lever af at tigge i vejkrydsene, men størstedelen klarer sig ved at samle skrald fra storbyen, sortere det og sælge det videre til genbrug.
Uden for huset ligger store dynger avispapir, dåser og flasker, der venter på at blive sorteret. Noget hans egne og kvarterets børn hjælper til med at gøre. Stanken fra skraldet og flodens plumrede vand ligger som en tung dyne hen over området.
Inde i huset, hvis underste etage består af et lille, mørkt rum med en seng i hjørnet, et bord og en sofa samt en sovende kat på gulvet - og ikke mindst tusindvis af glubske myg, der har fået fært af fremmed blod - undrer Sapri sig over den nuværende krise.
"Jeg forstår det ikke. Det er eliten, der har taget alle de udenlandske lån, men hvorfor er det så folket, der skal betale?" spørger han.
Sapri tilføjer, at han i går var på det lokale marked for at købe ind, men hvor 5.000 rupiah før var rigeligt, slår 15.000 rupiah ikke til nu. Og så var der i øvrigt ingen madolie at finde nogen steder.
Kombinationen af økonomisk krise og en lang tørke, har sendt fødevarepriserne på himmelflugt.
De stigende priser har været årsag til den bølge af oprør, der er skyllet hen over det store ø-rige i de seneste uger. Indoneserne har især ladet deres vrede gå ud over de etniske kinesere, der står for størstedelen af handlen i Indonesien.
Butikker er blevet smadret og plyndret, mens kinesiske butiksejere har måttet flygte for at redde deres liv. Det er ikke første gang, at social utilfredshed går ud over kineserne, men en mand som Sapri giver først og fremmest præsident Suharto og kredsen omkring ham skylden for krisen.
"De, der har magten, må være bange for at miste den nu," siger han.
Fra 1. marts og 10 dage frem mødes Folkets Rådgivende Forsamling i Jakarta for at 'vælge' landets præsident i de kommende fem år. Størstedelen af de 1000 medlemmer af forsamlingen er udpeget af Suharto og er dermed hans støtter. Der er således ingen tvivl om udfaldet.
"Det er kun parlamentet, der synes om Suharto nu. Resten af befolkningen vil ikke længere have ham som præsident, men vi bliver ikke spurgt," konstaterer Sapri.

Panik før lukketid
Uden for Hotel Indonesia, hvor Sapri sov for over tre årtier siden, er der stille i dag. Mange vestlige forretningsmænd rejser væk i disse krisetider, og turisterne har endnu ikke opdaget, hvilket slaraffenland Indonesien lige i øjeblikket er på grund af priser, der er trykket helt i bund.
Enkelte japanske turister har dog regnet den ud, og selv om japanske yen ikke er, hvad de har været, kan de mageligt betale for en overdådig sushi-middag i hotellets japanske restaurant. Derefter vil der være rigeligt til overs til at krydse over gaden til et af Jakartas dyreste indkøbscentre Indonesia Plaza.
Her hersker en stemning, der kunne mindre om panik før lukketid. Den ene mærkevarebutik efter den anden har ophørsudsalg, men er man hurtig, kan japanske eller vestlige mærkevarer erhverves for en slik i forhold til hjemlige priser.
Men med rupiah'ens op- og nedture, skal man beslutte sig i en fart, og helst inden nye varer importeres til forretningen.
Informations udsendte noterede en dag, at et par Levi's jeans model 501 kostede den beskedne sum af 250.000 rupiah - ca. 200 kr. Fem dage senere var prisen steget til 350 kr.

Et hjerte af stål
Og således kan selv rige vesterlændinge få en lille fornemmelse af krisen, men næppe af hele katastrofens omfang. Som en vestlig diplomat udtrykker det:
"Der er måske 200 stenrige indonesere, som vil være uberørte af denne krise og måske endda tjene på den, mens de resterende 190 millioner og et eller andet vil stå som tabere."
Taberne giver sig dog ikke uden kamp.
I det næste vejkryds har nogle frisører stillet en række stole op på fortovet, hængt spejle op på stakittet ind til en rigmandsvilla, og flere mænd sidder nu på rad og række og får håret studset der på fortovet.
På det modsatte fortov har en anden forestilling med en far, søn og datter på rollelisten taget sin begyndelse. Den blinde far sidder på et tæppe og spiller på el-guitar, mens sønnen, der højst kan være syv-otte år, fremfører en melankolsk sang ind i en stor mikrofon, der næsten skjuler hans ansigt.
Datterens rolle består i at løbe rundt mellem bilerne og banke på vinduerne i håb om betaling. Hun må helt op på tå for at nå derop, hvor hun står ansigt til ansigt med passagererne.
Denne gang trænger musikken og den klare barnestemme via en lille forstærker og en højtaler helt ind i bilerne, hvor valget igen står mellem at rulle vinduet ned eller ignorere verden derude. Sidstnævnte kræver et hjerte af stål, men det har længe været den mest benyttede taktik i Jakarta.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her