Læsetid: 3 min.

En velkendt blanding

27. februar 1998

William Diehl mixer en cocktail af velprøvede ingredienser med så sikker hånd og kynisk lune, at man ikke kan lade være med at bide på

Thriller
Der er jo ikke ret mange skabeloner at vælge imellem for en genre-forfatter, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan det stadig kan lykkes de virkelig skrappe thrillerskrivere at kombinere sig frem gennem de velkendte greb og alligevel præstere noget, der forekommer nyt og ægte.
Amerikaneren William Diehl har en længere række storsælgende romaner bag sig, men først i 1996 blev han introduceret herhjemme med forsvarsadvokat-gyset Nøgen angst, siden filmatiseret med Richard Gere i hovedrollen som den illustre Chicago-jurist Martin Vail.
Den roman undslap beklageligvis min opmærksomhed, men med nummer to i sagaen - Ondskabens ansigt - summende i hovedet er jeg helt parat til at læse både tilbage og videre frem.
Martin Vail var engang stjernen blandt forsvarsadvokater. Dødcharmerende, en hip og begavet ungkarl, kompromisløs som en ragekniv i sin bestandige, ideale udfordring af lovens stive retfærdighed. Mesterstykket (i Nøgen angst) var forsvaret af en vis Aaron Stampler, som han mod alle odds, inklusive den skrappe, flotte statsadvokat Jane Venable, reddede fra den elektriske stol.
Den stærkt psykotiske, morderiske Stampler blev erklæret sindssyg, lidende af noget så fornemt som "multipel personlighedsspaltning", og blev i stedet langtidsindlagt.
Ti år senere er Vail selv blevet statsadvokat. Stampler-successen indeholdt nemlig en hemmelig, bitter eftersmag, der fik Vail til at sadle om, så at sige skifte side. I det nye job er han selvfølgelig lige så respektløst udfordrende og kompromisløs, hadet af alle med snavset mel i posen, men elsket af sin ambitiøse hjernetrust af unge sagførere og efterforskere, 'Den vilde bande' kaldet.

Mangolfig spænding
Statsadvokaturet har travlt, det vrimler med sager, de fleste nok så beske. Og det er William Diehls storartede fortjeneste at kunne flette adskillige krydrede efterforskninger så tæt ind i hinanden, at man ganske snart sidder uhjælpelig fast i mangfoldige spændingsskruer, alt mens man på det mest instruktive 'belæres' om bl.a. amerikanske rets- og politi(k)forhold. Stramt komponeret, i et koncist og saftigt sprog, så at sige parat til drejebogen - uden overhovedet at lefle.
Som man måske kan gætte spøger Aaron Stampler atter. Et par geografisk vidtspredte mord danner snart i Vails samvittighedsbesværede sind et gengangerisk mønster, noget der nok ligner en copy cat-massemorders værk, men som dog bærer hans umiskendelige mærke.
En selvforblændet psykiater tror samtidig at have helbredt Stampler, som står umiddelbart foran sin prøveløsladelse... Mere skal ikke røbes her.
Spids retssals-retorik, en øm kærlighedshistorie, en typisk sexudnyttelse, lidt politisk gnidder, og i centrum truende massemord i sataniske gevandter - der er ikke meget nyt under solen. Men som sagt, Diehl mixer sin cocktail af velprøvede ingredienser med stensikker hånd, velresearchet professionalisme og det stænk af smertelig kynisk humor, der får én til at bide på, tro på sagen.
Martin Vail søsættes som noget nær Superman, men må undervejs erkende egen fejlbarlighed, og hans ideale principper kommer undervejs ud for at måtte bøjes en smule.
Diehl er dygtig til både opbygningen af glamourøs macho'isme og dens ydmyge nedbygning.
I epilogens allersidste sætning har Diehl dog svært ved at nære sig.
Alt er da ellers faldet på plads, som det skal, monsteret Stampler er slagent, men på tværs af al rimelighed åbnes der her en mulighed for en fortsættelse, en evangelisk-morbid åben grav. Vails saga kunne sagtens leve uden den slags to be continued-crap.

*William Diehl: Ondskabens ansigt. Oversat (godt) af Søren K. Barsøe. Forlaget KLIM, 397 s., 365 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu