Læsetid: 6 min.

Yoko Ono i nyt lys

3. februar 1998

Med Yoko Onos retrospektive udstilling på Museum of Modern Art i Oxford burde forsoningen mellem briterne og 'kvinden, der opløste The Beatles' være fuldbragt

UDSTILLING
OXFORD - Ved indgangen til den omfattende Yoko Ono-udstilling på Museum of Modern Art i Oxford står værket Wish Piece (1996), et 'ønsketræ', som publikum opfordres til at forsyne med små sedler med påskrevne ønsker. Allerede få uger efter åbningen lignede værket et hvidt juletræ, men det var ikke alle ønsker, der var lige fromme. "I really wish Yoko was a good artist", står der på én af sedlerne. "I wish I had the nerve to ask for my £1 and 50p back", siger en anden. På en tredje står: "I wish John Lennon was alive".
Det skal siges, at ikke alle udsagn er lige perfide. En museumsgæst ønsker sig eksempelvis at vinde i lotteriet, mens en anden giver udtryk for det mere beskedne håb, at vedkommendes bukser ikke vil falde ned.
Alligevel siger kommentarerne en del om briternes syn på Yoko Ono, et forhold, der først og fremmest har været farvet af hendes formodede rolle i forbindelse med opløs-ningen af The Beatles. De mange rygter har - sammen med Onos til tider grænsesøgende kunst - skabt et billede af en furie, en ekstrem og egensindig kunstner, som badede sig i lyset fra Lennons berømmelse, og som bevidst terroriserede publikum med aggressiv musik og svært fordøjelig billedkunst.

Optøning på vej
Opfattelsen har i nogen grad bredt sig til andre lande, men England er dog det sted, hvor beskyldningerne mest vedholdende har været bragt til torvs. Imidlertid er der sket en optøning på det seneste. For et år siden udstilledes en række dokumentationer af Onos events og performances i Royal Festival Hall i London, og i november åbnede udstillingen Have you seen the horizon lately? i Oxford, en overflyvning af de sidste tredive års mange forskellige værktyper.
Udstillingen omfatter objekter, malerier, fotografier, installationer, partiturer og film, og flere af værkerne hører til de sjældent viste. Det gælder eksempelvis den store installation AMAZE, en glaslabyrint, som ikke har været udstillet siden '71. Finder den besøgende vej ind til kringelgangens lokkende centrum, mødes man, ikke af den hellige gral, men af et toilet omgivet af spejle på alle sider. "Growing up in public, with your pants down," som Lou Reed synger et sted.
Blandt udstillingens nyere værker er de fotografiske installationer, som sidste år kunne ses i Fotografisk Center i København. Og hertil kommer en ganske ny, men ikke videre vellykket installation, Morning Beams, skabt til lejligheden. I kataloget forklarer Ono, at inspirationen til værket stammer fra lysstråler, hun har iagttaget i sit køkken, og at de snore, der er spændt ned fra loftet i MoMA i Oxford, udtrykker hendes vision om et rum fyldt med lys. Værket savner dog ganske den poetiske elegance og konceptuelle stramhed, som præger Onos bedste arbejder.

Ikke destruktiv nok
Det mest interessante ved udstillingen i Oxford er, at den belyser, i hvor høj grad Yoko Onos karriere faktisk er formet i England, samtidig med at en række myter aflives. Omdrejningspunktet er således størsteparten af de originale objekter fra de udstillinger, Ono holdt på Londons toneangivende gallerier i midten af 60'erne - værker skabt inden hun mødte John Lennon.
I efteråret 1966 blev Ono, som siden starten af 60'erne havde spillet en central rolle i New Yorks avantgardistiske kunstliv, inviteret til London for at medvirke i arrangementet DIAS (Destruction in Art Symposium). Blandt de øvrige deltagere var radikale kunstnere som Hermann Nitsch, Otto Muehl, Ralph Ortiz og Gustav Metzger, og Onos møde med Europa indledtes med, at et par af kollegerne truede med at smide hende ud, fordi hendes kunst ikke var destruktiv nok.
Yoko Ono var ankommet til den britiske hovedstad sammen med sin anden mand, komponisten Anthony Cox, deres barn Kyoko samt en bagage sammensat af ungdommens optagethed af japansk Zen-buddhisme og New York-periodens indflydelse fra banebrydende kunstnere som Marcel Duchamp og John Cage. Og trods de europæiske kunstneres skepsis viste hendes performances sig at være blandt de DIAS-arrangementer, som trak flest mennesker.

Mødet med Lennon
Størst opmærksomhed var der omkring hendes Cut Piece, et værk, hvor publikum opfordres til at komme op på scenen og klippe et stykke af performerens tøj. Værket, der ved åbningen af udstillingen i Oxford blev genopført af en yngre kvinde, fortsætter i princippet, indtil publikums grænse er nået. Herefter vises et skilt med teksten: "The body is the scar of the mind".
Efter symposiet i '66 besluttede Ono at blive i London en tid, idet hun havde fået flere tilbud om udstillinger. Opholdet endte med at strække sig over flere år og førte som bekendt til ægteskabet med Lennon. Onos første soloudstilling på denne side af Atlanten, Unfinished Paintings and Objects, fandt sted i november '66 på Indica Gallery. Udstillingsstedet var åbnet få måneder forinden, og det var blevet et samlingssted for Londons kunstinteresserede jetset.
De fleste af værkerne fra Indica kan ses i Oxford, eksempelvis Ceiling Painting (YES), en hvid stige, der fører op til et lærred ophængt under loftet. Fra stigens øverste trin kan man ved hjælp af et forstørrelsesglas læse ordet 'Yes', der er skrevet på lærredet med ganske små bogstaver. Et andet værk er Play it by trust, et skakspil med lutter hvide felter og brikker. Det siges, at Roman Polanski og Sharon Tate jævnligt lagde vejen forbi Indica for at more sig med det umulige spil.
Mest berømt blev udstillingen imidlertid, fordi galleribestyrerens intuition havde sagt ham, at Yoko Onos arbejde ville interessere en af stam-gæsterne, John Lennon. Beatlen mødte op dagen før åbningen, og formodningen viste sig at holde stik. I Talmy Franklyns interviewbog fra 1972, Lennon Remembers, fortæller Lennon om mødet. Da han blev introduceret for Ono, gav hun ham et kort med påskriften 'Breathe'. Senere erfarede han, at den mystiske gæst fra New York udstillede et friskt grønt æble som kunst - og forlangte 200 pund for det!
"I thought it was fantastic - I got the humour of her work immediately."
Ved samme lejlighed spurgte Ono, om Lennon ville deltage i en film, som hun var ved at optage i galleriets underetage. Det var en ny, firs minutter lang version af et projekt,
No. 4 (Fluxfilm #16), som Ono var startet på i New York året forinden. Filmen, der senere blev kendt som Bottoms, består af næroptagelser af 365 nøgne bagdele i bevægelse, og allerede inden premieren i London blev den en af årets mest omtalte kunstbegivenheder, idet den britiske censur stemplede den som "uegent for offentlig fremvisning".

Kunstneren Ono
Året efter udstillingen på Indico Gallery viste Ono installationen half-a-room på Lisson Gallery. Værket består af 28 fundne objekter - en stol, et bord, en sko, en bowlerhat, en radio m.m. - alle hvidmalede og skåret midt over. Også dette værk kan ses i Oxford, oven i købet sammen med Lennons bidrag, en række glaskrukker, som angiveligt rummer de manglende halvdele.
Fra Onos London-periode bør desuden nævnes Wrapping Event (1967), en politisk og feministisk handling, der bestod i at indpakke en af stenløverne på Trafalgar Square - en symbolsk kastraktion af maskulin magt. Værket var svært at sluge for det konservative England, og i kunstkredse blev Ono beskyldt for at plagiere Christo. Igen er sandheden dog mere nuanceret end som så. Ono begyndte på sine 'wrapping pieces' allerede i '61, hvilket udstillingen dokumenterer, og snarere er der nok tale om, at både hun og Christo var inspireret af 20'rnes dadaisme, ikke mindst Man Rays indpakkede symaskine, The Enigman of Isidore Ducasse, fra 1920.
Udstillingen i Oxford rummer mange flere værker end de her omtalte, og ud over at tilbyde en sjælden lejlighed til at orientere sig bredt i Yoko Onos arbejde, giver den et interessant billede af kunstneren Ono, som ofte er blevet overskygget af 'personen' eller 'historien' af samme navn.
Til lejligheden er produceret et katalog i samme format som Yoko Onos første bog, Grapefruit (1964). I øvrigt skal det nævnes, at værkerne fra Fotografisk Centers udstilling Conceptual Photography for tiden kan ses i Toldkammeret i Helsingør (til 26.2.).

*Yoko Ono: Have you seen the horizon lately? Museum of Modern Art, Oxford, til 15. marts. Tog fra Paddington Station i London tager godt en time

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu