Læsetid: 3 min.

Århundredets sag

5. marts 1998

I dag tager Højesteret fat på den fem år gamle Grundlovssag, hvor det skal afgøres om Danmarks EU-medlemskab er i strid med Grundloven

BAGGRUND
De sidste, håbløse krampetrækninger fra en lille flok bagstræberiske EU-modstandere - eller en sag, der vil kende Danmarks 25 år lange medlemskab af først EF og siden EU uforeneligt med Danmarks Riges Grundlov?
Ansvaret ligger på skuldrene af de 11 højesteretsdommere, der i dag træder sammen for at indlede behandlingen
af det, der på forhånd er udråbt som "århundredets vigtigste forfatningsretlige sag": Grundlovssagen, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen af 10 danskere er stævnet for med sin underskrift på Maastricht-traktaten at have forbrudt sig imod Grundloven.
Dét er den formelle ramme. I realiteten skal det afgøres, om skiftende regeringer overholdt eller overtrådte Grundloven, da Danmark i 1972 ratificerede Rom-traktaten og i 1993 Maastricht-traktaten.

Uoverskuelig situation
11 dage er afsat til retsmøder. Først syv dage til sagsøgernes advokater, Karen Dyekjær-Hansen, Christian Harlang og professor, dr. jur. Ole Krarup. Dernæst tre dage til statsministerens repræsentanter, Michael Gregers Larsen og Karsten Hagel-Sørensen fra Kammeradvokaturen.
Det sidste retsmøde er afsat til henholdsvis replik og duplik - så trækker de 11 dommere sig tilbage for at votere.
På tilhørerrækkerne vil sidde EU-tilhængere, unionsmodstandere og ikke mindst en række embedsmænd, som vil følge sagen tæt: Det såkaldte 'paragraf 20-udvalg' af embedsmænd fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, som har arbejdet med at forberede sagen.
Dommen ventes at falde i begyndelsen af april. Skulle dommerne nå frem til afgørelsen "grundlovsbrud", vil det få uoverskuelige konsekvenser for det danske EU-medlemskab.

Fem år undervejs
Vejen til Højesterets behandling i dag har været lang - og indviklet. Når dommen falder, vil Grundlovssagen være tæt på et fem års jubilæum, og siden 12 borgere den 17. maj 1993 anlagde sag mod Poul Nyrup Rasmussen, har sagen fået et utal af udløbere og dermed et forløb nogenlunde så overskueligt, som hvis en orienteringsløber blev sendt af sted uden kort og kompas.
De mange udløbere har kort sagt drejet sig om, i første omgang hvorvidt sagen overhovedet kunne anlægges, siden om dens omfang, og endelig om hvilke dokumenter, der kunne inddrages og hvilke vidner, der måtte afhøres.
Den 12. august 1996 traf Højesteret enstemmigt og sensationelt den afgørelse, at sagsøgerne overhovedet kunne få deres sag prøvet, i første omgang ved Østre Landsret. Sensationelt, fordi spørgsmålet om Grundloven kontra EF/EU-medlemskabet trods flere tilløb aldrig før har været for en dansk domstol.
Østre Landsret frifindt pure statsministeren og kendte dermed EF- og EU-medlemskabet i fuld overensstemmelse med Grundloven - og blev som ventet appelleret til Højesteret.

Omstridt passage
Det helt centrale element i sagen er Grundlovens paragraf 20, efter hvilken Danmark kan afgive suverænitet "i nærmere bestemt omfang". Den kom ind i Grundloven ved den seneste ændring, i 1953, for at gøre det muligt for Danmark at tilslutte sig internationale organisationer - uden først at skulle igennem den besværlige procedure at ændre Grundloven.
Men den "omfattende suverænitetsafgivelse", der har fundet sted siden Danmark den 1. januar 1973 blev medlem af EF, rummer paragraf 20 ikke hjemmel til, mener sagsøgerne.
Ifølge dem er paragraffen blevet brugt, fordi det for skiftende regeringer ville have været særdeles svært at "sælge" tiltrædelserne, hvis de havde krævet en ændring af Grundloven.
I Højesteret vil sagsøgernes tre advokater søge at bevise, at paragraffen skal tolkes snævert - og altså ikke rummer hjemmel for den "omfattende og glidende" suverænitetsafgivelse, der ifølge sagsøgerne har fundet sted, siden Danmark blev medlem af EF.
EF udvidede løbende sine politikområder, eksempelvis til at omfatte miljøpolitikken, selv om ingen artikler i Rom-traktaten direkte hjemlede dette. I stedet kom artikel 235, den såkaldte gummiparagraf, i anvendelse, og dermed overtrådtes bestemmelsen om, at suverænitet kun må overlades "i nærmere bestemt omfang", mener sagsøgerne.
Kammeradvokaten, derimod, vil argumentere for, at suverænitetsafgivelsen har været veldefineret, og at beslutningerne desuden er blevet godkendt af både regering, folketing og befolkningen.

Fortiden spøger
Da Højesteret i august 1996 banede vejen for prøvelsen af Grundlovssagen, stod Højesteretspræsident Niels Pontoppidan i spidsen.
I dag er han ikke blandt de 11 dommere. Også højesteretsdommer Asbjørn Jensen har valgt at trække sig. Baggrunden er, at de begge i deres embedsmandskarriere har været chef for Justitsministeriets lovafdeling.
Også en tredje højesteretsdommer, Per Walsøe, valgte på forhånd at afstå fra at deltage i "århundredets sag".
Walsøe var nemlig blandt underskriverne, da 41 fremtrædende jurister i maj 1992, kort før den første folkeafstemning om Maastricht-traktaten, skrev til Folketinget: At Danmark var på vej til at underskrive Maastricht-traktaten uden først at undersøge, om tiltrædelsen kunne vedtages efter Grundlovens paragraf 20, bekymrede dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu