Læsetid: 4 min.

Med æstetikken i højsædet

12. marts 1998

Kvartetten 'luksus' leverer fjerlette stemninger og gråblå klangflader på sin debut, mens Århus-bandet Shirtsvilles tredje udspil fortoner sig i dygtigt håndværk og kunstnerisk anonymitet

En af dansk rocks små hemmeligheder er den unge kvartet luksus, der består af fire jyder med base i København.
Gruppen markerede sig sidste år på den københavnske scene med et selvbetitlet mini-album, der på mange måder betegnede et kunstnerisk højdepunkt for det nystartede og uafhængige pladeselskab Lidocaine, som hurtigt har markeret sig som tidens mest fascinerende danske indie, trods dets sørgelige mangel på dansksyngende kunstnere.
Sangen "Particularly Lucky" blev et velfortjent radiohit fra gruppen, som siden har turet land og rige rundt med en for et så småt foretagende heftig intensitet. Successen og live-erfaringen har gjort 'luksus' til et på alle måder bedre band, selvom det stadig bærer rundt på en række udenlandske - især britiske - forbilleder, som lidt for ofte tager magten fra foretagendet.

Rolige klangflader
Når man lytter til gruppens debutalbum, Reper-toire (Lidocaine/Mainline Lidocd 12), kommer man på skift til at tænke på navne som The Sundays, Cocteau Twins, The Smiths, Cranes, Spiritualized, Mazzy Star og mange andre fra den æstetiske ende af guitarrocken, som havde sin storhedstid i 80'erne, med afsæt i pladeselskabet 4AD. Og hvor der først og fremmest arbejdes med stemning, klangflader og en stille-stående melodiøsitet, der breder sig som ringe i vandet, fremfor mere logisk fremadskridende og lytter-imødekommende melodi-linjer. Intet ondt i det.
Selv når tempoet sættes i vejret - hvilket sker - fornemmer man ikke meget af rockens traditionelle centrifugalkraft hos bandet, hvis speciale syntes at være krystallinske melodilinjer, svævende guitarfigurer og en hårdtarbejdende dynamisk rytmegruppe, der står for de fleste af bandets mere uforudsigelige træk: Således er tromme- og basspil på det noget overraskende singleudspil "Hit-And-Run Driver" hele tiden på vej væk fra sangen, der holdes sammen af Lise Westzynthius' æteriske korpigestemme, som svæver hen over de oprørte vande som et element fra en anden verden.

Originale tekster
Westzynthius deler sangskrivningen ligeligt med den mere traditionelt orienterede guitarist Mikael Simson - der desuden varetager et par lead-vokaler - over pladens i alt 11 sange. Man må sige at den pige skriver finurlige tekster - når de altså ikke er på fransk.
Læs f.eks. følgende udveksling fra "Restaurant Rhyme": "'Pale and hairy, that's what you've always been!'/ Were the first word she slammed in his head./ 'But I love you,' he mumbled, 'Is that a sin?'/ 'Sorry did you just burp?' she
said..." Kunne noget af denne uortodokse tilgang til tekstskrivning få lov til i større grad at brede sig ind i musikken, tør man godt spå luksus en stor fremtid.
'luksus' har med Repertoire leveret en æstetisk indbydende debut, som stadig mangler at frigøre sig fra de mange forbilleder og fremvise en mere personlig profil. Hvis ikke en større selvstændighed spores i anden ombæring, må gruppen nøjes med en placering i kategorien "Anonyme Eklektikere".

Formskåret og korrekt
Århusgruppen Shirtsvilles frontfigur, sangskriver, guitarist og sanger, Jacob Eriksen, sætter ikke sit lys under en skæppe. I et interview, undertegnede hørte med Eriksen i radioen, lod intervieweren Eriksen slippe afsted med udsagnet om at - citeret efter hukommelsen - "Shirtsville (d.v.s. Eriksen) skriver de bedste sange herhjemme..." Så kan man kun anråbe en højere magt med bønnen: "Står det virkelig så ringe til?"
Gruppens tredje album - helt enkelt betitlet Shirtsville (BMG/RCA 74321564742) - lyser af gruppens evige problem: Manglen på en markant profil. Den leverer smagfuld musik til smukke hjem, og pågældende cd kunne såmænd sagtens vedlægges et nummer af Bo Bedre, uden nogen ville hæve et øjenbryn af den grund. Det hele er så formskåret og korrekt, at man ikke kan undgå at kede sig i gruppens selskab - udsøgt og smagfuldt, natürlich, men ikke desto mindre: Kedeligt.
Shirtsville er et typisk eksempel på dygtighed over åndfuldhed, kompetence over vovemod, tradition over eksperiment og håndværksmæssig kunnen over kunstnerisk vingefang. At der kan komme stor popmusik ud af den holdning, har udenlandske grupper som Prefab Sprout og Crowded House - begge grupper man kan høre utallige ekkoer af hos Shirtsville, bl.a. i den grasserende brug af strygere på nærværende album - bevist ved flere lejligheder, men bagsiden af medaljen er den forudsigelighed, man her møder.

Pusserløjerligheder
Når Shirtsville er bedst, lyder den som Gangway gjorde for ti år siden - bare uden den elegante humor. Eriksens selvhad kan give komiske resultater, som på den skamløse Gangway-pastiche, "Inconvenience", men smilet bliver ikke siddende længe.
Det er pudseløjerligheder fra et stillestående, indadvendt univers, og intet kunne ligge Eriksen fjernere end for alvor at gå ind og berøre eksistentialerne som f.eks. Pet Shop Boys formår - samtidig med at duoen overholder konventionerne og spillereglerne inden for moderne popsangskrivning.
På den positive front må man sige, at som en brugsanvisning for vordende sangskrivere i hvordan man skruer en sang i 'den store' tradition sammen, er Shirtsville såmænd udmærket. Med sine ti sange fordelt over 38 minutters spillested holdes sangene nede på et gennemsnit af små fire minutter, hvor det klassiske versomkvæd formelt udspiller sig i forskellige varianter.
I samarbejde med den internationale kapacitet Nick Ingman har gruppens keyboardspiller, Claus Kilpatrick, arrangeret strygere og blæsere i læssevis, men det er mere fyld end nødvendighed.
Desuden er sangerinden Nana Himmelstrup blevet fast medlem af orkesteret, men i en så tilbageskudt rolle, at man vel lige så godt kunne kalde hende korpige, i stedet for at foregøgle lytteren, at hun skulle være en afgørende del af gruppens udtryk. Når hun endelig får lov til at deltage, løfter det sig en smule, som på den søde "Teenagers In Love", hvor melodien desværre er et sammensurium af klicheer.
Eriksen & co. er et symptomatisk udtryk for en branche, hvor man er så bange for særart og originalitet, at man i stedet satser på genkendelighedens glæde, som den kendes fra det store udenland. Som man så alligevel ikke formår at matche. Forstemmende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu