Læsetid: 5 min.

Afrikas fodbold går i sort

2. marts 1998

Måske lyder det racistisk, men det er sandt: Afrikansk fodbold lider under manglende taktisk forståelse og organisering

HESSELAGERS HJØRNE
Nu har det efterhånden været sagt og skrevet nogle gange - Afrika bliver fodboldens mekka. Og ganske vist er Nigeria regerende olympiske mestre, så noget må der vel være om snakken. Men efter at have tv-overvåget slutkampene ved African Nations Cup tør undertegnede, med fare for med tiden at blive til grin, godt nedtone det store kontinents muligheder for at komme til at dominere verdensfodbolden.
To hold skulle jo nødvendigvis i finalen ved disse afrikanske mesterskaber afholdt i Burkina Faso, men ret beset var det kun det ene, der havde tilnærmelsesvis international klasse - Egypten.
Holdet havde inden finalen kun lukket ét mål ind i turneringen, det er i sig selv usædvanligt med så stabilt et forsvar på de kanter. Finalemodstanderne Sydafrika - som Danmark møder i indledende runde ved VM i Frankrig til sommer - formåede aldrig at udfordre egypternes stabile bageste skanse.
Sydafrikanernes lysende stjerne Benedict McCarthy, der inden finalen havde nettet syv gange, fik lagt bånd på de kvaliteter, der har fået Morten Olsen til at hente ham til Ajax. McCarthy, der indtil for ganske nylig begik sig i den sydafrikanske 2. division på holdet 'Seven Stars' blev ganske enkelt markeret ud af kampen. Og forståeligt, at egypterne havde respekt - den 20-årige scorede fire mål i løbet af godt 20 minutter mod Namibia.

Tilfældighedernes spil
Ifølge bulletinerne fra turneringen, som kun har været ringe mediedækket på grund af vinter-OL-hysteriet, var den blege sydafrikanske indsats ingen enlig svale. Tværtimod ligger den i naturlig forlængelse af holdets hidtidige præstationer - holdet er ikke bedre, og bør ikke være noget problem for et dansk hold på 'hjemmebane'.
Omvendt skal Danmark være glad for, at det ikke er egypterne, der venter forude. På to hurtige mål i henholdsvis det 4. og det 12. minut afgjorde nordafrikanerne matchen. At der ikke er tale om en tilfældighed, men om kvaliteter, der bunder i en vis fodboldkultur, fremgår af, at det er fjerde gang Egypten hjemtager trofæet, efter tidligere sejre i 1957, 1958 og 86, ligesom holdet deltog i VM i Italien i 1990.
Jeg må indrømme, at det ind i mellem var svært at holde fingrene fra fjernbetjeningen. Den engelske tipskamp mellem Aston Villa og Liverpool kørte parallelt, og udstillede ganske glimrende hvor i forskellene på de to verdensdele består rent fodboldmæssigt. Det kan sikkert klinge småracistisk, men det handler om grundlæggende spilforståelse.
De scoringer, jeg har set i turneringen, har ofte været meget spetakulære. Men gevinsterne er kun sjældent udløst af for eksempel målrettet pres eller strategisk gennemført kontrafodbold.
Der er noget meget maskinelt over den afrikanske fodbold, sådan som de ganske sparsomme transmissioner ved denne turnering har udstillet den. Det er reelt et helt andet spil, afrikanerne spiller. Målene falder pludseligt og uventet - oftere efter forsvarsfejl end efter gennemspillede angreb. De kan ikke fornemmes på forhånd, men udspringer ofte af tilfældigheder.
Og samtidig er det karakteristisk, at spillet ikke nødvendigvis ændrer sig, fordi der scores. Med andre ord fastholdes det taktiske udgangspunkt, selv om kampen ændrer karakter. Egypterne synes at være undtagelsen fra denne regel. Måske er Nigeria det også, holdet var udelukket fra deltagelse i African Nations Cup.

Vanvittig kamp
Den manglede organisering i dele af den afrikanske fodbold, blev tydeligt udstillet i kampen om tredjepladsen mellem værtsnationen Burkina Faso og Den demokratiske republik Congo - det tidligere Zaire. En helt fantastisk fodboldkamp, som har sin oplagte plads i spillets opslagsværker, men som også effektivt udstillede afrikansk fodbolds problem.
Burkina Faso førte 3-0. Congo reducerede til 3-1, men fire minutter før tid bragte Burkina Faso sig foran 4-1. Dermed burde den kamp efter alle gældende 'regler' være afgjort. Men Burkina Faso spillede videre, som om holdet skulle lave flere mål. Ikke hårdt pressende, men alligevel med mange mand fremme på midtbanen, i stedet for at pakke sig ind og lade bolden kørte rundt fra mand til mand.
I løbet af utrolige tre minutter skød Congo sig ind i kampen igen. 4-4. Den slags kan ikke ske, men det skete. Og allermest besynderligt var det, at Burkina Faso ikke virkede lammede over udviklingen. Herregud, kampen er jo ikke slut, hvad skulle der være galt i at modstanderne lige laver tre mål. Sådan tænkte holdet måske ikke, men det virkede unægteligt besynderligt, at bolden ikke én eneste gang blev ekspederet langt pokker i vold ud af forsvarszonen. Sympatisk - men også naivt.
Det lagte spor blev fulgt i straffesparkskonkurrencen, hvor Burkina Faso kun formåede at score en gang, hvorefter Congo løb med bronzen.
"En besynderlig, overraskende vanvittig kamp," lød kommentaren på Euro Sport. Og det er sandt. Men at kampen også, som speakeren gav udtryk for, nærmest skulle være en gave til fodbolden, det mener jeg bestemt ikke. Det var hovedløst og derfor underholdende. Præcis lige så underholdende som 'Det muntre køkken' i Tivoli. Som lagkage-tricket. Eller som arrangeret 'Skjult kamera'. Det var underholdende, fordi Burkina Faso reelt var til grin. Men det var ikke god fodbold.
Og dermed står afrikansk fodbold med et problem - en lemfældighed, der også har gennemsyret dele af arrangementet i Burkina Faso. To dommere var for eksempel af så ringe kaliber, at de gennem deres præstationer i African Nations Cup, blev udelukket fra det VM i Frankrig, som de ellers var udtaget til.
Den ene lod ganske enkelt en kamp køre 10 minutter over tiden, hvilket ikke stod i nogen form for proportion med spilafbrydelserne undervejs. Samtidigt var der i lang tid tvivl om, hvorvidt Sydafrikas anfører Lucas Radebe mødte op til finalen med en eller to advarsler i bagagen fra de forrige kampe. Sikkert er det, at han fik én mod Congo i semifinalen. Men mange mente, at han havde én i forvejen, og dermed var udelukket fra at spille finalen. Nu fik det ingen betydning, Egypten vandt, men alene tvivlens eksistens er - i en fodboldmæssig sammenhæng - rystende.
Det er muligt, at afrikansk fodbold er på vej. Men vejen er lang og trang. Mener jeg, i al ydmyghed, og uden at være racist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her