Læsetid: 3 min.

Akademisme og kedsomhed

9. marts 1998

KOMMENTAR
Det ævl, de skriver i Kritik er ulæseligt for andre end dem selv. Det var ikke sådan, han formulerede sig fornylig, Jens Andersen i Berlingske Tidende (12. jan. 98), men det var meget tæt på, meget. Der var slående eksempler på, at det rent faktisk er sådan, det forholder sig. Og selvfølgelig skal man da have organer, der beskæftiger sig med litteratur på højt niveau og som en videnskabelig metier, lige såvel som at der findes Ugeskrift for læger. Men når det nu er litteratur, det handler om, kunne man godt forestille sig en større imødekommenhed end det snobberi, der foregår, sådan at man som Jens Andersen skriver, som læser kan føle sig velkommen, og ikke som idiot!

Nu kan Kritik ikke leve op til alles forventninger, og man kan jo bare lave et andet magasin, hvis man vil. Det er der også nogen, der gør. Som eksempel kan nævnes det nye Øverste Kirurgiske, som med sit undseelige format næppe vækker megen opsigt, men da alligevel er et udtryk for nytænkning og bevægelse på området. Det er, selvom det måske ikke vil, i familie med Ildfisken og Hvedekorn som forum for ny litteratur, og i dén familie den oprørske yngste.
Men disse blade præsenterer litteraturen. Hvor føres debatten om den? Griflen holder vinterferie. Bogens verden er for bibliotekarer. Standart er et bud, som er værd at være opmærksom på, selvom det er lidt tungt, men ellers er der kun massemedierne tilbage. Her mine damer og herrer! Og radioens P1, Universitetsradioens bogmagasin i københavnsområdet, og fjernsynets kulturmagasin, som er begyndt ligefrem at vise poesi. Og så er der de særlige udsendelser, når nogen har begået noget særligt.

Man kan diskutere, hvem det er, der kommer i fjernsynet. Det kan godt undre, at det er de kendte og ikke de ukendte, der bliver lavet store portrætter af, men lad nu det ligge. Jeg synes, vores fjernsyn har forbedret sig på det punkt, selvom de bedste litteraturprogrammer stadig er købt fra udlandet og altså i følge sagens natur viser udenlandske forfattere. Jeg tænker på f.eks. Paul Auster-samtalen og for længere tid siden portrættet af Douglas Coupland. Portrætter hvor fjernsynet anvendes som medie, og der sker en masse på billedsiden.
I Danmark er vi stadig tilhængere af, at litteratur er så alvorligt og krævende, at vores sanser ikke kan overskue mere end billedet af én og én, der taler, ganske som om det var radio. Så kan man koncentrere sig om at lytte til det væsentlige! Fremfor på den anden måde at få indtryk af bogen, stilen, stemningen, atmosfæren. Det skal helst være ligesom på højskole: Lidt kedeligt, så tror vi, det er dybt. Måske var det i denne ånd, Skanderborg Station på P1 i sin tid blev forlænget fra én time til over tre. Det samme i halv hastighed. Det blev næppe bedre, bare langsommere.

Præsentationen er mere afgørende, end man nogen gange ville ønske. Dette at føle sig velkommen allerede i entreen. Litteraturdebat er ikke noget, der bare skal glide ned, det må gerne give en lille smule modstand, provokere, bevæge, og hvad det nu kan, være ikke-kommercielt og tidskrævende. Men hvem gider sidde med den akademisk-danske ordbog? Og hvem gider kede sig? Være i rum, man ikke gider opholde sig i?
Der er tv- og radiofolk på området, der mangler fantasi. Og der er litteraturformidlere, der, som Inge Eriksen skrev om intellektuelle i Politiken (18. jan. 98), henvender sig til institutionerne "i en personlig karriereopbygning."
Det sidste var noget, jeg læste i avisen, litteraturens for tiden bedste boksering. Her kan de specialiserede tale med folket. Og her kan de lærde få tæv tilbage. Så det ikke kun er de i forvejen indviede, der krydrer hinandens røv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu