Læsetid: 5 min.

Det amputerede cykelløb

14. marts 1998

Med udelukkelse af 125 ryttere er et af forårets vigtigste løb, Tirreno-Adriatico, blevet reduceret til en farce

Tirreno-Adriatico
Hundrede ryttere styrtede i asfalten på en regnglat vej i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico og fra det øjeblik forvandledes en af cykelsportens glade foråsbebebudere sig til en sportslig skandale og for fire af de styrtede ryttere til en hospitalsindlæggelse. Blandt dem Lars Michaelsen, der styrtede så voldsomt og uheldigt at han fik jaget et bremsegreb så dybt ind i benet, at han måtte bede sin danske holdkammerat fra det hollandske hold TVM, Nicolaj Bo Larsen, om hjælp til at trække metallet ud af såret.
Det skete på løbets anden etape i torsdags, og i går stillede blot 50 ryttere til start efter at 125 ryttere var blevet ekskluderet fra løbet, som følge af en protestaktion mod den løbsledelse, der havde ladet løbet fortsætte på trods af styrtet og mod de 35 kolleger, der var kørt videre, som om intet var hændt.
Begivenhedsforløbet var dette: Det regnede tungt i Campania på etapen uden om Napoli fra Sorrento til badebyen Baia Domizia. De krogede og dårligt asfalterede veje, som karakteriserer det sydlige Italien, var glidebaneglatte og fra om morgenen lå der massestyrt i luften.
Ironisk nok skete det på lige, men glat vej og i adstadigt tempo. Omkring hundrede ryttere involverede det. Blot 18 ryttere helt fremme holdt sig i sadlen, og de fortsatte med at køre, mens andre 17 ryttere fik viklet sig fri af bjerget af mænd og maskiner og satte efter dem. 35 ryttere. Blandt dem Rolf Sørensen, løbets førende rytter Balducci, og et seks mand stort Telekom-hold med den senere etapevinder Erik Zabel i spidsen.
Blandt de styrtede og de, der solidariserede sig med dem, indledtes en protestaktion med det samme. Der blev sparket til løbsledelsens biler, et par spytklatter røg i den retning, og da de fire værst skadede ryttere var blevet kørt væk, kørte gruppen på over hundrede langsomt mod mål i regnen. De 16 første af dem passerede målstregen inden for den ekstraordinære tidsgrænse, som juryen havde regnet sig frem til. Resten, 125, bremsede umiddelbart før målstregen, overskred den ikke, og kørte væk.
Dermed havde juryen spanske chef ikke mange valg. De protesterende var nøje beset ikke kommet i mål, så derfor kunne de heller ikke stille til start næste dag. I går.

Udskældt af kolleger
Frem til afslutningen på onsdag i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten udgøres feltet herefter af blot 50 ryttere, der i de næste dage må køre under et vedvarende pres af ris og ros. Udskældt af deres protesterende kolleger for vekslende grader af illoyalitet, og prist af løbsledelse og arrangør for at passe deres arbejde.
Det sidste aspekt er speget. Det er Italiens største daglige sportsavis, La Gazzetta dello Sport, der arrangerer både dette løb og alle Italiens andre store cykelløb. Og avisen er også sponsor for statskanalen RAI 3's timelange tv-transmission af løbet. Holdningen var derfor ganske klar i både denne avis og i fjernsynet: De protesterende ryttere er nogle uprofessionelle forkælede tøsedrenge, der har misforstået deres metiers krav og traditioner.
Mere nuanceret var RAI's medkommetator Davide Cassani, men det er heller ikke mere end to år siden, at han holdt op med at køre på cykel.
Han mente, at løbet burde være blevet neutraliseret i et par minutter. Med den begrundelse, at feltet var samlet, og at der var 50 kilometer til mål. En neutralisering på det tidspunkt og i den situation ville ikke kunne influere på resultatet af etapen.
Men da dette ikke skete - mente Cassani - burde rytterne af sig selv være blevet enige om at vente på at alle var kommet på benene igen. Det er en uskreven regel ved styrt af det omfang, sagde han. Til gengæld mente han, at det var en overreaktion og en politisk fejlagtig protest, at de 125 ryttere ikke var kørt over målstregen.

Vi er jo ikke dyr
Og det var ikke det lette artilleri i løbet, der valgte protesten fremfor resultatet. Maurizio Fondriest og Roberto Petito - sidste års vinder af Tirreno - var kørt efter dem, der fortsatte efter styrtet og havde forgæves råbt til dem om at vente. Mest fremtrædende af de protesterende Michele Bartoli, verdensranglistens nummer tre, der ellers ikke er kendt for at være en mand af store ord og profilerede meninger offentligt.
"Vi er jo ikke dyr," sagde Bartoli efter løbet. "Når hundrede ryttere ryger i asfalten må det være naturligt, at feltet viser solidaritet. Jeg faldt ikke selv, men måtte bare standse op. Jeg kunne være kørt væk og have fået kontakt med de forreste, men det ville jo være til at brække sig over. Men der var dem, der udnyttede styrtet til at angribe. Jeg ville skamme mig."
Bo Hamburger var i samme situation: "Det var regn og fedtede, dårlige hullede veje lige fra om morgenen, og der havde været mange styrt inden det store ved 117 kilometer. De væltede foran mig, ved siden af mig og bagved mig, og jeg opfattede sådan set ikke, hvad der var sket, før jeg lå nederst i bunken. Men der var ikke sket noget. Hverken med mig eller cyklen. Der var bare at rette lidt på styret og så køre op til en lille gruppe og derefter op til en lidt større gruppe. Ingen vidste rigtigt noget, og så ventede vi på, at de skulle komme op bagfra, indtil vi så fik at vide, at der lå 35 mand foran, som kørte som død og helvede og havde taget chancen. Det er lidt forkasteligt."
Ifølge Bo Hamburger var man i den forsinkede gruppe hurtigt blevet enige om at køre protestkørsel med to formål: Få arrangørerne til at indse, at der er grænser for, hvor dårlige veje, man kan køre cykelløb på. En generel protest. "De fatter det ikke før nogen er blevet slået i hjel."
Og en målrettet protest mod, at løbet ikke af ledelsen blev neutraliseret, og mod de 35 ryttere, der satte farten op. Der iblandt Hamburgers gode ven og træningskammerat Rolf Sørensen.
"Jeg har ikke talt med Rolf, så jeg ved ikke, hvad der sket foran, og jeg ved ikke, hvem der er skurken. Men når jeg ved, at der er 35, der er kørt, så er der 35 skurke. Jeg fatter det ikke. De aner ikke, om der er nogen bagved, måske deres holdkammerater, der har slået sig halvt i hjel. Det er hæmningsløst bare at køre. Jeg fatter heller ikke, at sportsdirektørerne ikke kørte op til dem og bad dem om at holde igen. Det er jo ikke i nogens interesse, at løbet bliver amputeret på den måde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her