Læsetid: 5 min.

Armani på barrikaderne

10. marts 1998

Italiensk mode afløser eksistentialisterne på venstre bred

Byens lys
PARIS - Hvem er det, som kan omdanne den ærværdige billedløse avis Le Monde til et modeblad? Hvem er det, som kan få en gammel Saint-Germain-rotte som Juliette Gréco på barrikaderne med flagrende hår og sorte rande under øjnene? Hvem er det, som har betalt 1 million franc til restaureringen af Saint-Germain-kirkens glasruder, mens de navnkundige caféer Deux- Margot og Café Flore, og litteraturverdenens "kantine" Brasserie Lipp, lagde sølle 15.000 franc hver?
Det er såmænd den italienske modeskaber Giorgio Armani, som med fynd og klem, og en reklamekampagne som byen Paris sjældent har set mage til, er rykket ind med sin bazar (emporio) i hjertet af latinerkvarteret.
Man kan ikke se det, hvis man ikke lige ved det. Dér, hvor der lå en drugstore, i tresserorange og neonlys, er facaden nu ført tilbage til nyklassisistisk stil, med udstillingsvinduerne diskret indføjet i hvide sandsten. Et utal af ligeså diskret elegante personer glider ud og ind af den bevogtede indgang. Hjørnehuset ved Boulevard Saint-Germain /Rue du Rennes er købt og sat i stand for ialt 100 millioner franc, og det 1200 kvm butiksareal fremstår som en mellemting mellem et galleri og et kultsted. Det, der dyrkes, er mammon, det jordiske gods, en transparent blondetaske på en sokkel, et afslappet jakkesæt i en niche, en armani-ørns-bikini på et alter. Her er intet, der støder øjet, alle ekspedienterne er unge og smukke og vel-armani-klædte, farverne er dæmpede, omgivelserne er hvide, beige, og grålige, og det mindste stearinlys, tørklæde eller en lighter og sæbe fremstår som et relikvie.

Eksistentiel angst
Men ramaskrig har der været alligevel. En eksistentiel angst steg op i kvarteret, da man så Giorgios's bazar komme anstigende. Det var i 1995. Drugstoren var et sted, hvor kvarterets intellektuelle kunne købe deres BHL (Bernard-Henri Lévy) og Gauloises klokken tre om natten, for ikke at tale om hovedpinepiller og Nouvel Observateur. Det var stedet, hvor man kunne indtage byens største sandwich og isanretninger og finde dagens første Libération. Glemt var protesterne mod drugstoren, som qua sin inkarnation af amerikansk livsstil måtte lukke butik flere gange, dengang det gik hedt til på barrikaderne, og man endnu huskede Vietnam.
Men Saint-Germain er ikke, hvad det har været. Det, der er tilbage, er ren myte: myten om studenter-demonstrationer og små modige forlag, myten om Sartre og Beauvoir på caféerne. Det bliver dyrt, hvis man skal skrive filosofi eller romaner på Deux-Margots kaffe til 25 F eller øllen til 30 F.
Ikke desto mindre blev der i '95 skabt foreningerne "SOS - Saint-Germain-des-Prés" med Juliette Gréco i spidsen og et "Saint-Germain: stedets ånd", med Giuliani - en senatkabinetdirektør - som leder. Det er klart, at der må politiske fraktioner til, når man skal beskytte bog- og pladehandlere, antikvitetsbutikker og forlag, mod så grusom en fjende som: modebutikker. Hennes & Mauritz nærmer sig truende fra syd (der åbnes kæmpe-
butik længere nede på Rue de Rennes).Vuitton - det er dem med kufferter til 30.000 F - og Dior installerer sig også ved Saint-Germain. Det er det fri marked, som boltrer sig på barrikaderne nu. Det kan man ikke rigtig finde argumenter mod - især ikke når de æstetiske bryder sammen: Armanis sandsten "passer" meget bedre til stedets romantik, end drugstorens neonskilte.

Benspænd
Det eneste man kan gøre, er at gøre ham livet besværligt. Det sørger administrationen i form af CDEC for. Det er dem, som skal give grønt lys for byggetilladelser til større forretnings-komplekser. De har stort set ikke givet Armani lov til at forandre nogetsomhelst inden i bygningen. Så trods de mange kvadratmeter er templet af labyrintisk natur, hvilket kræver et uhørt stort antal ekspedienter. Nu ligger butikken der, men paradoksalt nok har cafeen og den eklektiske bladkiosk inde i butikken ikke fået lov til at have åbent om aftenen. Så dér fik man spændt ben for sig selv, hvad angår de sene cigaretter og de tidlige aviser. Armani har købt sig ind i St. Germainernes hjerte og fået Gréco til at forstumme ved at give betydelige summer til restauration af kvarteret. Englene i glasmalerierne i Kirken på det modsatte hjørne fik friske vinger for 1 million
(plus 15 procent af salget de første tre dage).

Ramaskrig i Le Monde
Det sidste ramaskrig kom så fra Le Monde's læsere. For ét er, at Emporio Armani-reklamerne var på busser og busstoppesteder, på plakatsøjler og i metroen. Men den 22. januar indtog kejser Armani den billedløse avis med ikke mindre end seks helsider, adskillige halve, og med en velpudset og smukt belyst sko midt i børsnoteringen. Med læserbrevsstorm tilfølge. Fræk er han denne italiener, som i årevis har klædt yuppier og deres efterfølgere på, efter det nye ordsprog som (næsten) er i folkemunde: "Du skulle købe dig et sæt Armanitøj, så ville du se mindre dum ud."
For frækheden ligger i reklamesiden og det råt minimalistiske koncept. Frækheden ligger i, at en simpel ret spaghetti i cafeen koster nær de 100 F, at kiosken byder på de mest hippe modeblade fra hele verden, men også på det sidste kunstkatalog fra Sachi&Sachi's (kunst)kollektion, og arkitektur- og fotoblade. Frækheden ligger i at sælge et billede af "avancerede" mennesker, når man sælger en skjorte og et sæbeetui. Kataloget er fyldt af anorektiske kvinder og svulmende mænd. Selv på de billeder, hvor de er fotograferet sammen, undrer man sig over, hvad de skal foretage sig med hinanden. De ser da også spørgende på fotografen.
Det eneste, som ikke er æstetisk frækt, og i trend med kunstens non-avantgardistiske avantgarde, er tøjet. Det er fuldkommen elegant, fuldkommen lækkert og fuldkommen ufarligt. Det er med denne balancegang på den tynde line mellem billedets drøm og varens realitet, at kejser Armani opretholder en rekordomsætning på syv milliarder franc om året, med ikke mindre end 60 procent i rent tøjsalg. Haute-couture-husene, som for alvor kreerer, kan roligt være grønne i hovedet af misundelse.
Giorgio er ikke grøn, han er solbrændt, hvidhåret, muskuløs - og tilfreds. Han er 64 år gammel, klædt i sort og har isblå øjne. Hvis stil kan købes, så kan det nu - udover 130 andre steder i verden - gøres på selve Saint-Germain-des-Prés. Myterne gror forhåbentligt et andet sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her