Læsetid: 7 min.

Asteroidens flugt over Manhattan

21. marts 1998

Intermetzo
En asteroide er ikke en stjerne, skønt ordet (gr.) kommer af aster (stjerne) og eidos (form), altså 'stjerneform'. En asteroide er altså en falsk stjerne og snarere en planet. En lille én - eller nogle små nogle - i overfladen mineralske eller metalliske - som på grund af asteroidebæltets særegne placering i solsystemet ikke har kunnet samle sig til én større planet - eller et par stykker.
Asteroiderne er lige så gamle som alle os andre i systemet - 4,5 milliarder år - men de er først blevet opdaget for et øjeblik siden - i 1801 af en skarpsindig italiener, der fandt asteroiden Ceres. Samme år som Københavns bombardement i 1807 - skønt de to ting intet har med hinanden at gøre - fandt man fire asteroider til.
Men så gik der mange, mange år, før fotografiet i slutningen af århundredet muliggjorde mere detaljerede himmelstudier, der afslørede en sværm af asteroider. Og i vore dage er der opdaget temmelig mange flere, ligesom de kyndige har aflokket disse himmellegemer enkelte af deres hemmeligheder.

Kort sagt kan man lige så godt først som sidst se kendsgerningerne i øjnene: En skønne dag skvatter populært sagt en af disse asteroider ned i hovedet på os. Akkurat som for 65 millioner år siden i de store øgledyrs sidste krampagtige timer, da jordens skæbnebane blev en anden, og de små pattedyr fik en uventet chance.
Mange forstandige folk synes at være af den opfattelse, at tilværelsen for dinosaurerne, disse fascinerende væsener der på den tid havde befolket - eller bedyret - verden i over hundrede millioner af år, brat blev afsluttet af nedslaget fra en asteroide, en kæmpe løsrevet fra det indre rum i dens hidtidige kredsbane mellem Mars og Jupiter.
Eller måske mere præcist: datidens dominerende dyreart omkom ynkeligt af sult og kulde som følge af nærkontaktens eftervirkninger. En sådan asteroide med afsæt fra egnene omkring Jupiter rammer nemlig ikke bare jorden, og så er dét glemt. Såfremt asteroiden er så tilpas stor, at den overlever mødet med atmosfæren i ét stykke, eksploderer den til gengæld med et brag som kun kan sammenlignes med kraften fra utallige brintbomber.

Man kan læse sig til at sprængkraften af en kubikkilometerstor asteroide - en ikke usædvanlig størrelse - svarer til at man samlede alle USA's, Frankrigs, Kinas og Ruslands atomssprængladninger på ét sted og fyrede dem af samtidig. En effektiv afrustning, kan man sige. Et sådant big bang efterlader - foruden selve skadevirkningerne fra eksplosionen som er betragtelige nok - luften tyk som vælling af skidt og møg, der totalt forhindrer den livgivende sol i at nå ned på den afbrændte jord til de få overlevende. Ikke just hyggelige udsigter.
Time Magazine viser i sit nummer for afvigte uge en sådan asteroide på 1,6 km i diameter - på størrelse med 1997 XF11 asteroiden, der efter alle solemærker(!) at dømme vil passere jorden år 2028 i en afstand af 1 million kilometer. Det er den nye beregning, som er ensbetydende med at vi er frikendt til år 2028, med mindre der dukker en anden og hidtil ukendt asteroide op horisonten. Det var faktisk først antaget at passagen af 1997 XF11 ville være væsentligt snævrere - sølle 48.000 km - med betydelig risiko for at 1997 XF11 - formentlig ligeglad med sådanne menneskelige beregninger - alligevel, og om uheldet var ude, ville kunne ramme jorden.
Det fremgår af artiklen, at astronomernes beregninger opererer med ca. 2.000 af den slags kilometerstore asteroider. Af disse befinder flere sig i kryds- eller nærkontaktbane med jorden, men man kender - hvilket jo er temmelig bekymrende - kun den eksakte placering og rotation af ca. 200 af dem.

Med andre ord kan man som antydet ikke vide, om eller hvornår det kan gå hen og blive alvor. Dertil kommer ca. 300.000 asteroider af lidt mindre kategorier, der heller ikke er for morsomme at stifte bekendtskab med, og som snildt i nedfaldet kan sanere en jordisk storby eller byggemodne en ellers ufremkommelig regnskov.
Ved et fotocollagetrick har Time-redaktøren anbragt asteroide 1997 XF11 over Manhattan, således at dens centrum falder sammen med midten af denne velkendte, tætbebyggede ø i Big Apple.
Beskueren præsenteres for sceneriet set ude fra Hudson-flodens midte. I forgrunden tøffer en af de populære circle-tour udflugtsbåde fredsommeligt afsted - klummisten vil anbefale en sådan turistudflugt rundt om hele øen, inden det er for sent. Et kønt gammeldags sejlskib understreger idyllen. Lyset er gyldent, solnedgangstid, klart vejr. Turisterne flokkes på flådemuseets hangarskib i havnen. Det kan man lige skimte, og billedet er så skarpt at man næsten kan høre travlheden og trafikken. I baggrunden gaderne som kløfter i byen og de kendte skyskrabere: Chrysler, Empire State o.s.v. Hverdag i New York - en dag som alle andre.
Og edderuhyggeligt. 1,6 kilometer asteroide fylder ikke så lidt i landskabet - selv i forhold til Manhattans overvældende skyline.
Asteroiden, der i fantasien kan tænkes set i selve splitsekundet, før den rammer jorden, før eksplosionen, er næsten lige så høj som den er bred. Næsten halvanden kilometer. Et løsrevet bjerg, eller en mindre herreløs måne, som collagekunstneren har forestillet sig den, arret af meteroitnedslag og vulkaner og tidens 4,5 milliarder år gamle tand.

Man skal ikke være ekspert - eller have læst ovenstående gribende beretning - for at indse det uhensigtsmæssige i at blive ramt af så stort et stykke af vor åbenbart så skrøbelige himmel.
Nu ville amerikanerne jo ikke være sig selv, hvis de ikke i samme åndedrag forsøgte at gøre noget ved et sådant problem. Den gamle koldkriger, fysikeren Edward Teller, der altid har været god for en drastisk løsning, foreslår at man benytter sig af lejligheden med 1997 XF11 og øver sig i at sprænge en sådan asteroidetrussel i stumper og stykker med de atomraketter, der jo alligevel blev overflødige efter Sovjetunionens sammenbrud.
Nuke it! som Teller siger, og som han i øvrigt altid har sagt, når der var problemer under opsejling. Det er godt med ham! Andre og mere fredsommelige fysikere anfører forsigtigt at lige netop den fremgangsmåde kan skabe flere problemer end de løser, ifald den pågældende asteroide på kollisionskurs er mineralsk. Så splittes den bare i stumper, som hver og én og af stadig betragtelig størrelse kan ramme jorden og hver for sig og tilsammen skabe næsten lige så megen ravage som asteroiden i sin oprindelige størrelse.

Nærlæser man Time Magazine-artiklen - som strengt taget ikke behøver være udtryk for den endelige forståelse af jordkolliderende asteroider, men som virker kompetent på en naturvidenskabelig dilettant - får man, når alt kommer til alt, det uheldssvangre indtryk, at der faktisk ikke er så meget at stille op. Hvis en asteroide beslutter sig for at afbryde sin bane og vælge den lige genvej mod moder jord, er det bare nat med fru Knudsen.
Det kan måske være meget sjovt at snakke om, hvad man kan gøre, men morskaben hører brat op ved mødet med realiteterne. Tju bang! Farvel og tak. Næste art på banen!
Men når den første panik har lagt sig, og man har beroliget sig med at det jo nok ikke sker foreløbig, er tanken om ragnarok iværksat udefra næsten lige så beroligende: At jordens eksistens og velfærd således er underkastet tilfældighedens lov in absurdum. Noget, der satte sig i sving for milliarder af år siden.
Først ved Big Bang. Siden ved en nær evig kosmisk nedbygningsproces tilbage mod Antibig Bang, eller hvad der nu sker til den tid, eller ved sammenstødet mellem to galaxer eller noget helt tredje, og som altså afstedkom dette rastløse universelle affalds uberegnelige færden, dette noget kan på et langt senere tidspunkt få drabelige, men totalt tilfældige konsekvenser i den egn af rummet som i øjeblikket er nutiden eller engang er fremtiden.
De fylder intetsomhelst i helheden, disse kosmiske partikler på halvanden kilometer i diameter, men de kan ikke desto mindre en dag blive det ultimative grus i maskineriet.

Selve forestillingen: at himlen falder ned i stumper er ikke ny, men arketype. Hvad der er sat op, kommer også ned. I den klassiske fabel finder ræven på at smide et tilfældigt stjerneformet træstykke af hønsegårdens indhegning ind til hønsene. Himlen falder ned i stjerne for stjerne! Panikken griber hønsene, alle forsvarsværker falder. Ræven har frit spil. Walt Disney tog senere historien op. Med undertoner. Historien er produceret som bedredskabsfilm.
Ræven er den ydre fjende, hønsene de godtroende amerikanere, der reagerer hovedløst på den nedfaldne stjerne.
Senere - også i tegnemediet - skildrer Hergé i Tintin mere konkret timerne op til en asteroides ankomst. Ikke realistisk, men stemningsmedrivende. Heden bliver stadig mere trykkende, mens dommedag rykker nær. Asfalten klæber, hundene hyler, asteroiden lyser som en sol i mørket, og de falske profeter har frit spil.
Disse linier i dag har ikke haft meget med krisen i det Konservative Folkeparti at gøre, eller magtkampen i Venstre eller storkonflikten i kimingen eller Clintons utilregnelige og sexforstyrrede fruentimmer-bekendtskaber eller blodhunden Pinochets overgang til senatorværdigheden på livstid.
Blot en stille undren over skrøbeligheden og tilfældigheden ved altings væren. Uden bagtanker. Næsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu