Læsetid: 4 min.

Om autisme og vacciner

16. marts 1998

Ny undersøgelse peger på sammenhæng mellem paraplyvaccinationer og udvikling af autisme

Der findes ikke to ens mennesker. Den samme påvirkning kan give vidt forskellige reaktioner, alt efter hvem der påvirkes. Når Brian Laudrup scorer et landskampmål vækker det jubel hos hovedparten af den danske befolkning - men der findes i dette land også borgere, som ikke kan tåle synet af den velfriserede gentleman, og som derfor irriteres grusomt, når han laver et mål.
Efterhånden er man begyndt at få øjnene op for, at det også forholder sig sådan med den menneskelige organisme. I medierne har der inden for de sidste par år været flere historier om børn , der er blevet syge af de vaccinationer, som rutinemæssigt gives til små børn i vaccinationsprogrammerne. Hvor flertallet af befolkningen nyder godt af den immunitet, som en vaccine giver overfor en sygdom, så reagerer en lille brøkdel af de vaccinerede med irritationer og forstyrrelser af forskellig grad.
Forældrene til de uheldige - eller måske prædisponerede - børn har kunnet fortælle om nerologiske sygdomme og adfærdsmæssige forstyrrelser hos børnene efter vaccinationerne. Men forældrenes udsagn har i mange tilfælde ikke været tilstrækkeligt bevis for sammenhængen mellem vaccine og sygdom - der har manglet medicinske beviser. I Arbejdsskadestyrelsen, og i Den Sociale Ankestyrelse, hvor sager om erstatning til de syge børn behandles i henholdsvis første og anden omgang anerkender man blandt andet ikke autisme, som en lidelse, der kan udløses af børnevaccinerne.

Flere sygdomstilfælde
Netop de autistiske børn bliver der fokuseret mere og mere på. I England rapporteres der om flere hundrede tilfælde af autisme, som følge af vaccination med paraplyvaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, og i Danmark stiger antallet af sager også.
Mange af forældrene til de danske børn, der angiveligt har udviklet autistiske træk som følge af paraplyvaccinen, er samlet i organisationen Vaccinationsforum.
Tina Junge fra Vaccinationsforum kan berette om mange tilfælde, hvor forældrene har observeret - og i nogle tilfælde endda videofilmet - børnenes adfærdsændringer i tiden efter vaccinationen. Men da der ikke er lavet længerevarende undersøgelser af følgerne af vaccinationerne, har den medicinske verden ikke haft nogle videnskabelige beviser på sammenhængen.

Måske sammenhæng
Nu er der hjælp på vej til Vaccionationsforum. En gruppe engelske læger har i en ny undersøgelse prøvet at føre bevis for sammenhængen mellem paraplyvaccinationen og autisme. Deres undersøgelse er offentliggjort i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet.
Forskerholdet bag undersøgelsen blev ledet af Andrew Wakefield fra The Royal Free Hospital i London. De undersøgte tolv børn med adfærdsmæssige forstyrrelser og inflammation i maveregionen. Alle var de vaccineret med paraplyvaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, og ni af børnene havde fået stillet diagnosen 'autistisk'. Wakefield mener, at i sjældne tilfælde kan paraplyvaccinen give inflammation i maveregionen, som derefter kan udløse den ekstreme sociale tilbagetrækkelse, som autister udviser. Andre eksperter er ikke enige, og mener, at undersøgelsen ikke er fyldestgørende.
Til tidsskriftet New Scientist udtaler Frank DeStefano, som er vaccinespecialist fra det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, at det er svært - når man skal kigge i bagspejlet - at afgøre om de autistiske symptomer blev udviklet lige præcis efter vaccinationen, som normalt gives når børnene er mellem 12 og 18 måneder gamle.
DeStefano påpeger også, at paraplyvaccinen er givet til millioner af mennesker, så selvom autisme er en bieffekt af vaccinationen, så er den utrolig sjælden. Når mæslinger, fåresyge og røde hunde samtidig - i DeStefanos øjne - er farlige sygdomme, så opvejer vaccinens fordele langt de eventuelle bagdele, som de sjældne tilfælde af autisme udgør.

Samfundets kalkyler
Det gælder selvfølgelig kun for samfundet som helhed. For den enkelte person, som udviklier autisme, giver de samfundsmæssige udregninger ikke nogen mening. Det er den synsvinkel, som Vaccinationsforum - og de tilsvarende organisationer i andre lande - arbejder ud fra. Foreningen er hverken for eller imod vaccinationer, men mener, at informationen om de eventuelle bivirkninger ved vaccination er alt for ringe - at forældrene ikke får informeret samtykke ved behandlingen, hvilket de ellers skal ifølge lægeloven. Og så mener de selvfølgelig, at samfundet må kompensere for de gener som enkelte mennesker påføres i forbindelse med vaccinationsprogrammerne.
Her er Danmark langt bagefter USA, hvor den gennemnitlige ydelse, der gives af det Nationale Vaccineskade Kompensationsprogram til børn, der har udviklet komplikationer, er på cirka 3,5 millioner kroner.

Overflødig vaccinering
Et tredie kritikpunkt, som også støttes af Andrew Wakefield, går på selve ideen om paraplyvaccinen: at man med et enkelt skud vaccinere mod flere sygdomme på en gang. Vaccinen gives for at minimere antallet af lægebesøg. Men Wakefield og andre immunologer frygter at man med en sådan multikomponentvaccine overbelaster immunsystemet hos nogle børn. De så hellere, at man gav individuelle vacciner med et års mellemrum. Det ville også give forældrene bedre mulighed for at kunne vælge de enkelte vacciner til og fra.
Når fåresyge og røde hunde betragtes som farlige sygdomme, er det ikke fordi selve sygdomsforløbet hos et barn giver problemer - men fordi de to sygdomme hos henholdsvis voksne mænd og gravide kvinder kan få alvorlige følger. Det er derfor ikke strengt nødvendigt at vaccinere mod de to sygdomme, hvis man blot sørger for at en dreng smittes fåresyge og en pige med røde hunde, inden de bliver alt for gamle. At man ovenikøbet vaccinerer piger mod fåresyge og drenge mod røde hunde virker i nogens øjne direkte overflødigt.
Men ligesom man ikke kan vælge kun at se de landskampmål, som bliver scoret af andre spillere end Brian Laudrup, (i hvert fald hvis man sidder på lægterne, og ikke spoler i videoversionen,) så kan forældrene ikke vælge de enkelte vacciner til og fra - det er enten eller.
Det kræver selvfølgelig at man kender de reelle risici ved vaccinerne. Noget kunne tyde på, at man hidtil ikke har kendt (og anerkendt) de fulde omkostninger, en ellers uskyldig vaccine kan få for et lille barn. phy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu