I Teheran anses det for umoralsk, hvis unge går ud sammen, og de kan ryge i spjældet for at holde i hånd. Men de unge iranere ønsker en islamisk republik, fordi religionen giver dem en identitet, en kultur og en tradition, som de ikke vil være foruden
Kun én gang glemmer jeg, at en kvinde under ingen omstændigheder giver en muslimsk mand hånden. Det sker, da jeg møder Payam. Jeg grubler skamfuld over hvorfor. Var det befippelsen over hans ganske uforskammet smukke ansigt, der satte klør fem på automatpilot? Eller var det ham, der rakte hånden frem? Først flere timer senere gøres bekymringen til skamme.
Det fedeste sted i Teheran er bazaren. Så snart man lægger det grånussede gadebillede og de kravlende bilkøer med deres stinkende tarmgasser bag sig og forsvinder gennem den let nedadskrånende indgang til byens markedsmekka af kitsch og kronjuveler, skal der mindst én fremmed mandehånd, der udnytter mylderet og gør det forbudte, til at jage én ud igen.
Her i hjertet af den iranske økonomi er der varer til alle sider fordelt i små velbesøgte boder. Billige håndklæder fra Kina, falske ure fra Korea, ægte og uægte persiske tæpper, tallerkener, tepotter og tudehorn. Kvinder der står og glaner over stoffet til deres nye chador og en nedringet drøm til næste familiefest.
Lydniveauet veksler fra korte stunder af næsten ro til momentvis infernolignende falbydning af dimser og dutter fra de stakler, der ikke har deres egen butik, men er tvunget til at sælge ambulant med hele varesortimentet hængende over armen.
Så hører man den blinde. Hans klagende stemme begynder i det fjerne og blander sig, efterhånden som han kommer nærmere, med den klingende lyd af mønter, der havner i en blød hat for enden af hans fremstrakte hånd. Med stokken renser han terrænet for næste skridt, de tomme øjenhuler vender mod loftet, og han ser ikke sin konkurrent, en lille kroget kvinde, der søger barmhjertighed i modsat retning, krydsende op mod den tætte menneskestrøm.
Her dufter af sprød kebab. En fingernem kebabmand snitter strimler af sin cirkulerende kødklump og laver på 11 sekunder en sandwich, som det tager 30 minutter at tygge sig igennem. En 12-årig skræddersøn sidder i en halv kvadratmeters bod og klipper i et hvidt stykke stof med en skræddersaks. Så må man pludselig springe for livet. Bazarens svar på Michael Schumacher pløjer sin kærre med Sony-papkasser gennem mængden. Dette er bazarens helt egen rugbrødsdrevne varetransport af den grovkornede slags, som til hver tid har forkørselsret, mens fodgængerne ligesom ude i den rigtige trafik må påtage sig vigepligten.
I periferien af kebabduftens rækkevidde har Mehdi Miri sin butik med sytilbehør. Han er til forskel fra de andre handlende nem at tale med, fordi han har boet i USA i 15 år. Han blev uddannet til elektroingeniør, før han for otte år siden vendte hjem til sytråden og sikkerhedsnålene i bazarboden, der i 60 år har været i familiens eje.
"Jeg blev gift med en iransk pige, og så blev jeg hængende," smiler Mehdi og overlader kundebetjeningen til de to andre mænd, der mirakuløst skruer sig ind på den mikroskopiske plads mellem blonder og skulderpuder bag disken. Selv vil han hellere tale om sit lands tilstand, et emne, der optager ham særligt i kraft den ekstra dimension, eksilet har tilført.
"Jeg kender begge dele indefra, både den vestlige og den iranske kultur. Og jeg kan garantere, at det ikke er alt fra vesten, jeg kunne tænke mig at overtage. Tag for eksempel respekten for kvinder i Vesten. Den er som en hul bold," siger han og tegner en cirkel med hænderne.
"I USA kan du hurtigt få fat i en kvinde, og du kan også gå i seng med hende. Men du kan lige så hurtigt droppe hende igen. Her i Iran mener vi, at kvinden er noget særligt, noget skrøbeligt, som vi skal passe på. Hun er den, der giver os mænd livet, og vi skal respektere hele hendes person. Engang talte jeg med en amerikansk ven om, hvordan han vælger kvinder."
"Ved du, hvad han sagde? Han valgte kvinder efter deres udseende. Det kan jeg ikke lide. Hvis jeg skal giftes, beder jeg min mor om at finde en god pige. Så er jeg sikker på, at kriteriet ikke er overfladisk," siger Mehdi Miri og rammer, hvad der er så svært for en udlænding at forstå: diskrepansen mellem statens og befolkningens kvindesyn. For samtidig med, at kvinder i Iran har middelalderlige retslige rettigheder, beklæder de langt flere høje poster i samfundet end deres medsøstre i det øvrige muslimske Mellemøsten.
"Jeg er ikke imod alt, hvad der er vestligt. Men skraldet må I godt beholde for jer selv. Michael Jackson for eksempel. Det er skrald," siger Mehdi, der begyndte som afrydder på Burger King og endte med at finjustere hardware i et stort computerselskab i Californien.
Jeg går videre gennem mylderet. Bliver skubbet og puffet fysisk, som jeg lige er blevet det mentalt af Mehdis ord, der klinger interessant, selv om den vestlige opfattelse af ligeberettigelsen står i vejen for fuld forståelse, endsige enighed. Måske er det derfor jeg ikke opdager, at indtil flere mænd rækker ud efter det, de håber, jeg gemmer under den løse frakke.
Ja, ja, det er godt med al den "kvinderespekt", når jeg at tænke, inden tolken får øje på de løse mandehænder og frådende forarget beordrer mig til at gå foran ham, så han kan holde øje. Han fortæller, at der engang måtte to fuldvoksne mænd til at eskortere CNN's halviranske superkorrespondent Christiane Amanpour ud af bazaren.
"Hun ville ikke gå med de lange gevandter. Og hun er velskabt. Det gav en farlig ballade," siger han, da vi forlader handlens og hanløvernes hule og vender tilbage til den milde og solrige vinterdag udenfor.
Resten af byen er ikke værd at skrive hjem om. Den er ung, blottet for kulturmindesmærker og fyldt med høje, grå huse. Det siges ellers, at den siddende borgmester, Gholamhossein Karbaschi, har givet byen en ansigtsløftning i form af flere billige boliger og parker. Men nu er han blevet ramt af lovens lange arm, der med hård hånd føres af de mest reaktionære kræfter i landets fundamentalistiske ledelse. Karbaschi er blevet indkaldt til forhør i retten den 4. april på en uspecificeret sigtelse, og en af hans topembedsmænd er blevet idømt 25 års fængsel og 322 piskeslag for korruption. Angiveligt har borgmesteren og hans hjælpere misbrugt deres stilling til at hjælpe den nye moderate præsident Mohammad Khatami til magten sidste år.
I Teherans moderate politiske kredse mener man, at hetzen er mere politisk end juridisk begrundet og indgår i magtkampen mellem strammere og fornyerne, der ønsker en mere liberalt samfund. Politiske partier er fortsat forbudte, vestlige film er forbudte eller censureres, det er forbudt at drikke alkohol, og Teheran er blottet for mødesteder for unge. Det anses for umoralsk, at unge går ud sammen, og de kan ryge i spjældet for at holde i hånd.
"Hvad er det sjoveste, man kan foretage sig i Teheran? Giv mig en rigtig glad aften," opfordrer jeg en af mine venner, da trangen til en tilrøget beverding melder sig på femtedagen.
Han tænker sig om et par minutter og vender så sin 30 år gamle Hilman Hunter mod nye eventyr. 70 procent af Teherans bilpark udgøres af denne gamle Talbot-model, ovenikøbet alle i den samme ubestemmelige gråhvide farve og et design, som tiden har fået lov at løbe fra.
Restauranten hedder Frihed, og hold da op hvor kan man mærke, at stemningen er løssluppen. Flere kvinder i lokalet har det meste af deres pandehår hængende uden for tørklædet, og mange har makeup på... Men bortset fra, at der ikke er meget diskoteksstemning over stedet, så oplever man her som alle andre steder i byen det, der gør Iran til et land, man vil tilbage til. Folk vil snakke, spørge, høre, lytte, og de er frem for alt så venlige og gæstfri, at man ikke fatter, hvordan 6000 af deres landsmænd kan holde ud at bo i Danmark.
I Friheden sidder gæsterne ikke ved borde, men på bænke belagt med persiske tæpper, hvor de i skrædderstilling indtager stedets faste menu: ab gosht, der betyder vand og kød. En herlig gryderet, der efter adskillige timer over ilden frahældes suppen, hvorefter tjeneren med en træmorter maser kød, bønner og ærter sammen til mos, som guffes med græstotter, der præsenteres som krydderurter. Dertil nyder man et dejligt glas yoghurt med vand i.
En cirka 200 år gammel spåmand, hvis hvide hårvækst står lige så langt ud fra hans hoved, som huden på kinderne hænger ind under kraniet, fortæller fra sit bord ved indgangen, hvad kundernes fremtid vil bringe. Jeg glemmer fuldstændig at høre efter, sidder bare og glor på tevarmeren på hans hoved og den der hud, men fatter dog, at jeg forventes at kvittere kontant for de ubegribelige mængder af lykke, han mener vil blive mig til del. Hvilket jeg gør. Overfor sidder indehaverens endnu ældre mor i en kørestol, ubevægelig bortset fra håndens urytmiske taktslag til den iranske folkemusik, der flyder fra orkestret på scenen.
Vandpiberne begynder at gå rundt, og det syvende glas med te bliver stillet til os. Jeg skæver til min ven, der er helt væk i musikernes gengivelse af 1000-årige tekster fra den gamle nationaldigter Ferdowsi, og selv om den sjoveste aften i Teheran aldrig rigtig kommer til at rykke, har jeg set, hvordan man går i byen.
Så er der mere gang i den hjemme hos Ali, en af Teherans driftige nyrige forretningsmænd. For her får vi både hvid- og rødvin til middagen, mens så moralnedbrydende navne som Celine Dion og italienske Zucchero vippes ind i cd-spilleren. Ganske i modstrid med loven.
"Jeg interesserer mig ikke en døjt for politik. Jeg vil bare tjene penge," siger Ali, der har både kok og tjener. Til gengæld fortæller han begejstret om sin vinproduktion. At druerne kommer på store vognladninger ude fra landet. At skraldemanden dagen efter må have lidt ekstra drikkepenge for at køre bjerget af stilke væk. Hvordan det lykkes myndighederne at overse denne i Teheran ganske udbredte private produktion af ulovlige rusmidler, er en gåde.
Vi får ingen hash eller opium den aften. Men det bruger man ellers også. Afghansk herkomst, fortæller de indviede.
For folk i Teheran lever livet, selv om de ifølge loven stort set kun må spise, drikke yoghurt, sove og bede. Tiden er ikke gået ubemærket hen over det iranske samfund, og forandringerne er til at tage at føle på. I den Islamiske Republik Iran, fundamentalisternes og den islamiske revolutions hjemland standser livet ikke som i andre muslimske lande fem gange om dagen, når der skal bedes. Og de færreste står op til den tidlige bøn klokken 5.30.
"Det er i orden at bryde religiøse regler. Bare man ikke gør andre mennesker ondt," lyder en typisk iransk tolkning af islam anno 1998.
Indflydelsen fra Vesten ses tydeligt i byens rige nordlige del i butikscentret Safavieh-passagen. Her går pigerne med tyk makeup og glor langt efter hotpants og guldsandaler. Lancome, Reebok, Trussardi, Hugo Boss - de er her alle sammen, mærkevarerne fra Vesten. Meget af det er ganske vist billige efterligninger, for de færreste har råd.
"Indtil for to år siden solgte vi mange mærkevarer fra Vesten. Men så tabte rial'en værdi, og nu har kunderne ikke råd længere," siger en butiksejer.
Her i konsumland kan man både få Calvin Klein-bukser og Sting-briller, og på burgerbaren sidder teenagedrengene i hiphopbukser og spiser pommes frites med ketchup.
I nabobutikken står et par plateau-sandaler udstillet side om side med det allestedsnærværende portræt af ayatollah Khomeini, hvis status som folkehelt og symbol på Irans genvundne selvværd hænger ved snart ti år efter hans død.
Hans status bliver klar som krystal, hvis man tager en halv time uden for byen til ayatollahens mindesmærke. Herude på den flade slette sidder familier i græsset og tømmer den medbragte madkurv, før de afleverer deres sko i garderoben, får et nummer udleveret og glider lydløst ind i Khomeinis gravsal. Udlændinge skal ikke være bange for tyvagtige bagtanker, hvis de ikke får noget nummer. Deres udseende er et nummer for sig i garderobemandens bevidsthed.
Salen ligner en idrætshal med marmorgulv. Den eneste lyd kommer fra de hvinende unger, der bruger gulvet som glidebane, mens de voksne står med hænderne på buret, der indeholder lederens kiste. Kvinderne holder sig på den ene side af buret, mændene på den anden. Nogle snøfter. Andre nøjes med at bøje hovedet og se alvorlige ud. Mange sidder med ryggen op ad hallens bærende søjler og mediterer. En mand taler i mobiltelefon. En anden vender fodsålerne mod himlen og hovedet mod Mekka i bøn.
"Vi kommer her tit, mindst en gang om måneden," fortæller Saieo-lolachie, der har taget konen og sine to børn med. Kvindens øjne er omkranset af eyeliner, og mens manden fører ordet, sidder hun tavs ved hans side og fodrer ind imellem datteren og sønnen med bølgechips, som hun hiver frem under chador'en.
"Khomeini var noget ganske særligt. Det sker kun en gang på et århundrede, at man får sådan en leder. Uanset hvad de gør, så vil hverken Khamanei eller Khatami komme op på siden af ham," siger han om henholdsvis Khomeinis efterfølger som åndelig leder og den nye præsident.
Selv dødsdommen over Salman Rushdie er noget, han ikke vil diskutere, for det var jo Khomeini, der afsagde den.
"Han var vores leder. Derfor skal vi adlyde ham," siger manden, der har en papirforretning inde i Teheran.
Den slags udsagn er, hvad systemkritikeren og journalisten Kawe Golestan hentyder til, når han kalder iranerne for "politiske analfabeter".
"Vi er som børn, der med revolutionen har opdaget, at vi kan lave om på noget. Men vi er ikke klar til at undvære vores far endnu. Vi har brug for en åndelig leder. Og den automatiske lydighed eksisterer stadig i mange mennesker her. Det er dem, der siger: uanset hvad lederen siger, er det rigtigt. Tag bare os journalister. Vi kan ikke engang finde ud af at organisere os. Forleden skulle vi filme en vigtig begivenhed, og jeg forsøgte at skabe en situation, hvor alle kunne komme til at fotografere. Ved du hvem, jeg måtte hente hjælp hos? Politiet!"
Så er det, jeg møder smukke Payam. Han er 29 år, taler engelsk som en New Yorker, selv om han aldrig har sat sine ben uden for Iran, og i de første fem minutter af vores samtale, forsvinder brudstykker af hans ordstrøm, fordi jeg sidder og flover over det der håndtryk. Utroligt så hurtigt, man kan indoptage andre kulturers dårlige samvittighed over en gestus, der normalt er udtryk for god opførsel, tænker jeg, før jeg vender tilbage til hans ord.
"Vi må give vores styre tid. Se på historien. Andre revolutioner har også krævet tid. Tag bare den franske. Forfatningen blev også ændret mange gange der. Der er kun gået 20 år siden revolutionen. Og vi er stolte af den. Den gav os vores nationale og kulturelle værdighed tilbage. Er du klar over, hvad amerikanerne gjorde her? De amerikanske soldater flirtede med vores piger på en måde, der går imod vores kultur. Det var måske uskyldig opførsel i deres øjne, men de krænkede vores moral. Og fordi shahen havde indført immunitet for alle amerikanere i landet, stod de over loven. Det var en voldsom krænkelse."
"De unge iranere ønsker en islamisk republik. Ikke den fundamentalisme, vi har i dag. Den er 200 år bagefter tiden. Men uden islam, uden vores religion kan vi ikke definere os selv. Det er vores identitet, vores kultur, vores tradition. Islam er en guide til god opførsel og god moral, og jeg er stolt over at have islam som kultur. Ser du, der er en stor forskel på vestlige og muslimske værdier. I Vesten har du en familie, en kone, en mand. Her tilhører du en familie."
Jeg lytter velopdragent og naturligvis oprigtigt interesseret, men efter et par timer i Payams selskab, samler jeg mod til at stille ham spørgsmålet.
- Øh, nu ved jeg jo godt, at man ikke sådan giver hånd her, men....
Jeg bliver afbrudt af Payams grin.
"Slap nu af, Iran er ikke noget fængsel, og vi ved godt, at man giver hånd i Vesten," griner han og viser, at han forlængst har læst mine tanker.
- Men var det mig eller dig, der rakte hånden ud? insisterer jeg.
"Det må du selv bestemme. Tog du skade af det? Jeg gjorde ikke."
*Denne artikel er den sidste i en serie reportager fra Iran. De øvrige blev bragt d. 4., 9., 14., 18. og 19. marts
