Læsetid: 2 min.

Bleys helt store big band

31. marts 1998

Som komponist og pianist mere end som leder stod jazzens Super-Carla sammen med Radioens Big Band for en livsalig musikbegivenhed

KONCERT
Hun er avanceret langsomt inden for jazzen, den nu næsten 60-årige Carla Bley. Ganske vist gjorde hun sig bemærket som komponist fra hun var et par og tyve, men hun var op mod fyrre, før hun fik sit eget orkester, som længe var et semi-permanent ensemble på ni-ti m/k'er.
I den sidste halve snes år er besætningen så vokset til først fjorten medlemmer (The Big Carla Bley Band), så sytten (The Very Big Carla Bley Band). Men først nu har vi fået lejlighed til at møde hende med et fuldbesat big band på tyve musikere, og det var ikke hendes eget, men Danmarks Radios.
Siden kan man så overveje hvad det kunne have betydet, hvis tiden og hendes eget temperament tidligere havde sat hende i spidsen for hendes eget big band - som den mere end tyve år yngre Maria Schneider, der nu i ni år har ledet sit eget mandags-aften big band i New York. Det kunne have gjort Bley til en mere erfaren dirigent for en stor besætning, som for eksempel basunisten Steen Hansen, der kort afløste hende på podiet søndag eftermiddag.
Men heldigvis kan dette orkester næsten selv spille musikken, når det først er blevet instrueret, og det var mere Bleys fantasifulde orkestersats og hendes kreative indsats som orkesterpianist end hendes nødtørftige direktion, der gjorde koncerten mindeværdig.

Tidligere værker fornyet
Noget egentligt nyt program blev vi ikke præsenteret for. Af syv kompositioner stammede seks fra Bleys to sidste plader med det "meget store" orkester, Big Band Theory (1993) og Goes to Church (1996), mens den sidste var Hotel Ouverture fra Escalator Over the Hill (1971) i en revideret udgave af den hun for 25 år siden sendte radio-big band'et.
Ved koncerten fremtrådte musikken imidlertid som amplificeret i forhold til pladerne, med et større punch i ensemblespillet og med et mere varieret og udfoldet solistisk potentiel. Med Bley ved klaveret rykkede Nikolaj Bentzon over til el-orgel, hvor hans spil blev en fin forlængelse af kapelmesterindens, og med Steve Swallow på kontrabas var en autoritativ, bleysk bund i rytmegruppen sikret.
I Birds of Paradise tilføjedes violinisten Finn Ziegler, som skilte sig smukt ud fra den opgave der på Big Band Theory varetages af Alex Balanescu.
I Bleys kompositioner var de tidligere så fremtrædende ironiske Kurt Weill-inspirationer nu kun sporbare i det ældste stykke, Hotel Ouverture. Anderledes påfaldende var de velassimilerede træk af Thelonious Monk (i klaverspillet og i det dissonerende, diskontinuerlige ensemblespil i On the Stage In Cages), af ellingtonsk shuffle (i den kalejdoskopisk foranderlige Birds of Paradise) og af klangsensualisme á la Gil Evans (i de mange lyriske passager). Og med fire kompositioner fra Goes to Church-pladen blev koncerten stærkt præget af 3/4 og gospel, måske passende for en søndags-komsammen.
I øvrigt blev koncerterne søndag og mandag et så herligt punktum for big band'ets sæson og for JazzVisits-serien. Og orkestrets ældste medlem, den tidligere første-trompetist Palle Bolvig, takkede af med at blive passende lanceret.

*Carla Bley og Steve Swallow med Radioens Big Band i Copenhagen JazzHouse søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu