Læsetid: 4 min.

For børn, til børn, af børn

27. marts 1998

Børnelitteraturens børnesygdom er dets legitimitetsproblem: Er den Kunst, opdragelsesmiddel eller fed underholdning?

KOMMENTAR
Der er et evigt skisma mellem på den ene side børnebogen som kunst på linje med 'finlitteraturen', og på den anden side bønebogens funktion som pædagogisk eller forbrugsbetonet vare. I debatten om Den Gode Børnebog er det ofte uklart, hvilke kriterier man taler ud fra, når der dybest set er tale om forskellige synspunkter på børnelitteraturen.
Det didaktiske synspunkt vil mene, at gode børnebøger er dem der passer til barnets udviklingstrin, og det bliver dermed et relativt synspunkt.
Det didaktiske synspunkt vil argumentere for, at børn bør læse (udviklingssvarende) bøger af hensyn til deres læseudvikling.
Jo mindre (passende) læsning, desto dårligere læsere og desto flere dårlitg udviklede børn og i sidste ende jo flere sociale tabere.

Kvalitet eller salgstal
Det æstetiske synspunkt vil sætte den litterære kvalitet i fokus. Børns bøger skal vurderes udfra samme kriterier som de finlitterære voksenbøger, en absolut målestok.
Udfra dette synspunkt opfattes formeksperimenterende, postmodernistisk eller metafiktiv børnelitteratur ikke i sig selv som utilstedelig, men hilses velkommen for så vidt som den er med til at videreudvikle den litterære udtryksmåde.
Men det er ikke i sig selv et kriterium på god børnelitteratur, ligesom det ikke er det på god voksenlitteratur. Det er derimod den svært definerlige kunstneriske kvalitet der betyder noget.
Endelig vil det fænomenologiske synspunkt vurdere den enkelte børnebog på, om den efterspørges og læses af børnene eller ej, og om den sælger godt.
Børn skal ifølge dette synspunkt ikke påduttes bestemte typer bøger, hverken de udviklingssvarende eller de litterært gode, men de skal have lov til at læse, lige hvad de har lyst til.
En god bog er simpelthen en bog, børn kan lide. Det er godt, at børn (lyst)læser, ikke fordi det udvikler dem, men fordi de har det sjovt, mens de (lyst)læser.
Her skelnes der ligesom i det didaktiske synspunkt mellem børne- og voksenbøger, idet synspunktet begrundes med børns mere uspolerede og ægte forhold til bøger, fordi de (endnu ikke) er påvirkede af finlitterære ambitioner og ideer.

Mænd mod kvinder
Det fænomenologiske synspunkt er især blevet forfægtiget af nogle mandlige børnebogsanmeldere, Jens Andersen på Berlingske Tidende og Damián Arguimbau på Weekend-avisen, den sidste i et sideløbende opgør med det kvindedominerende biblioteks-didaktiske (og vel også undervisnings-didaktiske) synspunkt. Men også i bibliotekarernes egne rækker har det fænomenologiske synspunkt været fremsat netop af mænd.
Omvendt er det æstetiske synspunkt domineret af kvinder, bl.a. Beth Juncker. I Høst & Søns nyudgivne Årbog for børnelitteratur 1998 (der blev anmeldt i Information tirsdag den 17. marts) er netop Jens Andersen og Beth Juncker sat stævne i et dobbeltinterview.
Her henter Jens Andersen den didaktiske dimension ind som forstærkning af sit synspunkt, idet han udtrykker at børn "har brug for historier, der samler", et synspunkt Beth Juncker afviser at tage stilling til:
"Man kan ikke diskutere, hvad der er godt for den samlede børnegruppe, for børn er lige så forskellige indbyrdes som voksne,", siger hun.
Ligeledes ser Andersen gerne, at børnebøger er skrevet specielt til børn, mens Juncker afviser dette.
Andersen taler om en "anden sensibilitet i sproget," og han efterlyser både dette og en "stærk og entydig fortællerinstans" i den moderne børnebog.

Ikke taget alvorligt
De to kritikere kan imidlertid mødes i en fælles kritik af børnebogs-kritikermiljøet og dagbladsredaktionerne, der ikke tager børnebogsområdet tilstrækkeligt alvorligt.
I samme årbog tager Torben Weinreich i artiklen "Også for voksne?" imidlertid fat på problematikken igen. Han mener, at mange børnebogsforfattere presses til at rette sig ind efter to forskellige kvalitetskriterier på samme tid, de voksnes og børnenes. Hvad dé er, siger han ikke klart, men de ligner dem vi mødte under hhv. det æstetiske og det fænomenologiske synspunkt.
Også han mener, miseren skyldes den manglende agtelse for børnelitteraturen og det deraf følgende legitimeringsbehov i miljøet. Han mener man bør styre et helt nyt sted hen i debatten, nemlig henimod en undersøgelse af forfatterens sprog: voksensprog, bearbejdet voksensprog, fælles voksen-barn fortællesprog og børns eget sprog.

Den fjerde vej
Weinreich kommenterer: "For skal der udvikles et særligt og kvalitativt anderledes sprog i børnelitteraturen, så er det ad vej tre og fire, man må gå," for "børnelitteratur er for børn."
Weinreich citerer flere forfattere for at sige, at de skriver for deres indre barn. Der er således ikke tale om den uspolerede børnelæser, der bedst selv ved hvad der er godt og skidt, men om forfatterens egen søgen efter at finde en ægthed i tonen.
En ægte barnlig tone, vel at mærke, for så vidt det jo handler om børn.
Man kunne kalde dette fjerde synspunkt autencitets-synspunktet. Det minder om det æstetiske, men fastholder, at der er forskel på børne- og voksenlitteraturen, ikke i kunstnerisk kvalitet, men i tone. Og det er forskelligt fra det fænomenologiske, for så vidt der er tale om en kvalititets-, og ikke en kvantitetsvurdering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu