Læsetid: 4 min.

Børnebogsforfattere - et hårdt ramt folkefærd

16. marts 1998

De 'fine' voksen-forfattere vil ikke være i selskab med dem. Deres indtjening er skåret ned i flere ombæringer

KOMMENTAR
I løbet af de kommende dage vil børnebøgerne sprede sig ud over hele landet, og det er ganske overvældende, hvad der sker.
Nogle få eksempler: I Middelfart møder politikommissær Johannes Gregersen op i en børnehave og læser røverhistorier for børnene, iført fuld uniform. I Gentofte sidder præsten i kirkens tårnrum og fortæller bibelhistorier. I Hvidovre fortæller pensionisterne barndomserindringer. I Odense optræder Jesper Klein på børnebiblioteket. I København læser statsministeren op. I Thisted skriver børnene troldehistorier, og den lokale avis trykker de bedste af dem. Over hele landet og i hver eneste større by fortælles historier for børn, og det er i sig selv en virkelig god historie.
Dansk børnelitteratur har ellers ikke haft det for godt i de senere år. Den har været udsat for en kampagne, der kulturpolitisk set er noget af det mest reaktionære siden Rindal. Ved hjælp af simpel brødnid, uvidenhed, snobberi og arrogance er det lykkedes at underminere et af dette århundredes smukkeste og mest demokratiske kulturelle tiltag, nemlig biblioteksloven af 1964, der satsede på en bred udbredelse af litteratur til hele folket, herunder også til børnene og de unge.
Derfor fik børne- og skolebibliotekerne stærkt forøgede bevillinger i tresserne og halvfjerdserne. Det kom naturligvis også skolebogs- og børnebogsforfatterne til gode, hvilket lod sig måle gennem den årlige tildeling af biblioteksafgiften, hvor nogle børnebogsforfattere modtog meget høje beløb. Dette udløste et misundelsens ramaskrig fra forfattere, der skrev for voksne, og som derfor mente, at de var langt mere værd.

Tegnebogsforfattere
Kampagnen mod børnebøgerne og deres forfattere satte ind få år efter biblioteksloven af 1964.
Ekstra Bladet og B.T. lod sig villigt mobilisere. Skolebibliotekerne blev kaldt for 'gøgeunger', og ved hjælp af få - utypiske - eksempler, blev alle børnebogsforfatterne stemplet som svindlere og spekulanter.
På de litterære cafeer taltes hånligt om børnelitteraturen. Den kunne ikke være kunst, som det blev sagt. Børnebogsforfatterne blev kaldt for 'tegnebogsforfattere' og andet nedsættende.
Det triste var, at kampagnen bar frugt. Loven om
biblioteksafgift blev ændret til skade for børne- og ungdomslitteraturen og for de danske børnebogsforfattere, der har måttet betale en meget høj pris for angrebene på dem.
I flere omgange har de måttet acceptere ringere vilkår og lavere afgifter end de skønlitterære forfattere. Det skete således for et par år siden, da der blev lagt et loft over, hvor meget den enkelte forfatter kunne modtage i biblioteksafgift om året. Denne ordning ramte især børnebogsforfatterne, hvilket vel også var meningen med den, men da loven skulle træde i kraft, skrev Ib Michael et læserbrev i Politiken, hvori han gjorde opmærksom på, at den nye lov også ville få uheldige konsekvenser for nogle af de mest populære voksenforfattere.
Dette forskrækkede kulturminister Jytte Hilden så meget, at hun udsatte lovens ikrafttræden til 1999, så de skønlitterære forfattere gik fri for beskæringen denne gang. Til gengæld gennemførte man i 1997 en ordning, hvorefter bøger i klassesæt ikke længere udløste afgift. Det ramte igen børne- og skolebogsforfatterne hårdt, men her hjalp ingen læserbreve.

Den kulturelle afvikling
Det skønnes at der i disse år - set i forhold til situationen før den nye lov - er blevet overført ikke under 20 mio. kr. fra børnebogsforfattere til andre forfattere - om året. Det er sket i samme periode hvor skolebibliotekerne fik lov til at forfalde.
I aviserne kunne kommunalpolitikerne jo læse, hvad det var for noget bras, der stod på hylderne, så bevillingerne faldt og det blev ikke nær så interessant at komme på biblioteket som før. Set i lyset af denne kulturelle afvikling, kan det ikke undre, at der klages over danske børns læsefærdigheder, og selv om denne triste kendsgerning ikke skyldes børnebogens trængsler alene, har den almene nedvurdering af børnelitteraturen naturligvis haft sin virkning. Læsning er ikke in. Bøger er yt, og i fremtiden vil færre og færre læse skønlitteratur. Naturligvis, må man sige. Det er en udvikling, der længe har været til at forudse.

De to forfatterforeninger
Man kan så drømme om, at de skønlitterære forfattere lod sig inspirere af børnebogsforfatterne og organiserede en lignende landsdækkende kampagne, så det ikke blot var de fem mest kendte forfattere, der hele tiden kom ud i det folkelige kredsløb. Men det sker nok ikke, for hetzen mod børnebøgerne resulterede blandt andet i, at nogle forfatterne brød ud af Dansk Forfatterforening og lavede deres egen forening, så de kunne holde møde uden at skulle være i selskab med børnebogsforfattere.
Det er nu en del år siden, og i dag kan ingen forklare hvilken gavn danske forfattere har af, at der er to stridende forfatterforeninger. De kulturpolitiske gevinster er heller ikke til at se, men en splittelse er en splittelse, og derfor bliver der ingen god historie for de voksne. Det kunne ellers være flot, hvis borgmestre, taxichauffører, pølsemænd, damefrisører, præster, politiassistenter og andre begav sig ud i en landsdækkende kampagne for dansk litteratur. Men det sker ikke - og en stor del af skylden herfor ligger desværre hos de danske forfattere selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu