Læsetid: 4 min.

Bourdieus klagesang over televisionerne

18. marts 1998

Men hvem siger, at seernes bevidsthed blot er som en afspejling af tv-udsendelserne?

NY BOG
Det er en gammel sandhed, at massemedierne ikke bare gengiver, men også påvirker den virkelighed, de formidler til offentligheden. De, som vil have noget viderebragt i medierne, må tilsvarende være sig bevidst om, at deres budskab skal være tv-egnet og helst have en dramatisk dimension.
Vil man trænge gennem informationsmuren, må man nøje overveje en måde at visualisere sit budskab på. Protesten mod nedlæggelse af et hospital, en afdeling eller andet kan f.eks. illustreres med en sort kiste, der bæres ind til Christiansborg. Et andet eksempel kan være Uffe Ellemann-Jensens måde at præsentere Venstres og de konservatives fælles valgoplæg på. I den ene hånd har han sit eget oplæg og i den anden et højt løftet tomt hvidt papir, symboliserende regeringens manglende visioner. Rent guf for fotograferne.
Siden tv-mediets spæde og uskyldige barndom i 1950'erne har det vokset sig stort og stærkt og er blevet en dominerende social faktor, hvis magt ikke blot består i at være selektiv i forhold til samfundsmæssige fænomener, men også i at gribe ind i deres måde at fungere på. Ideen om pressen som en fjerde uafhængig og kontrollerende magt i forhold til Folketinget, politiet og domstolene er gennemført, men pressen er selv blevet en magtfaktor, der bør kontrolleres.

Det journalistiske felt
Det er mangfoldigheden af medie-mekanismer, der interesserer den franske sociolog Pierre Bourdieu i hans undersøgelse af tv-mediet og det han kalder det journalistiske felt. I Om Televisionen peger Bourdieu på en række velkendte måder, som tv iscenesætter den offentlige debat på. F.eks. skal dialogen helst være konfrontatorisk og de to debattører repræsentere to modsatte synspunkter. Ud fra egne erfaringer med mediet analyserer Bourdieu detaljeret studielederens måde at styre en udsendelse på. Iagttagelserne i sig selv kan der ikke indvendes noget imod, bortset fra at der ikke siges noget, der ikke er enhver
tv-seer bekendt i forvejen. Det er mere overvejelserne over de negative konsekvenser af det journalistiske felts måde at virke på, der tiltrækker sig interesse.
Bourdieu er særlig bekymret, når det gælder forholdet mellem tv og demokrati. Det er en kendsgerning, at en stadig stigende del af befolkningen ikke bare i Frankrig, men også i andre lande, udelukkende modtager deres informationer fra tv. Aviser, magasiner og radio forsvinder som kilder til viden om den lille og store omverden, dvs. at tv i realiteten får monopol-status.
Hvis de moderne samfund skal beholde deres evne til at hænge sammen, er det nødvendigt, at noget af den viden der opnås gennem tiltagende arbejdsdeling og specialisering, kanaliseres tilbage til en bredere del af befolkningen.
Resultaterne af de ressourcer, staten bruger på forskellige aktiviteter i samfundet, bør den interesserede borger kunne stifte bekendtskab med. Hvis Bourdieu blot har delvist ret i sin analyse af det journalistiske felts virkemåde, er der tale om en alvorlig mangel på tilbagekobling og tilbage-kanalisering af samfundets viden om sig selv. Og dermed mangler én væsentlig forudsætning for dets mulighed for at styre sig selv på en fornuftig måde. Man kan sige, at Bourdieu beskriver de elektroniske medier som det svage led i det demokratiske kredsløb, hvor borgernes mulighed for kvalificerede overvejelser over samfundets indretning bl.a. er afhængig af det almene vidensniveau.

TV-dæmoni
Men måske er der også et svagt led i Bourdieus egen argumentation. Det er rigtigt, at de moderne medier med deres fiksering på personer frem for sager, deres jagt på sensationer i stedet for substans og deres forvrængning af den offentlige debat til verbale slagsmål, falder håbløst ned under de gode gamle idealer om folkeoplysning og borgerens dannelse gennem den offentlig samtale. Til tider kan man endda blive i tvivl om, hvorvidt alle journalister har hørt om sådanne standarder for journalistisk arbejde? Men hvem siger, at brugerne af medierne er eller bliver lige så dumme som det, de præsenteres for. Hvem siger at seernes bevidsthed blot er som en afspejling af tv-udsendelserne.
Bourdieu præsenterer på mange måder den sædvanlige klagesang om de dumme programmer og et sagesløst publikum. Stammer Bourdieus pessimisme i virkeligheden ikke delvist fra, at han overtager mediernes selvovervurdering. Der henvises kun meget kort til én eventuel modstandskraft hos modtagerne, men også her er Bourdieu sortsynet. Selv om Bourdieu hævder det modsatte, er han i praksis meget tæt på at sige, at der er noget i tv-mediets væsen eller teknik, der forhindrer en udsendelse, hvor der finder en berigende samtale sted mellem vidende og livskloge mennesker. Bourdieu er ikke helt uskyldig, hvis man anklager ham for at dæmonisere de elektroniske massemedier. F.eks. når han placerer tv's magtstrukturer på linie med statens, kirkens og partiets autoritære krav om undersåtternes tilpasning.
Om televisionen er mest skarpsindig, når den kritisk peger på, hvordan tv forvrænger forudsætningerne for et velfungerende demokrati. Men Bourdieus diskussion havde været mere interessant, hvis han også havde interesseret sig for massemediernes indbyggede muligheder for noget, der er bedre end det nuværende mediebillede.
Bourdieu henviser selv et par steder til Platons definition af filosoffen. Filosoffen er den, der fra en tilbagetrukket position har god tid til en grundig undersøgelse af tingene, og som sådan står han i modsætning til de almindelige mennesker på den offentlige plads, der handler og tænker under tidspres. Bourdieu spiller i sin undersøgelse rollen som udenforstående filosof, der ser nærmere på journalistens daglige arbejdsvilkår. Resultatet er dobbelt: gode kritiske analyser iblandet en solid portion fordomme.

* Pierre Bourdieu: Om televisionen. Oversættelse til svensk Mats Rosengren. 128 s., 200 kr. Symposion

* Bogen udkommer under titlen 'OM TV' i april på forlaget Tiderne Skifter i Karen Nikolajsens oversættelse samt med efterskrift om TV i Danmark ved Jørgen Bonde Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her