Læsetid: 3 min.

Bundesbank godkender Euro-start

28. marts 1998

Den tyske Forbundsbank og den tyske regering bakker op om Euro'ens start med 11 medlemmer - men kun hvis Italien og Belgien anstrenger sig

Berlin - Den tyske Forbundsbank bakkede fredag op om EU-kommissionens forslag om Euro'ens start næste år med 11 medlemmer, men udtrykte "alvorlig bekymring" over Italiens og Belgiens høje offentlig gæld.
Ifølge Forbundsbankens rapport er Danmark, Finland, Irland, Luxembourg og Storbritannien i en finansiel situation, der kan vurderes som "uindskrænket stabil". Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Portugal, Sverige og Spanien har behov for at fortsætte deres konsolideringstiltag, reducere de offentlige udgifter og reformere velfærdssystemerne. Forbundsbanken er til gengæld bekymret over den økonomiske situation i Belgien og Italien.
Belgien og Italien har ifølge rapporten de senere år gjort "tydelige konsoliderings fremskridt", men det stiller ikke de strenge herrer hos Bundesbank tilfredse:
"Under hensyntagen til en vedvarende stabil finanspolitisk situation er der imidlertid alvorlige bekymringer hvad angår den offentlige sektor i Belgien og Italien. Disse lader sig kun fjerne, hvis der indgås yderligere substantielle forpligtigelser," hedder det i rapporten.
Den offentlige gæld må kun udgøre 60 procent af bruttonational-produktet. Men hos begge lande ligger gælden på omkring det dobbelte, uden at det inden for en overskuelig tidsramme ser ud til at bedre sig - "i disse medlemsstater er der indtil år 2000 endog planlagt mærkbare underskud."
Rapporten indeholder også kritiske bemærkninger til Tyskland og Frankrig: "Således udviser Tyskland og Frankrig en stærk dynamik i den offentlige gælds vækst. Tyskland gældskvote er frem til 1997 (...) steget kontinuerligt til 61,3 procent af bruttonational-produktet".
Herefter minder rapporten om, at overskridelser i Maastricht-traktatens gældskvote kun er tilladt, hvis den er faldende og hurtigt kan nærme sig de 60 procent.
Afsluttende hedder det dog, at "valget af deltagere (til Euro'en, red.) forbliver i sidste ende en politisk beslutning", hvorved bolden er spillet videre til Kohls kristeligt-demokratiske koalitionsregering.

Kohl anbefaler ll lande
Helmut Kohls kabinet udtalte efter fredagens lukkede kabinetsmøde, hvor forbundsbankens præsident, Hans Tietmeyer, fremlagde rapporten, at den under hensyntagen til rapporterne fra EU-kommissionen, Det Europæiske Monetære Institut (EMI) og Forbundsbanken anbefalede, Euro'en kunne starte den 1. januar 1999 med 11 medlemmer.
Både EU-kommissionen og Det Europæiske Monetære Institut (EMI), der er foreløberen til den Europæiske Central Bank (ECB), anbefalede tidligere på ugen, at Euro'en kunne starte som planlagt den 1. januar 1999 med 11 medlemslande. EMI er dog noget kritisk overfor både Belgien og Italiens økonomiske situation.
Anbefalingen fra Kohls kabinet indeholdt da også en kritisk bemærkning til Belgien og Italien, om at en "hurtig reduktion (af gælden) er nødvendig i begge lande" såvel som en "øget indsats".
Ministerpræsident i Bayern, Euro-skeptikere Edmund Stoiber, udtalte sig sent i går i positive vendinger om rapporten.

Ny klage over Euro'en
Betydningen af Forbundsbankens rapport kan næsten ikke overvurderes. En negativ bedømmelse fra Forbundsbanken ville have lammet regeringen Kohl, her kun et halvt år forud for forbundsdagsvalget - for ikke at snakke om Møntunionens tidsplan/tilblivelse. Ethvert usikkerhedsmoment i sprogbrugen blev på forhånd vurderet til at ville styrke Euro-skeptikerne, samtidig med, at man frygtede uro på finansmarkederne.
En mere kritisk rapport end tilfældet er, ville uden tvivl have betydet, at den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe havde accepteret den klage imod Euro'en, som fire tyske økonomi-professorer for tiden har til behandling hos domstolen. De fire professorer udtalte fredag, at de planlægger at forny deres klage til domstolen en gang i næste uge.
Professorerne mener, at Italien og Belgien ikke lever op til kravene, og derfor skader Euro'ens stabilitet, hvorfor projektet bør udsættes eller aflyses. Således udtalte Wilhelm Hankel, økonomi professor ved Universitetet i Frankfurt, at "Italiens og Belgiens store gæld er dobbelt så høj som tilladt (i Maastricht-traktaten, red.), og at tendensen i Tyskland og Frankrig går i den forkerte retning".
I 1993 fastslog den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, at Møntunionen måtte forskubbes, eller i hvert fald den tyske deltagelse i deri, hvis ikke konvergenskriterierne i Maastricht-traktaten blev opfyldt helt og fuldt.
Domstolen har endnu ikke besluttet, om den vil antage professorernes klage, men forventer at beslutte sig i slutningen af april. En talskvinde fra domstolen sagde fredag til nyhedsbureauet Reuter, at hun ikke var bekendt med, om der var sket fremskridt i sagen. En eventuel prøvelse kan teoretisk set udsætte Euro'ens tidsplan, da det kan forhindre den tyske regering i at deltage så længe sagen kører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her