Læsetid: 3 min.

Byens snobhold

16. marts 1998

FC København kalder sig 'Byens Hold' og tilbyder hele byen "oplevelsesmuligheder". Men den vigtigste - billetten - koster 90 kroner

HESSELAGERS HJØRNE
Der dumpede en avis ind ad brevsproekken forleden. "Byens Hold" hedder den. I kolofonen kan man se, at skriftet er udarbejdet i samarbejde med Kramme og Møller Kommunikation I/S og distribueres til 132.000 husstande i København K, N, V og Ø. Jeg bor på Frederiksberg, så egentlig burde avisen ikke dumpe ind ad min brevsprække. Det gjorde den kun fordi sportsredaktør Jørn Kring på denne avis var faldet over den.
Det er underligt, at vi på Frederiksberg ikke modtager avisen. Den handler om fodboldklubben F.C. København. Et superligahold, der faktisk træner på Peter Bangsvej på Frederiksberg, ikke mange hundrede meter fra min opgang. Men klubben har, som det fremgår af avisens titel, store ambitioner om at blive københavnernes klub nummer ét; derfor fortier man sit oprindelsessted og glemmer sine rødder - de få man har.
F.C. København er en fusion mellem hæderkronede K.B. og noget mindre hæderkronede B 1903. De to moderklubber udgør F.C. Københavns ungdomsafdeling. Vi er mange, der savner ikke mindst blå-hvide K.B. Det er den sentimentalitet F.C. København er oppe mod. Det er derfor klubben så massivt forsøger at markedsføre sig som "Byens Hold" - man vil vinde plads i københavnernes hjertekammer med en påstand.

Et varemærke
Men klubbens ledelse skriver konsekvent "Byens Hold" med store begyndelsesbogstaver. Det afslører, at "Byens Hold" er et konstrueret varemærke, som skal promoveres og sælges af Kramme & Møller etc.
K.B. solgte ikke sig selv som "Byens Hold" med store bogstaver. K.B. var bare
byens hold med store bogstaver. Selv i Jylland var der gennem 60'erne og 70'erne stor respekt for K.B. Fordi K.B. var noget. Spillerne - ikke ledelsen - gjorde reklame for klubben - helt automatisk.
Og det har ledelsen i FCK nok ikke fattet. At i sportens verden skal tingene have en egen identitet, ellers lever de ikke i tilskuerens bevidsthed. Man kan ikke narre nogen til at tro, at FC København er den ægte vare.
Jeg kan ikke lide de smarte forretningsfolks teknik. De taler ned til mig. Hvad mener administrerende direktør Flemming Østergaard for eksempel, når han under overskriften "Kære Københavner" skriver, at FCK-ledelsen med avisen vil "fortælle dig om det store udbud af oplevelsesmuligheder, vi kan tilbyde dig og din familie".

70 kroner for en øl
Hvad pokker er en "oplevelsesmulighed" for en ting? Bladrer man lidt i avisen finder man - intet svar. Jo, man kan gå i Parken og se fodbold. Og hvad så? Skulle det være noget nyt. Jeg mener: Det er vel for pokker det fodboldhold laver - spiller fodbold.
"Oplevelsesmulighed". Det er den slags sprog, man bruger i turistbranchen. Det signalerer, at fodbolden ikke længere er det vigtigste.
Når fodbolden bliver en "oplevelsesmulighed" så føler jeg mig intimideret. Jeg får fornemmelsen af, at nogen har fået øje på fodbolden og ønsker at udnytte den. Enten til at profilere sig selv, eller til at tjene penge. Og jeg er som tilskuer alene vigtig for dem, fordi de vil have mine penge.
Billetterne til FC Københavns kampe koster nu 90 kroner. Vis mig lige den familie på fire, der har råd til den "oplevelsesmulighed" ret tit. Rygtet siger desuden - jeg har dårligt råd til at tjekke det - at en flad fadøl i Parken nu står i 70 kroner, for ikke-medlemmer af fanklubben. Den "oplevelsesmulighed" vil jeg helst forskåne min tegnebog for.

FC København: I kan "fylde" Parken ved at dele gratis billetter ud til sponsorerne. Men det bliver I ikke "Byens Hold" af. Byens hold, det bliver I måske, hvis I holder kæft og spiller god og seværdig fodbold. Det kan siges meget kort: Vær gode, men ydmyge. Lige nu er I halvgode - men fuldblods blærerøve.
I næste runde af Superligaen mødes FC København og Brøndby IF. Det er en topkamp efter Brøndbys sikre sejr i Silkeborg fredag, og FC Københavns knebne 2-1 over AB i går.
Også Brøndby er en fusion af to klubber. Men siden ledelsen brændte fingrene på et bankeventyr, har den opført sig passende ydmygt og ladet bolden tale. Også FC København har haft sine nedture, men råber stadigt højere. Måske skyldes det, at ledelsen 1. juli 1997 blev skiftet ud.
Der er langt til Brøndby fra Frederiksberg. Men i ånden er der kortere end til Parken. Det er snarere Brøndby IF end FC København, der er mit 'byens hold'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her