Læsetid: 3 min.

Cook's succes og fiasko

20. marts 1998

Trods Israels ophidselse over udenrigsminister Cooks besøg, har ministeren fået nye venner i området. Men den britiske og europæiske politik er ikke ny

LONDON - For Gud ved hvilken gang er den britiske udenrigsminister Robin Cook kommet hjem fra en tur til udlandet til en hed debat om, hvordan han håndterer sit embede.
Denne gang har Cook som repræsentant for EU-formandskabet været i Mellemøsten, og man kan ikke sige andet, end at han i hvert tilfælde har gjort sig bemærket. Og derved formodentlig højnet såvel den britiske som den europæiske profil i området, der ellers ofte er lidt af en legeplads for amerikanerne. Men ikke alle synes, at den nok så forhøjede profil er lige køn.

Elefant løs i...
Helt forudsigeligt kommer kritikken primært fra politiske modstandere såsom den tidligere, konservative udenrigsminister Malcolm Rifkind.
Han synes, at Cook opfører sig som en elefant i en porcelænsbutik ved at rive den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i næsen, at UK og EU fastholder, at Israels bosættelser på arabisk jord er ulovlige, og at Israel bør trække sig tilbage fra besatte områder.
Robin Cook kom dog den israelske regering i møde og undlod at besøge bosættelsen Har Homa lige uden for Jerusalem med palæstinensisk eskorte. Bosættelsen er efter europæernes mening ulovlig. Så Cook endte med at besøge Har Homa ledsaget af en israelsk delegation. Alligevel blev han skældt ud af Netanyahu for at have mødtes med palæstinensere og derved vist ufølsomhed over for det israelske synspunkt, at Jerusalem er jødernes evige hovedstad, som de derfor altså kan gøre med, hvad de vil.
Men efter Rifkinds mening har Cook kvajet sig så meget, at han er blevet 'persona non grata' i Mellemøsten. Faktisk er manden en sådan katastrofe, at han fluks bør fjernes fra posten som udenrigsminister. Den slags personer kan en tidligere verdensmagt som Storbritannien virkelig ikke sende ud at repræsentere landet.
Rifkind synes dog med sin kritik pludseligt at have glemt, at det, som Cook har fortalt israelerne, er gammel, hævdvunden britisk og europæisk politik: Israelerne har ikke ret til at bygge på annekteret eller besat land. Heller ikke da han selv var udenrigsminister.
Kritikken åbenbarer i stedet forsøget på at score et par billige, indenrigspolitiske points. Det hjalp heller ikke på Rifkinds troværdighed, at en af de gamle konservative løver fra posten som udenrigsminister, Douglas Hurd, lod sig citere for at sige, at han var enig i Cooks politik.

Blair bakker op
Netop fordi Cook i realiteten ikke har sagt noget nyt, er der generel opbakning til hans holdning i landet. Og ikke mindst i regeringen, hvor premierminister Tony Blair kraftfuldt har forsvaret Cook i Underhuset.
"Udenrigsministeren var fuldstændigt berettiget til at gøre, som han gjorde," sagde Tony Blair. Den holdning står han ikke alene med.
"Hvad Cook sagde, skulle siges. Og havde Cook ikke besøgt Har Homa og gjort, som han gjorde, var det blevet opfattet som en tilbagetrækning fra gammel, britisk og europæisk politik," siger John Moberly fra Mellemøstprogrammet på Royal Institute of Foreign Affairs. Cook kunne have barskere over for israel, mener han

Nye venner vundet
"Han vandt ikke noget ved at være kompromisvenlig. Israelerne skældte ham ud alligevel," siger John Moberly.
Netanyahu beskylder Cook for at forspilde europæernes chance for at spille en større rolle i den mellemøstlige fredsproces. Og Cook har godt nok fornærmet den israelske regering. Så meget endda, at Netanyahu aflyste en middagsaftale med den britiske udenrigsminister.
Men samtidig har Cook vundet venskab andre steder. Flere britiske aviser skrev i går om Cooks succesrige besøg i Libanon, som fandt sted lige efter den ligeledes udmærkede visit i Syrien. Cook blev rost til skyerne for at have insisteret på at sætte fokus på bosættelsespolitikken med sit besøg i Har Homa. Følgerne af Cooks kontroversielle besøg vil begynde at vise sig, når selveste premierminister Tony Blair tager til Israel i næste måned.
De fleste kommentatorer venter, at Israels regering er interesseret i at få europæerne med i fredsprocessen - ikke mindst af økonomiske og erhvervsmæssige årsager.
Og at retorikken derfor vil dæmpes, uanset om politikken i realiteten forbliver den samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her