Læsetid: 5 min.

Den dårlige afhængighed

6. marts 1998

Connie Palmens 'Venskabet' vil undersøge fænomenet afhængighed gennem beskrivelsen af 20 års besættende venindeforhold

Roman
Da den hollandske forfatter Connie Palmen blev interviewet for nylig, brugte hun udtrykket "den gode afhængighed", om et grundforhold ved kærlighed. Det udtryk vandrede i nogle dage ind i Informations aktuelle sex-og-moral-diskussion.
De skulle bare vide! Connie Palmens roman, Venskabet, som var anledningen til interviewet, er støvsuget for 'god' afhængighed. Som 30-årig ser fortælleren, Kit, filosofi- og psykologistuderende, tilbage på sit eget og veninden Aras liv som på et par sygejournaler. Symptomerne er afhængighed (af f.eks. mad, sprut, hinanden, ord). Sygdommen? Diagnoserne er ikke anderledes end dem, man finder i tidens psykologiske brugsbøger, f.eks. Kvinder der elsker for meget. Men ordene er mange og overvejelserne er lange. God afhængighed er der ikke noget af. Signalforvirring?
Romanen selv efterlader i hvert fald en vis, grundlæggende forvirring. Er dette ment som fremstillingen af en smertefuld, men vellykket frigørelses- og modningsproces? En udgave af den klassiske udviklingsroman i jeg-form, som slutter med at føre fortælleren frem til den overordnede bevidsthed, som forfatteren har tilrettelagt forløbet ud fra. Eller: Er dette et eksperiment med den utroværdige fortæller? En roman, der til sine sidste sider er et symptom på det, den tror at have gennemskuet, en ulykkeligs forgæves forsøg. Et eksempel. Om ikke til skræk og advarsel, så til medfølelse? Et fiktivt menneskeligt dokument.

Part i afhængigheden
Som læser befinder man sig i en double-bind-position: det private åbnes, man bliver part i afhængigheden. Men ingen står inde for dens autenticitet. Altså skulle overbevisningskraften ligge i sprog, komposition, kunst, kort sagt. Det gør den ikke, med mindre, man tager sin tilflugt til det 'menneskelige dokument'.
Den slags plejer man at kalde privat. Og med mindre det hele er vældig sofistikeret, og Connie Palmen netop arbejder med, at læseren skal kunne gennemskue det, ja så er det privat og ville være uden de store perspektiver, hvis ikke lige den form for tvetydighed kunne genfindes i en række prosaværker - sidst i Märta Tikkanens Personlige anliggender.
Venskabet udspiller sig i Holland i årene 1966-96, i et småborgerligt, katolsk lillesamfund. I Kits hjem findes ikke andre bøger end messebogen. På skolen findes intet bibliotek, men tre store bogskabe, som åbnes nogle timer hver lørdag: et skab for piger, et for drenge, og et for voksne. Hjemme er tre brødre, en hårdtarbejdende, opofrende far, en hårdtarbejdende, opofrende, hjemmegående mor, som bærer på depression, sygdomsangst og den overbevisning, at en pige er mere besværlig end ti drenge. Kit beder på bare knæ i kirken om, at det må blive en dreng, da moderen venter den sidste.
Da den mørke, uformeligt frodige, suveræne Ara Callenbach står i skolegården og er ny, ved Kit, at det er skæbne, ordet fatal melder sig af sig selv. De bliver 'den anden' for hinanden i de næste tyve år. Og ud på den anden side af denne bog, må man tro.

Ara er tryghed og ro
De deler verden mellem sig: Kit er kultur, ord, intellekt, Ara er natur, krop, intuition. Kits desperate afhængighed af Ara er ikke mindst en helt fysisk afhængighed af den tryghed og ro, hendes overvægtige, kvindelige krop emmer af. Her en scene fra skolegården:
"I hvert frikvarter gik jeg bag hende på vej ud, og der gik ikke længe, før jeg slyngede mig rundt om hendes hofter, eller lænede mig op ad hendes lænder. Hun duftede dejligt. Nogle gange tog jeg tilløb og sprang op i hendes arme. Jeg klemte mine lægge om hendes talje og støttede mine knæhaser mod hendes brede bækkenparti. Det passede perfekt (...) Nu og da lod hun sin hånd glide gennem mit hår, og så ville jeg have, at hånden blev der, så skønt føltes det. Nogle gange syntes jeg, at det varede for længe inden hun igen strøg mig over håret. Så tog jeg fat i hendes hånd, lagde den på mit hoved og så op på hende. 'Lille bæst,' sagde hun så og smilede, mens hun kløede min isse."
Præcist, sanset, originalt. Og alt for sjældent i en bog, der lukker sig om det private rum i analyser og begreber uden anskuelighed. Sådan f.eks. om familien: "en forvirrende sammenblanding af sikkerhed og angst, tillid og forræderi, voldsomhed og ro, omsorg og forsømmelse, grusomhed og medfølelse, godhed og vanvid (...) Afmagt, afhængighed og forsvarsløshed vil jeg altid forbinde med kærlighed og lykke, altid. Det er uladsiggørligt at bryde denne forbindelse."
Ara er moderlig og kvindelig og god til at passe dyr. Hun er ordblind og tror ikke så meget på sprog. Kits afhængighed er lige til at klippe ud som eksempel på hendes manglende følelsesmæssige kontakt med sin moder, og sit problematiske forhold til sin egen kvindelighed. Som 18-årig henvender hun sig forgæves til en læge for at blive steriliseret af angst for at gentage forældrenes liv.
Hendes intensitet i forholdet til Ara er også en intern affære: det handler om at forbinde sider af sig selv. Og da hun til sidst møder Manden som besættelse, er han en mandlig version af netop Ara.

En henvendelse
Problemet er bare, at dette ikke er en case-story i en psykologisk brugsbog, men et stykke fiktion. Fortælleforholdene er uigennemsigtige, kompositionen uklar og den samlede virkning er signalforvirring. Desværre skæmmes den danske udgave oveni det af stavefejl, mangelfuld korrekturlæsning, dårligt glidende dansk.
Romanen slutter med Kits brev til Ara, formet som en slags forklaring og forsvar for at have skrevet alt det foregående. Hun skriver om sit arbejde med at forske i fænomenet afhængighed. Og om det sprog, hun vil benytte sig af: det er ligegyldigt, om det i akademisk forstand kvalificerer hende. Men Ara skal kunne forstå det.
En mistanke melder sig: Gælder det ikke hele romanen? At den er sådan en henvendelse. Ikke til Kierkegaards 'hiin enkelte', men til en helt konkret, enkelt person. Det forklarer, at så meget af handlingen forekommer indforstået, mere analyseret end formidlet. For Kit er der stadigvæk kun én rigtig læser, Ara, som hele bogen er et forsøg på at frigøre sig fra - samtidig med altså at...
Bagved det står forfatteren, Connie Palmen, som tilsyneladende glider rastløst ind i Kits bevidsthed. Og som på forlagets portrætfoto ligner netop den spinkle, kontaktsøgende, begavede Kit med det lyse hår og de sørgmodige øjne. Eller? Dobbelttydigt er det. Med fiktion, som fremstår som dokumentarisme, og trækker på læserens nysgerrighed efter virkelighed uden at stå inde for den. Og som samtidig ikke giver plads til læseren som modtager og til det perspektiv, som skulle være fiktionens og den formende forfatters. Den slags er blevet kaldt "den moderne dobbeltkontrakt" af Weekend-avisens Poul Behrendt. Sjovt nok kan 'dobbeltkontrakten' ses som det litterære svar på det psykologiske 'double-bind' fænomen, som Kit føler sig så befriet ved at gennemskue. "Damn if you do, and damn if you don't!".
Perspektivet? Bogen er i Holland solgt i 400.000 eksemplarer og er i 1995 tildelt Hollands største litterære pris, AKO-prisen.

*Connie Palmen: Venskabet. Oversat fra hollandsk af Mette Jokumsen. 256 s. 288 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her