Læsetid: 7 min.

Dagbogens redigerede liv

6. marts 1998

Skriften var Per Wästbergs ledsager i alt, hvad han foretog sig. Den nu 64-årige forfatter har haft den dristighed at udgive to store bind uretoucherede dagbøger

Dagbog
Er man på rejse i det fremmede gennem byer og landskaber, mellem mennesker og seværdigheder, er det for skribenter nyttigt med en notesbog for at fastholde enkeltheder, navne, rute m.m. til senere brug for ikke at blande det hele sammen eller sidde med blank hukommelse foran maskinen. Nogle skriver det sirligt ud i en rejsedagbog, andre nøjes med stikord suppleret med tegninger, som det faldt H.C. Andersen ind, hvis han ikke, som Jens Baggesen gjorde under sin labyrintiske rejse, også skrev udførlige breve til dem derhjemme og til eget senere brug.
Det er ikke mindst genrens blanding af stort og småt, syn og tanker, der gør både den kunstnerisk udarbejdede rejsedagbog attraktiv - et nyligt eksempel er Rifbjergs Berlinerdage. Dagbogsimpressioner marts-maj 1995 - og undertiden gør selv fordringsløse turistnotater livlige og nærværende.
Således rejste den 24-årige svenske jurist og turist Thor August Odencrants i 1806 fra Jönköping ned gennem Blekinge og Skåne til Helsingborg for derefter at krydse Sundet og spendere ni dage i Danmark, før han drog videre til Tyskland. Med sig havde han tjener og skrivetøj og et vågent blik, tegnede monumenter og slotte og undrede sig over danskerne, som han ikke just faldt for. Det var før skandinavismens tid.
Og dog spiste han delikat hos dem, skildrer bl.a. et måltid hos sin vært med appetitsnaps, bouillon, kål, ærter, kød med grønsager, steg, god rødvin. Dertil en indtagende harpespillerske, der akkompagnerer sig selv til en elskovsarie fra Tryllefløjten. Hun får lov at spille videre på hans værelse, mens han spiller dydig. Han går også på værtshus med dans, men kvæles af de saftige viderværdigheder, hævder han. Og så noterer han, at tobaksrygning ikke er forbudt på gaderne! "Overalt ser man Folk af alle Classer med Ild i Munden, hvilket i Mørket ser farligt ud og skulde kildre en svensk Fiscal." (Citeret fra denne Odenkrants' Nordsjælland og København i Sommeren 1806. Udgivet ved Torben Nielsen, 1956).

Skriften som ledsager
Et langt senere udsagn lyder: "Vad danskarna är glada och trevliga. Alla är gemytliga och skämtsamma." Sådan var vi i 1947, da den 13-årige Per Wästberg var i København med sine forældre, boede på d'Angleterre og spiste rejer på Kroghs fiskerestaurant, var i Rundetårn og i den hæslige Frelsers Kirke.
Nu førte den vordende forfatter ikke kun dagbog på rejser. Skriften var hans ledsager i alt, hvad han foretog sig. Straks efter var han hjemme igen med sine pubertetsplager, som han detaljeret gjorde rede for, vellystige drømme og ubelejlige erektioner.
Den nu 64-årige forfatter, nyindvalgt medlem af Svenska Akademien, har simpelthen haft den dristighed at udgive to store bind uretoucherede dagbøger på mere end 600 sider fra 12 til 20-års alderen. Og det med dagbog skal tages bogstaveligt. Der er systematiske optegnelser hver eneste dag, måned for måned, år for år i Ung mans dagbok (1996) og En ung författares dagbok (1997, begge Wahlström & Widstrand). En dokumentation af et ungt, privilegeret liv i dannelseskulturen, før tv og rock ændrede livsmønsteret, godt forkælet og dog besværet, født ind i en offentlighedssfære i en såre velhavende familie på Östermalm, Stockholm, hvor det myldrede med kendte mennesker, forfattere, hjælpsomme idealskikkelser og overrislede genier. Som studentergave fik han af den beundrede far en elegant lejlighed med balkon på Strandvägen. Da var han allerede en kendt forfatter, publicist og arrangør efter sin debut som 16-årig med en samling noveller. Og han havde nylig gjort sin første erotiske erfaring.

Ud over alle grænser
Læseren møder altså en begavet dreng, der tager sig selv alvorligt, også højtideligt i sin trang til ensomhed og refleksion, blandet op med en kontakthunger, der delvis tilfredsstilles af litteratur, venskab og talrige bekendtskaber. Det er privat, men ud over alle grænser og derved af en særlig interesse, ikke mindst for dem, der kender hans senere produktion og offentlige rolle som rejsende, debattør, journalist, international PEN-præsident og romanforfatter.
Journalen er en bebudelse, et privat udkast til den voksne personlighed. Og for ham et bagudsyn af "frosne øjebliksbilleder".
Sådanne kalenderførte, personlige dagbøger er et nyere fænomen, den første er måske Samuels Pepys' Diary fra 1660'erne, der er så privat og fræk, at han stenograferede den, så den først kunne tydes længe efter. Også Wästberg førte yderligere en ligeledes hemmelig dagbog over mere lyssky drengeaktiviteter, som vi så ikke får del i. Således har bekendere og narcissister haft deres nydelser ved at gøre regnebrættet op på det tålmodigt lyttende papir. Ifølge Wästberg et behov for at stuve sig selv til side og få fri bane mod andre eventyr. At gøre rent efter sig. Det er det, Jens Baggesen kaldte at laxere, afføre sig billeder, ideer, for at udlufte sjælen og undgå tilpropninger.
Dagbøger er, med Villy Sørensens ord til "for privatlivets ufred". Men de er i hans tilfælde desuden arbejdsbøger, fortolkninger af kunst og af den filosofi, han systematisk gennemarbejdede, udkast og drømmereferater. Hans tre bind, der spænder over perioden 1949-74, Tilløb (1988), Forløb (1990) og Perioder (1993), er autentiske, men kun uddrag af fire-fem gange så meget materiale. De udgør, som titlerne antyder, naturligvis en udviklingshistorie, ret beset også omkostningerne ved en åndens succes med forfatterskabets tilblivelse i spillet mellem fiktion og filosofi, i en stræben mod det sande og det gode, men i en kritik af det skønne, der har det med at være forklædte traumer.

Iscenesat
Det er de mærkelige efterkrigsår, der er fælles for den 13-årige Per Wästberg, den 20-årige Villy Sørensen og den ligeledes 20-årige Thorkild Hansen, der iscenesatte sine studieår med Et atelier i Paris 1-2. Dagbog 1947-52. Hans daterede optegnelser er tydeligvis bearbejdede, virkelighedsnære og løgnagtige, redigeret til en glimrende historie og et skamløst fremragende selvportræt. Bogen fortjener at læses som en roman.
Villy Sørensen var på fredsfestival i Østberlin og holdt masken og fanger i dagbogen med subtil distance den aktivistiske kollektivånd, materiale til en af de kommende Sære historier, Thorkild Hansen flintrer i lånt luksus rundt i eksistentialismens Paris og fordeler sin seksualitet efter bedste evne, Per Wästberg hader sin skole og får høje karakterer og synes kun at have den slags jævnaldrende venner, gymnasiaster og studenter, der senere bliver berømte forfattere. Han beundrer først traditionalister som Bo Bergman og Sten Selander, nærmer sig respektfuldt de toneangivende "fyrtiotalister", Erik Lindegren, Werner Aspenström, og er allerede klar som femtitalist med Tomas Tranströmer, Göran Palm, Lars Forssell, Kjell Espmark. Han er midt i et tidsskifte og et hamskifte. Stockholm syder af genialitet, og den unge mand bader i oplevelser og feteres selv, fremgår det, uden egentlig anmasselse.

Daglig pine
Og alle tre nævnte dagbogsforfattere skriver og skriver, i daglig pine, i strid, af lyst, skriver sig hen mod de egentlige værker. Den som mest hektisk stræber mod berømmelsen, står for fald: for Thorkild Hansen klappede fælden i med beregnet effekt. Manden, der indåndede fransk esprit og frisind, landede med et klask i familiens stramme danske skød.
I hans atelier damper det. I Sørensens værksted tænkes der, mens sansernes beherskes - de fremstår i friere sprogdragt i hans halvårsdagbog fra 1980, Vejrdage, en intellektuels "practica". i Wästbergs saloner hungres der i ulidelig længsel efter nærhed, krop og kram. Det bliver hos ham en anskuelig udvikling af en langsomt erkendt tvedelt eros mellem den jævnaldrende, sanseglade pige og den lidt ældre intellektuelle kvinde. En klassisk mandlig dualitet. En nærmest rørende erkendt følelsesvækst fører frem til en afgørelse. Så bogen kan da ende med bryllup. Tidligt som alt andet hos den kommende elegante og kloge skildrer af kærligheden, af udsøgte måltider, af Stockholms topografiske kringelkroge, af international politik, som det senest skildres i romanserien Ildens skygge, Bjergets kilde, Lysets hjerte og Vindens lue (1986-93).

Vi føres
Vores dagbøger redigerer vores tilfældige liv, eller vi redigeres. Kirkefaderen Augustin gik med en fingerring, der bar indskriften trahimur, latin for: vi føres!
Hvad han for sin del tænkte på, kan man nok regne ud, men indskriften bruges nu gerne frit om fornemmelsen af, at tilfældigheder ikke kun er tilfældige, at terningkast ikke ophæver skæbnen. Henrik Pontoppidan brugte ordet som valgsprog.
Dagbøger udgives ikke uden en eller anden form for retouche, der jo betyder genberøring. Alle dokumenters dokumentation er afhængig af sammenstillingen. Ved gensyn med gamle notater og i erindringsfunktionen begynder man at fortolke, at se sammenhænge, man oplever desuden, at de fortolker en. Man hjælper dem lidt på vej, stryger det overflødige, men accepterer absurditeternes lille kolorit, afslutter dem på et punkt, der kan opfattes som konklusion på et forløb, en pointe, finale, hjemkomst fra tidsrejsen.
Da ser man, at der gives bestemmelser. De kommer både udefra og indefra. Karakteren styrer skæbnen, og skæbnen tilrettelægges af dem, der en tid styrer ens liv. Når døre smækker i, smækkes andre op. Døre, der åbnes, fører ned i skakterne, hvorfra lyset måske ses.
Hvor kommer det vilde skriveri fra?
Strindbergs Okkult dagbog, notater 1900-1908 fra hans ægteskab, det tredje, med den unge skuespiller Harriet Bosse, lå hen i det skjulte, indtil den blev udgivet i 1963. Og dens lurende kræfter ligger stadig i det skjulte, når man spørger sig, hvem der styrede disse hallucinationer af kropsligt, seksuelt nærvær trods deres fysiske adskillelse. Telepati.
Bogen er et fantastisk drømmespil af en egen logik. Et drama, for mig besynderligt forstærket ved, at mit eksemplar af oversættelsen er makuleret, så ark 5 halvvejs består af blanke sider. Jeg forestiller mig, at også August Strindberg ville se en tilfældighedens dybere mening med dette tekniske uheld og smile grumt i sit blå tårn i Drottninggatan i Stockholm, en by, hvorfra man gerne gemmer sine rejsenotater og gerne læser, hvad hans yngre kolleger har erfaret om elskov og kunst og skæbne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu