Læsetid: 6 min.

Dans med mig

21. marts 1998

I dansen finder man sin plads, i dansen kan man genoplive det reelle vanvid, i dansen lærer man hinandens knogler, kød og sjæl at kende

QLUMMEN
Når jeg kommer hjem fra arbejde drøner min lille søn mig i møde med en bowlerhat på hovedet og insisterer på, at vi skal danse. Til Louis Armstrong, Edith Piaf eller Carl Nielsen; det afgørende for ham er at stille sig til skue, forføre, og opnå svimmelhed ved at danse rundt om sig selv - juble ved at se verden dreje hurtigt rundt når han selv bevæger sig.
Så vil han bæres, også selvom han først skal lade sig falde for at blive løftet op; han vil svinges og gynges, befinde sig i to kroppes rytme. Lysten til at mærke, at den anden er levende; frygten for, at den anden er en ubevægelig blok.

Jeg danser også med hans far. Og jeg kan ikke fortælle jer, hvor glad jeg er for det. Jeg har nemlig altid været en bænkevarmer. Hvor mange gange i mit liv har jeg ikke siddet dér i det sidste skrig af en robe, med glimmer i hjertet og Christian Dior- streg om øjet, og længtes efter at én - bare én - ville svinge mig ud på gulvet et lillebitte øjeblik?
Dette vigtige ritual, som minder én om, at man har en krop, og at man kan gøre noget ved det i den andens krop.
Jeg er næsten sikker på, at det er derfor jeg sagde ja til ham, barnets far. Fordi det første han gjorde, da vi i sin tid stødte ind i hinanden på Boulevard Saint Michel, var at spørge om jeg var med på en jitterbug. Da jeg hurtigt måtte se i øjnene, at jeg var sådan ca. et hoved højere end ham, flåede jeg straks de højhælede sko af, og sådan har jeg travet trofast - og barfodet rundt lige siden. Og jeg har lært, at man også selv må sørge for sin egen dans; man kan ikke bare sidde og vente på den.

I en vis forstand drejer det sig om at finde sin plads. Hvor ofte oplever man ikke, at nogle vigtige ændringer man har foretaget i sit liv - éns nye plads - gør én uigenkendelig for andre? Vips har man sat sig på den, pladsen, og der er nogen, der vil tage den fra én igen. Pladsen bliver til energi og ubevægelighed i stedet for at være et potentiale af flytninger. Og det kan faktisk bringe én i en tilstand af afmægtighed; en slags indre "arbejdsløshed".
Heraf dansens vigtighed: Dansen er en heftig - eller en rolig - søgen efter en plads eller et sted at være, også selvom det er umuligt. Jeg tror, at praktisk talt alle vigtigste menneskelige spørgsmål har deres dansede version. I hvert fald forekommer det mig, at der stadig er en del, der fortjener at blivet danset, dvs. tænkt med kroppen.

Men hvad sker der egentlig når mennesker, alene eller i en gruppe, bringer deres kroppe i bevægelse på bizar vis, som ledte de efter et andet lys? Hvad gør de med deres kroppe, når de ikke ved hvad de skal stille op med dem? Dette spørgsmål er ikke kun forbigående de professionelle danseres; det drejer sig om dens ubevægelighed og heftighed, forsvinden og offensive tilbagevenden.
Jeg tror, at dansen er en symbolsk måde at undslippe ubevægeligheden på; en slags protest imod den: Man flytter sig for at lede efter éns anderledes krop. Dansen er ens krops tilnærmelse til den virkelige krop - på én gang kendt og fremmed; under kontrol og uindfangelig.
Kroppens møde med sig selv, kroppen som en verden; slag som åbner og lukker den fysiske plads.
At tænke sin eksistens med kroppen er selvfølgelig også at drive hen imod selve spørgsmålet om kærlighed. Kærlighed er mødet med det man kan være, og således udgangsdøren til det fængsel man befinder sig i. For ligegyldigt hvad man er - kunstner, gas- og vandmester, eller minister - så bliver man hurtigt spærret inde af det.

Beviset findes i den eneste dansescene der er omtalt i det Gamle testamente: Kong Davids dans, da han vender hjem med pagtens ark. Det er både en solo og en vild dans med folkemængden, akkompagneret af musik. Og hans hustru, der er blevet hjemme, modtager ham efter festen og siger til ham, oprørt og ydmyget: Du har vist dig nøgen foran alle disse kvinder, du har ikke respekteret din plads som konge, din værdighed...
Og David svarer den rasende kvinde: Ja, det er rigtigt hvad du siger. Jeg har taget mine lænker af, jeg er brudt ud, i de andres nærsyn, både overfor Gud og folkets kvinder.
Og skribenterne lader historien slutte med at denne kvinde ikke får nogen børn. Hun forbliver steril. Hun kan ikke blive genfødt. I virkeligheden var hun allerede død, men hun vidste det ikke. Siden den dag hvor hun nedvurderede dansen - som kroppens glædesudbrud foran andre mennesker og for Gud - kunne hun ikke bringe noget levende til verden.
Og sådan ser det ud til, at dansen berører alt - i hvert fald det vigtigste - og alt som danser bevæger os, vækker i os en længsel efter det, der ikke er strengt nødvendigt og påtvunget, men som lader sig opspore som foranderlighed og mangfoldighed. "Værens-varianter"-omskiftelighed, som forsøger at blive til krop. Og er der noget mere fænomenalt end kroppen, som mere end nogensinde må finde sig selv fra andre udgangspunkter, udfra andre bevægelser?

Her støder man også på den klassiske betydning af ordet 'danserinde': Bankdirektøren, præsidenten eller den meget seriøse mand har hver især deres 'danserinde', deres glædesobjekt, som ruinerer dem i al hemmelighed, som bryder ind i deres officielle facade, og uden hvilket de ville dø af deres egen alvor - af kedsomhed, under tyngden af deres penge, deres magt eller viden.
'Danserinden' er således dette pust af glæde og tilfredsstillelse, som hjælper altfor seriøse mennesker med at leve, men som også konfronterer dem med tomheden i det, de er - det ordinære ved deres officielle funktion.
Jeg mener at have læst et sted, at Saussure, grundlæggeren af lingvistikken, ved siden af sine levende og opfindsomme seminarer (som efter hans mening befandt sig altfor langt fra kroppen) havde som 'danserinde' sine natlige ture på barerne i Marseille, sammen med de prostituerede, og også hyppige strejftog i de saturniske digte, hvor han ledte efter navnet på sin elskede ved at bytte rundt på bogstaverne.
'Danserinden' er ikke blot det hemmelige begærsobjekt; det er i princippet den, der ødelægger éns indre 'bourgeois', opløser éns praktiske indretning for at synliggøre den anden krop, som man nogengange kalder for sjælen. 'Danserinden' går igennem kødet for at finde sjælen, som er faret vild på den officielle funktions snørklede veje.

Dansen har således også at gøre med vanviddet. Så vidt jeg ved findes der ikke længere afdelinger for de specielt "urolige" på psykiatriske hospitaler, fordi man nu beroliger dem ad kemisk vej. Nogle gange beroliger man meget kraftigt - alle disse tordnende kroppe, som er klar til at rejse sig.
I middelalderen, og langt tidligere, nærede man stor frygt for kroppe i trance, og deres uudholdelige udbrud gjorde, at man foretrak at brænde dem.
På den måde er det, som om man altid har gættet, ønsket og fornemmet denne nære forbindelse mellem dansen og trancen.
Selv når dansen vrider sig med måde, kan det se ud som om, den forsøger at overvinde vanviddet; ja, faktisk at den tager bestik af det: Dansen udstiller, genopliver og overvinder et reelt "vanvid"; den placerer sig i det tomme rum, hvorfra kroppen kan genskabe og genføde sig selv.
Dansen er derfor en arkaisk impuls, en "danse-væren", som kan indfange alt det som bør danses. Den er for kroppen, hvad enhver kunstart er for det materiale, der udføres i.
Men dette materiale er i virkeligheden blot en erstatning for kroppen. Derfor påkalder man sig dansen overalt, og derfor bliver den hele tiden tilkaldt - og med det samme bragt udenfor sig selv.
Dansen, eller måske snarere den dansende effekt, sprænges og antager nye former, nye betydninger; heraf dens radikale egenskab:
Ikke at vide, hvor den egentlig befinder sig; være fanget i en stor hvirvelvind, hvor der ledes efter alt som eksisterer...
La danse oblige, farvel!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu