Læsetid: 5 min.

Demokratiets store dag

7. marts 1998

Intermetzo
Ubegribeligt så svært det er at lade være med at skrive om det skide valg. Skønt man havde bestemt sig for et andet emne, og helst havde uddybet nuanceforskellene i broderede lampeskærme fra 1700-tallet, trænger det sig alligevel på, valget. Eller snarere minder knyttet til valg.
De bemægtiger sig nemlig én, disse valgminder. Som årene går, har man oplevet et par stykker af slagsen. Valgkortet fat, hen på skolen, find det rigtige valgbord, husk egen fødselsdag, stemmeseddel, ved kommunevalgene på størrelse med en borddug i et herskabshjem, ind bag forhænget, blyanten fat, tøven, tøven, tøven, kryyyds, folde sammen, ned i kassen, ud af klappen. På vejen den sædvanlige friske fyr: Nå, fik du så stemt på de rigtige! Hver gang det samme. Om aftenen fortvivlelse over ens landsmænds dorskhed. Business as usual.
Det første valg i voksenalderen, som klummisten for alvor husker særskilt, var ikke et egentlig valg, men en folkeafstemning, nemlig den om Jens Otto Krags og de radikales fire jordlove den 25. juni 1963. Hvis nogen skulle have glemt det, eller ikke var født så tidligt i århundredets anden del, indeholdt lovene, der var et forsøg på at forhindre alt for uhæmmet spekulation, blandt andet bopælspligt ved køb af landejendomme, forkøbsret for staten til jord på landet og for kommunerne i byerne, dertil krav om speciel tilladelse til at anvende jord til andet end traditionelt jordbaserede erhverv, landbrug, skovbrug, gartneri etc.
Endelig indebar lovene også skrappere beskatning af salg af fast ejendom, samt - meget vigtigt - bedre muligheder for at gennemføre naturfredninger. Alt ialt fornuftige foranstaltninger, som i det store og hele senere blev gennemført - på et tidspunkt, hvor glade jordspekulanter var i færd med at udstykke Nordsjælland i småbrikker til det omsiggribende sommerhusbyggeri.

Velstanden væltede ned over danskerne i de år, forbruget eksploderede, og det offentlige måtte handle - og nærmest i nødværge for at ikke hele territoriet skulle blive bebygget. Men reguleringer af den art var selvfølgelig ikke tressernes borgerlige partiers dansemusik. Efter at regeringen under hyl og skrig havde fået en række af reformerne igennem med SF's stemmer, lykkedes det V og K at få de fire mest vidtgående love til folkeafstemning. Det var bestemmelserne om bopælspligt og forkøbsret og naturfredning. Panikken i de besiddendes rækker var mærkbar, tænk at nogen kunne få den tanke at inddæmme grådigheden. Krag oplevede vel nok for første gang, i hvor høj grad også hans egne vælgere efterhånden var blevet kapitaliserede og borgerliggjorte takket være socialdemokraternes materialistiske velfærdspolitik.
Kampen op til afstemningen var ualmindelig bister. Man fik nærmest det indtryk at bolsjevikkerne stod for døren med hvæssede knive, og at det ikke bare var ganske almindelige afblegede planøkonomer og pæne radikale.
Og så oprandt dagen. Ikke alene var der folkeafstemning hin blændende junidag, mange andre ting gik i svang. Velgørende institutioner havde af uransagelige årsager fundet ud af, at afstemningsstederne var ideelle lokaliteter for indsamlinger. Adskillige københavnske og frederiksbergske gymnasieklasser blev lokket med løfter om løn i form af et formidabelt raslebøssehonorar på en halvtredser for otte timers tiggergang på valgstederne. Det lod sig jo høre. Betalt privat velgørenhedsarbejde skal man ikke kimse af.
Den unge klummist kimsede i hvert fald ikke, men udvalgte med omhu sin raslebøssearbejdsgiver for en dag. Den heldige hed sådan noget som: Foreningen for Sindslidendes Vel. Måske ikke præcist erindret, men under alle omstændigheder en eller anden langstrakt og ordrig præsentation - temmelig umulig for en bøsserasler, eller hvad man skal kalde funktionen:
Goddag, vil De ikke nok være så venlig at købe en lodseddel til fordel for Foreningen for Sindslidendes Vel!
Når man havde sagt det et par hundrede gange, prøv selv, begyndte man så småt selv at få mentale problemer. Klummisten påbegyndte allerede sine indsamlingsforsøg i kystbanetoget på vej til det egentlige indsamlingsvalgsted. Vandrede, bøssen i hånd, fra kupé til kupé, fra togvogn til togvogn over slingrende, raslende og klirrende vognsammenføjninger, som DSB brugte dengang - med en mistænksom togkonduktør lige i hælene, og i øvrigt uden at sælge én eneste lodseddel. Konduktører og togpassagerer dengang var åbenbart ikke meget for at blive erindret om menneskesindets skrøbelige natur.

Indsamlingsstedet, altså identisk med et valgsted, var - meget trøsterigt efter denne indledende fiasko - fra centralt sindslidende vels hold med stor snedighed - troede de - udpeget til at være en af de nordkystlige kommuner, hvor penge som bekendt ikke er noget man taler om.
Raslebøssebæreren blev imidlertid meget hurtigt klar over, at penge dér i omegnen heller ikke er noget, man giver ud. I hvert fald ikke den 25. juni 1963 - og slet ikke når det drejede sig om lodsedler til fordel for sindslidendes vel. I erindringens halvlys ankom samtlige eller næsten samtlige stemmeafgivere fra den pågældende velhavervalgkreds i datidens dyreste bilmodeller. Ford Kaptajner, otte-cylindrede Chevroletter, Mercedeser og Rovere, der stank af læder, cigarer og dyr parfume.
Skønt vejret som antydet var varmt og solrigt, kørte de rige helt op til valgstedet og væltede røde i kammen ud af kasserne under suk og stønnen. Gennemsnitsalderen på stedet har nok været nogenlunde i nærheden af den procent vælgere, der i sidste ende stemte Krags lyse idéer nedenom og hjem, sådan cirka de 60. Rundt omkring i træerne havde, formentlig yngre folk af samme determinerede overbevisning som bilisterne, hængt plakater op i alle træer og lygtestandere. Jo, fandeme, havde de det, og det er jo ikke engang løgn, det var dem med den sorte hånd krummet over det lille danske hus med en blomst ved gavlen. Elendigt tegnet i øvrigt og med den udødelige tekst: Det socialistiske flertal - en fare for vor ejendomsret!
Beskeden var stilet: Til villaer og rækkehuse. Altså ikke til husenes ejere, men til husene, til det materielle, der selvfølgelig var det vigtigste. Klummisten husker, som var det i dag eller dagen før, de ansigtsudtryk disse indædte nej-sigere mødte op med. En ubeskrivelig vrede malet i alle knoldens furer og folder. Såfremt de havde haft Jens Otto Krag for hånden (den sorte), havde de utvivlsomt klynget landets statsminister op i nærmeste plakattræ.
Man kan roligt sige at klassesamfundet rørte på sig, så det knagede i alle samfundets fuger og bånd. Én af disse hvidhårede, rødkammede ældre herrer i lys sommerjakke og med kone i strut og lilla hund, faldt sidelæns ud af Kaptajnens fordør, fordrejet i fysiognomiet af raseri og cigaren bidt i stumper - lige ud i favnen på klummistens yngre jeg med raslebøsse. Manden fik jo den udenadlærte smøre lige midt mellem øjnene:
Vil De ikke nok være så elskværdig at købe en lodseddel til fordel for Foreningen for Sindslidendes vel.
På grund af midsommervarmen, alle disse utallige gentagelser af den forpulede, lange sætning, samt forskrækkelsen over lige netop denne herres blodproplignende fremtræden, kom indsamleren i forfjamskelsen til at overbetone det personlige pronomen; De. Altså: Vil De - i betydningen lige netop De, underforstået: der jo til forveksling ligner et akut psykiatrisk sammenbrud - være så venlig at o.s.v. Reaktionen var uforglemmelig. Manden blev endnu rødere i knolden, som en overmoden tomat, og begyndte at hulke. Sådan lød det. Ordret, idet replikken blev dagbogsført, sagde han: Nu skal jeg forsatangrreskuforfandengrrrr*!!forsatanigrrrihelvede!give!denskiderege-ring

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her