Læsetid: 6 min.

Døgnets nyheder

19. marts 1998

Japan eftergiver Cuba milliongæld
*Japans største tungestærke firmaer eftergiver Cuba en milliongæld på i alt 769 millioner dollar.
"Et godt eksempel på, hvordan verden ignorerer USA's sanktioner mod Cuba," kalder cubanerne aftalen, mens japanerne diplomatisk understreger, at "aftalen på ingen måde er et udtryk for kritik af Washington men handler om ren forretning."
USA er under stigende pres fra blandt andet EU og Canada på grund af USA's vedholdende embargo mod Cuba. Aftalen med Japan er en fjer i hatten for Castros Cuba. Japanerne mener, at eftergivelsen af milliongælden, vil skabe gunstige investeringsmuligheder på Cuba.

Valgsvindel i Armenien
*Valgobservatører under OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, siger, at der var omfattende fusk ved præsidentvalget i Armenien mandag. Der blev ved cirka 15 procent af stemmelokalerne observeret "alvorlige overtrædelser" af valgreglerne.
Observatørerne skriver, at de armenske myndigheder må gennemføre "afgørende forbedringer" inden anden valgrunde den 30. marts mellem ministerpræsident Robert Kotjarian og dennes modstander Karen Demirtjian. De to kandidater fik flest stemmer ved første valgrunde.

USA advarer Milosevic
*Kosovo-albanernes politiske leder, Ibrahim Rugova, planlægger at samle en forhandlingsgruppe, der skal indlede drøftelser med den serbiske ledelse.
Efter møde med USA's særlige Balkan-udsending, Robert Gelbard, meddelte Kosovo-albanernes politiske leder, Ibrahim Rugova, at de planlægger at samle en forhandlingsgruppe, der skal indlede drøftelser med den serbiske ledelse.
"Jeg er meget tilfreds med Rugovas beslutning om at danne en bred forhandlingsgruppe," sagde Gelbard, der endnu engang mindede om, at USA sammen med de andre lande i den såkaldte Kontaktgruppe vil indføre hårde sanktioner over for Serbien, hvis ikke den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, får standset volden permanent.

Radikalt brud med landbruget
*Et landbrug fuldstændig fri for pesticider, vækstfremmere og hvor alle husdyr er fritgående.
Det er nogle af kravene i en uhyre skrap landbrugsplan, som de Radikale vil have indarbejdet i regeringsgrundlaget, skriver Aktuelt onsdag. Endvidere ønsker partiet, at halvdelen af alle danske landbrug skal være omlagt til økologiske landbrug inden ti år, og produktionen skal være fri for vækstfremmere og pesticider inden år 2007.
Planen anbefaler, at økologisk landbrug bliver gjort til et selvstændigt obligatorisk fag i landbrugsuddannelsen, og at skattesystemet ændres så "gårdslagtninger" ikke fremmes.

Halvdelen siger ja til Amsterdam
*Endnu en meningsmåling fra Gallup viser, at halvdelen af de danske vælger vil stemme ja til Amsterdamtraktaten den 28. maj mens hver tredje vil stemme nej. Resten ahr ikke taget stilling. Undersøgelsen er lavet for LO og viser at det er de midaldrende vælgere, der er positive over for traktaten. Fra 50-års alderen og frem til 70-års alderen er der et klart flertal for traktaten på over 50 procent. Blandt LO-medlemmer har ja-siden et forspring på 10 procent, svarende til en tilslutning på 42 procent, mens 32 procent stemmer nej.

3.700 kvinder dræbt i massakrer
*Mere end 3.700 kvinder er blevet dræbt under massakrer i algeriske landsbyer igennem de sidste seks år.
I følge den algeriske avis La Nouvelle Republique er yderligere 500 kvinder blevet bortført og mindst 300 kvinder voldtaget under de voldsomme angreb på landsbyerne.

Ingen busser på Storebælt
*Private ekspresbusser får ikke lov til at bruge Storebæltsbroen, der åbner den 14. juni. I går sagde Persontrafikrådet nej til ansøgninger fra tre jyske vognmænd om at bruge broen til eksisterende trafik og til fire nye ruter. Persontrafikrådet har vurderet, at flere busser kan koste togselskaberne penge på grund af passagertab og manglende mulighed for at begrænse driften og dermed omkostningerne. Persontrafikrådet er nedsat for at sikre, at offentligt støttet kollektiv trafik ikke udsættes for konkurrenter, der ønsker "at skumme fløde" og dermed indirekte øge behovet for offentlige tilskud.
Ansøgninger bliver vurderet ud fra en "behovsprøvelse", dvs om behovet for kollektiv trafik på en given strækning er opfyldt, og det har man vurderet, at det er på Storebæltsbroen.

Massefyring på Carlsberg
*Carlsberg nedlægger 450 stillinger. Hver tredje stilling blandt bryggeriarbejdere.
Ledelsen forsøger at klare reduceringerne i antallet af medarbejdere i Fredericia via omrokeringer, mens nedlæggelsen af stillinger i Valby først og fremmest skal ske via frivillige fratrædelsesordninger.
Dog er ledelsen parat til at skride til fyringer, hvis ikke der blandt de ansatte er nok, der frivilligt melder sig til en fratrædelsesordning.
Bryggeriarbejderne er utilfredse, selvom de har været med til at forhandle aftalen på plads. De fik ikke et krav om længere opsigelsesperiode samt efteruddannelse af de fyrede opfyldt. Finn Sørensen fra Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (frygter, at de fratrådte og fyrede medarbejdere får meget svært ved at finde et andet arbejde, fordi de fleste er midaldrende og ikke har nogen uddannelse bag sig.

Borgerlister vil anlægge sag mod KL
*De 15 borgerlister og tværpolitiske lister, der er repræsenteret rundt omkring i landets kommunalbestyrelser, planlægger at sagsøge Kommunernes Landsforening (KL), fordi lokallisterne ikke kan få repræsentanter valgt ind i KLs bestyrelse.
Hver 10. stemme ved kommunalvalget i 1997 gik til en lokalliste. Ved KLs sidste delegeretmøde blev der stillet forslag om en vedtægtsændring, der skulle give lokal-listerne mulighed for at få valgt personer ind i KLs bestyrelse. Forslaget blev nedstemt. De landsdækkende partier mente ikke, at lokallisterne har en fælles holdning. KL afventer sagsanlægget med sindsro.

Syd- og Nordkorea tæt på dialog
*Sydkorea og Nordkorea nærmer sig langsomt hinanden. I går genoptog de to naboer de forhandlinger, som skal få en permanent fredsaftale på plads efter Koreakrigen, som sluttede i 1993, og de første meldinger tyder på, at begge lande er parate til at indgå i en dialog. Samtidig lemper Sydkorea forbudet mod at sydkoreanere må have kontakt med naboerne mod nord.
Sydkoreanske myndigheder meddelte i går, at private hjælpeorganisationer får tilladelse til at hjælpe det hungersnødsramte folk i Nordkorea. Hidtil er al hjælp gået igennem det sydkoreanske Røde Kors. Almindelige sydkoreanere må dog fortsat ikke have kontakt med folk fra Nordkorea uden tilladelse fra regeringen.

Færøsk valg kommer ubelejligt
*Det anses for yderst uheldigt, at færøernes lagmand Edmund Joensen i går udskrev valg til den 30. april - samme dag som forældelsesfristen for banksagen udløber. Valget som overrasker de fleste færøske politikere, kan komme på tværs af forhandlingerne om erstatning til færingerne. Edmund Joensen forsøger endnu engang at få udsat fristen men det er usikkert om Den Danske Bank vil gå med til det.
"Hvis Den Danske Bank ikke vil udsætte forældelsesfristen endnu engang, så har vi et problem. Det er meget uheldigt, at lagmanden udskriver valg nu - også fordi vi nu må afbryde det omfattende lovarbejde, som nu ikke når at blive færdigbehandlet," siger finansminister Anfinn Kallsberg, der er formand for koalitionspartiet Folkeflokken til Ritzaus Bureau.

Små overenskomster på plads
*I skyggen af storkonflikt og industriområdets resultatløse forhandlinger har SiD's Industrigruppe forhandlet to små overenskomster på plads. Overenskomsterne sikrer blandt medarbejderne på Esbjerg Fiskerindustri en lønstigning på to kroner i timen i år samt næste år. Med hensyn til pension, arbejdstid og løn under sygdom vil virksomheden følge, hvad der aftales på det øvrige arbejdsmarked.
Den anden overenskomst omfatter er indgået mellem Dansk Metal, SiD og Dansk Maskinarbejderforening. Her er kun aftalt fuld løn på søgne- og helligdage.
Ingen af aftalerne er dog store nok til at få afsmittende effekt på industriens forhandlinger, idet de helt eller delvist er gjort afhængige af, hvad der sker på det øvrige arbejdsmarked, skriver SiDs Fagbladet, onsdag.

Iransk sportschef står skoleret
*Irans sportschef Mostafa Hashemi-Taba har måttet stå skoleret i parlamentet på grund af iranske bryderes forestående besøg i USA og et forslag om igen at tillade kvinder at spille fodbold.
Konservative kræfter i Iran er modstandere af kvindefodbold, fordi sportsgrenen afvikles udendørs, hvor det kan svære svært at forhindre mænd i at betragte de utildækkede kvindelige atleter.

Cooks dannelsestur i Mellemøsten
*Den britiske udenrigsminister Robin Cook ankom i går til Syrien efter en totalt mislykket diplomatisk mission i Israel.
Her gjorde han et nyt diplomatisk forsøg for på vegne af EU at sætte gang i de forstenede fredsforhandlinger i Mellemøsten.
Efter mødet med Syriens præsident, Hafez-al-Assad, sagde den syriske udenrigsminister, Farouq al-Shara, at mødet havde været "frugtbart og positivt", uden at komme nærmere ind på, hvad der var blevet diskuteret.
Robin Cooks diplomatiske rejse i mellemøsten har indtil videre ikke høstet de store resultater - tværtimod har han inkaseret skarp kritik, fordi han insisterede på at besøge de jødiske bosættelser i Jerusalem - hvilket resulterede i, at den israelske præsident Benjamin Netanyahu aflyste en planlagt middag med den britiske udenrigsminister.
I går trak den israelske regering dog lidt i land, da en repræsentant sagde, at det ikke ville få konsekvenser for "Israels overordnede forhold til EU og Storbritannien, og at den slags hændelser ikke ændrer de politiske forhold."

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her