Læsetid: 7 min.

DØGNETS NYHEDER

5. marts 1998

Senatsudvalg godkender NATO-udvidelse
*Til trods for en udbredt frygt for at tirre Rusland vedtog Senatets udenrigsudvalg tirsdag at anbefale ratificering af den ny traktat om udvidelse af NATO's medlemskreds med Polen, Ungarn og Tjekkiet. Det overraskende stemmeresultat var 16 mod 2.
Det anses nu for sandsynligt, at to tredjedel af Senatets 100 medlemmer vil ratificere traktatændringen om et par uger.
Inden sidste udkald bad 12 senatorer imidlertid om udsættelse af afstemningen til næste sommmer. De ønsker at få klarhed om de præcise omkostninger og om, hvorvidt det ikke ville være bedre, at de tre lande først bliver optaget i EU.
Clinton-regeringen har flere gange nedsat sit skøn for de samlede udgifter. Sidste vurdering er kun 3 mia. dollar over 5-10 år. Advarsler fra ansete Rusland-eksperter som George Kennan har endvidere gjort indtryk blandt senatorer, som frygter, at USA's forhold til Moskva vil lide skade. Ikke mindst derfor ønsker mange senatorer at udsætte yderligere udvidelse af NATO på ubestemt tid.

Opfordring til valgalliancer på tværs
*Der skal være valg i Bosnien-Hercegovina den 12. og 13. september, meddelte den internationale Bosnien-udsending, Carlos Westendorp i går.
Valgene gælder de tre præsidenter i det kollegiale præsidentskab, det centrale parlament samt præsident og parlament i de to republikker Den Muslimsk-Kroatiske Føderation og Srpska for en fire års periode.
Carlos Westendorp har opfordret lederne fra den socialdemokratiske opposition i Bosnien til at danne alliancer forud for valget, så det ikke ender ligesom under sidste valg, hvor vælgerne hovedsagligt kun kunne stemme på etnisk-baserede partier.

Værnepligten er overflødig
*Udenrigministeren vil have afskaffet værnepligten. Niels Helveg Petersen mener, at den er overflødig og ikke længere tidssvarende.
"Det nuværende værnepligtsbegreb kan ikke holde. Af en ungdomsårgang indkaldes kun 25 procent. Det betyder, at den solidaritet, som værnepligten er et udtryk for, er en illusion, når så få indkaldes, mens resten slipper," sagde Niels Helveg Petersen til De 3 Stiftstidender og Jydske Vestkysten i går.
Regeringsfællen forsvarsminister Hans Hækkerup (S) er dybt uenig og advarer mod, at fjerne værnepligten, "blot fordi truslen mod Danmarks suverænitet er lav."

Regeringen vil øge kontrollen med PET
*Regeringspartierne sammen med SF lægger op til et indgreb, der forpligter politiets og forsvarets efterretningstjenester til løbende at rapportere om større, afsluttede sager.
Den politiske kontrol med efterretningstjenesterne udøves i dag af et såkaldt kontroludvalg, hvor Folketingets fem største partier er repræsenteret. Udvalget blev etableret for 10 år siden, og tiden er nu inde til at revidere loven, siger Socialdemokratiets medlem af udvalget, Torben Lund.

Selskabstømmersagerne forældes snart
*Forældelsesfristen for selskabstømmersagerne nærmer sig, og Enhedslisten frygter, at revisorer og advokater slipper for en straffesag, fordi afløseren for statsadvokat Michael Clan først udnævnes til april, og sagerne dermed forsinkes.
Langt hovedparten af sagerne om selskabstømning forældes ifølge Frank Aaen til juli. Flere af sagerne kan ganske vist få denne tidfrist udskudt til 10 år, men "så øger man kravene til anklagemyndighedens bevisførelse, fordi der skal tiltales efter en strengere paragraf om grov skyldnersvig - det bliver altså sværere at føre sagerne," påpeger Frank Aaen.

EU vil binde landbruget til miljøkrav
*Seks milliarder af de cirka ti milliarder kroner, som danske landmænd modtager årligt i landbrugsstøtte fra EU-kasserne, vil blive bundet direkte til miljøkrav.
Det er konsekvensen af et reformforslag, som landbrugskommissær Franz Fischler offentliggør den 18. marts, skriver dagbladet Børsen onsdag. Franz Fischler siger til avisen, at ideen med reformen er at flytte sikkerhedsnettet for landmændenes priser nedad med to tredjedele af landbrugsbudgettet på i alt 308 mia. kr. Pengene skal i stedet udbetales direkte til landmændene, men ledsaget af et krav om et renere miljø, bedre mad og gladere dyr.

Nye uroligheder i Nordirland
*To mænd blev dræbt og to andre kvæstet ved et væbnet attentat på en bar i Nordirland tirsdag aften, oplyste kilder i sikkerhedstjenesten. Attentatet skete i landsbyen Poyntzpass i nærheden af Newry syd for Belfast. Der var ingen umiddelbar indikation af, hvem der havde udført attentatet, men ifølge tv-stationen BBC kunne det have været pro-britiske partisaner. Attentatet var det seneste anslag mod fredsprocessen i Nordirland, hvor flerpartsforhandlingerne har været overskygget af en række bombeattentater og skyderier siden jul.

EF-domstolen afviser sagsøgerkrav
*EF-domstolens præsident har afvist at udlevere dokumenter til sagsøgerne i grundlovssagen, som åbner i morgen Højesteret. Dokumenterne drejer sig om en fortolkning af grænserne for "gummiparagraffen", artikel 235, som ministerrådet gennem årene har brugt til at udvide samarbejdet. Ministerrådet gav i november sagsøgerne aktindsigt i visse dokumenter, men afviste at udlevere to udtalelser fra de juridiske tjenester i rådet og EU-kommissionen. Derfor anlagde sagsøgerne lillejuleaften sag mod ministerrådet ved EF-domstolen.

Syrisk kvinde nægtet asyl - igen
*Udlændingestyrelsen har stadfæstet, at den syriske kvinde Waffa Mohanna ikke er berretiget til asyl. Kvinden, der er mor til tre børn, frygter at vende tilbage på grund af en voldelig ægtemand.
Kvindens advokat, Thorkild Høyer, undrer sig over afgørelsen, da han ikke har bedt udlændingstyrelsen genoptage sagen. Da Waffa Mohanna første gang blev erklæret udvisningsegnet, appellerede Thorkild Høyer i januar i år om en humanitær opholdstilladdelse for den syriske kvinde.
Begrundelsen for anmodningen var, at FN's Konvention om Barnets Rettigheder kræver, at spørgsmål om barnets tarv skal behandles i første række. Den er stadig ikke behandlet.
Sagen er nu indbragt for Flygtningenævnet, der nu skal træffe afgørelse.

LO-formand vil have erhverslivet på banen
*LO vil have skærpet indsatsen overfor de svageste ledige. I et arbejdsmarkedspolitisk oplæg foreslår LO blandt andet, at alle ledige efter et halvt års ledighed skal have ret og pligt til at deltage i en uges vejlednings- og afklaringsforløb og er skal sættes ind tidligt med handlingsplaner.
LO-formand Hans Jensen understreger i LO's nyhedsbrev Udspil "at virksomhederne må deltage mere aktivt i forløbet, for indtil nu har erhvervslivet mere eller mindre kørt frihjul og brugt arbejdsløshedskøen som midlertidig placering af deres reservearbejdskraft".

Østerbro Bydelsråd går i sort
*Personalet i bydelsrådet på Indre Østerbro i København nedlagde i går arbejdet på grund af den omstridte formand for bydelsrådet, Kjeld Lykke.
Trods det, at at et flertal i bydelsrådet har udtrykt mistillid til Kjeld Lykke, fastholder han, at han bliver på sin post.
Arbejdsnedlæggelsen er et udtryk for, at "personalet befinder sig i en nødssituation," lyder det fra medarbejderne. Flere ledende medarbejdere har sagt op i løbet af de sidste par uger og i tirsdags indberettede personalet bydelsrådet til Arbejdstilsynet for dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Gestapo-kommandant anholdt i Tyskland
*En tidligere Gestapo-kommandant er blevet anholdt af det politiet i Stuttgart - anklaget for at have taget aktivt del i drabet på 70.000 mennesker under den tyske besættelse af polen.
Den 78-årige mand, hvis navn ikke er offentliggjort, var Gestapo-kommandant i den polske by Lublin, og skulle have begået de påståede forbrydelser i 1942 og 1943. De fleste af ofrene var jøder.
Myndighederne blev ledt på sporet af manden efter at han afgav vidneudsagn i en anden krigsforbrydersag i 1996, hvor han fortalte, at han "egenhændigt" skød 500 mennesker, herunder kvinder og børn, i kz-lejren Majdanek i Polen."

USA advarer Milosevic
*USA's særlige Jugoslaviens-udsending, Robert Gelbard, advarede onsdag om, at USA er parat til at gribe militært ind, hvis situationen i den jugoslaviske Kosovo-provins forværres.
"Vi er parate til at løse dette problem med Milosevic, med hans militær og ved hans politi ved at gøre brug af hvert eneste passende redskab, vi har til rådighed", sagde Gelbard ifølge nyhedsbureauet Reuter. Allerede i december 1992 gav USA's tidligere præsident George Bush Serbiens præsident Milosevic, en utvetydig advarsel. Bushs såkaldte "jule-ultimatum" til Milosevic var, at USA ville bruge militær magt, hvis det serbiske militær blev sat ind i Kosovo.

Elever fortsætter aktioner endnu en dag
*Efter et møde i Undervisningministeriet i går har Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Landssammenslutningen af Kursusstuderende (LAK) besluttet af støtte de gymnasieelever, der landet over protesterer over Undervisningsminister Ole Vig Jensens forslag om at sætte fraværsprocenten ned til ti procent samt lade lærerene bestemme om elever er egnede til at rykke op til næste klassetrin. Der er arrangeret demonstrationer i dag på Rådhuspladsen i Århus kl. 12.00 og i København også på Rådhuspladsen kl. 17.00.

Valgkampen indtager de kulørte blade
*De borgerlige partier har ført valgkampen ind i de kulørte blades verden. I dagens Se og Hør samt Billedbladet kan man se Venstre, Fremskridtspartiet og Dansk Folkepartis annoncer konkurrere om opmærksomheden med så hårde modstandere som kronprinsen og brystfænomenet Pamela Anderson.

Kinas parlament tørner sammen
*Når Den Nationale Folkekongres, Kinas parlament, i dag samles sidder Hong Kong for første gang med i salen. Hong Kong delegationen blev "valgt" i december under skarp kritik af demokratiske kræfter i den tidligere britiske kronkoloni, der 1. juli sidste år blev en del af Kina.
De 35 blev udpeget for fem år blandt et felt på 500 nøje udvalgte - og valget blev foretaget af en valgkomite udpeget af Beijing.
Pro-demokratiske kræfter i Hong Kong har før Folkekongressens samling opfordret de delegerede fra Hongkong til ikke at stemme på den nuværende ministerpræsident Li Peng som ny formand for Folkekongressen. Folkekongressens 2.979 delegerede skal i løbet af de næste to uger godkende Kinas nye regering og vedtage omfattende reformer inden for administrationen.
Det forventes, at kongressen udnævner Zhu Rongji til Kinas ny ministerpræsident.

Redigeret af
Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her