Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

4. marts 1998

Flere dræbt end først antaget i Kosovo
*Antallet af dræbte efter kampene mellem serbisk politi og albanere i Kosovo er 25 og ikke 20, som myndighederne oplyste. Serbisk politi nægtede i går journalister adgang til Drenica-regionen i Kosovo, hvor weekendens ofre for weekendens blodige sammenstød skulle begraves.
Journalisterne, der ville dække begravelserne, blev afvist af serbisk politi af "sikkerhedshensyn" men det lykkeds dem at tælle kisterne.
De etniske albanere udgør 90 procent af befolkningen i Kosovo-provinsen.

PET's chef bør suspenderes
*Enhedslisten opfordrer justitsminister Frank Jensen til at suspendere PET's chef Birgitte Stampe, fordi hun har misinformeret Folketinget om PET's registreringer af et politisk møde i Århus i 1996 om de tyrkiske kurderes situation.

Israel vil selv bestemme tempoet
*Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, understregede i går, at han ikke vil bøje sig for pres fra Washington om at genstarte fredsprocessen.
"Kun Israel vil bestemme sin sikkerhed og sin skæbne. Kun parterne i forhandlingerne kan træffe beslutninger om fredsprocessen," sagde Netanyahu til en delegation fra de ledende jødisk-amerikanske organisationer.
Oppositionspartiet Arbejderpartiets leder, Ehud Barak, rådede i sidste uge USA's præsident, Bill Clinton, til at få gang i fredsprocessen med palæstinenserne ved at præsentere sin egen plan, og det har fået Netanyahu til at reagere.

Militært angreb står ikke i FN-resolution
*FN's sikkerhedsråd har enstemmigt vedtaget en resolution, der truer Irak med de "alvorligste konsekvenser," hvis Irak overtræder den aftale, der garanterer, at FN's våbeninspektører uhindret kan arbejde i Irak.
Militær magt bliver ikke nødvendigvis en af konsekvenserne, fremgår det af resolutionen. Det havde USA og Storbritannien ellers ønsket, men de to lande måtte bøje sig for Kina, Frankrig og Rusland.
Iraks viceministerpræsident, Tareq Aziz, der indgik aftalen med FN's generalsekretær Kofi Annan, fastslog i går overfor den amerikanske tv-station CNN, at "Irak vil gennemføre aftalen fuldt og helt."

Ministerpræsident fyrer ambassadører
*Efter kun en dag på posten fyrede Slovakiets ministerpræsident Vladimir Meciar i går halvdelen af landets ambassadører og annullerede folkeafstemningen i næste måned om direkte valg af Slovakiets præsident og om NATO-medlemskab.
Vladimir Meciar overtog posten som ministerpræsident efter, at Michal Kovac afsluttede sin præsidentperiode uden, at parlamentet har været i stand til at finde en afløser.
Vladimir Meciar kritiseres for at være populistisk og for at udnytte den midlertidige præsidentpost til at promovere sig selv op til valget i september.

Bedre mærkning af pålæg
*FDB og Dansk Supermarked kræver, at leverandørerne under Danske Slagterier mærker deres varer bedre. Salget af afskåret, vacuumpakket pålæg er faldet, efter at holdbarhedsdatoerne i nogle tilfælde har været vildledende, og det har også påvirket FDB's og Dansk Supermarkeds egne pålægsprodukter, som allerede er mærket med produktions- og/eller pakke-dato.
Danske Slagterier har taget kritikken til sig og bebuder en bedre mærkning, der dels fortæller, hvornår varen er produceret og dels forkorter holdbarhedstiden.
Salget af skiveskåret pålæg er faldet med godt 25 procent i følge Ritzaus Bureau.

Få fisk tilbage i Mariager Fjord
*Der går op til fem år, før de fleste fiskearter er tilbage i Mariager Fjord. Og helt op til ti år, før de er ligeså velrepræsenteret, som inden fjordens død i sommers.
Det vurderer marinebiolog Finn Andersen, Nordjyllands Amt. Der er begyndt at komme alger og muslinger tilbage, men udviklingen kan blive sat i stå, hvis den kommende sommer bliver ligeså varm og stille som den sidste.
Det skyldes, at Mariager Fjord stadig tilføres store mængder næringssalte, siger Finn Andersen.

Fødevaremangel i Nordkorea
*Nordkorea står overfor fødevaremangel i løbet af 14 dage, hvis landet ikke hurtigst muligt får tilført nødhjælp, advarer FN's fødevareprogram, WEP.
WEP opfordrer det internationale samfund til at gribe ind, så man undgår endnu en hungersnød i Nordkorea.

Sygehusansatte sure over indblanding
*De ansatte på sygehusene og deres arbejdsgivere protesterer kraftigt over Poul Nyrup Rasmussens opfordring om at indskrænke antallet af overenskomster på sygehusene. I Information i går fremlagde statsministeren det synspunkt, at hvis der er færre overenskomster, så kan de ansatte arbejde mmere fleksibelt - og det vil kunne nedbringe ventelisterne.
De ansatte og arbejdsgiverne mener, de selv udmærket er i stand til at forhandle videre om at forenkle overenskomsterne og opbløde faggrænserne for at sikre, at arbejdet på sygehusene organiseres bedre.
"Den udvikling er for længst sat i gang," hedder det i udtalelsen, som Amtsrådsforeningen, Det Kommunale Kartel fra Forbundet af Offentligt Ansatte, Dansk Sygeplejeråd og Foreningen af Yngre Læger står bag.

Konsekvenser af total økologisk omlægning
*Miljøminister Svend Auken har bedt det såkaldte pesticidudvalg undersøge, hvad der sker, hvis hele det danske landbrug bliver omlagt til økologisk produktion.
Udvalget er i forvejen i gang med at undersøge, konsekvenserne ved afvikling af pesticidanvendelse, og det samlede arbejde forventes færdigt i 1999.
Udvalgets nye opgave er en udløber af regeringens aftale med SF og Enhedslisten i forbindelse med finansloven for 1998. Efter aftalen skal der gøres en styrket indsats for at fremme omlægningen til økologi, blandt andet af hensyn til vandmiljøet.

Tyskland skal tage grænseløbere tilbage
*De danske og tyske myndigheder underskrev i går en aftale, der betyder, at grænseoverløbere, der illegalt kommer til Danmark, kan sendes tilbage til Tyskland umiddelbart efter, at de er blevet anholdt. Det betyder, at de illegale grænseoverløbere ikke længere skal til Sandholmlejren og have taget fingeraftryk, men kan sendes direkte tilbage til Tyskland.
Det drejer sig om kun om grænseoverløbere, derkommer direkte fra Tyskland. Anatllet har været stigende, fordi Tyskland er begyndt at sende asylansøgere tilbage til deres hjemlande.

Ørestadens storcenter i modvind
*Indenrigsminister Birthe Weiss har skarpt kritiseret Ørestadens planer om at bygge et kæmpe storcenter på Amager.
Birthe Weiss frygter, at "et storcenter vil smadre det butikslivet på Amager og planerne virker ude af sammenhæng med resten af øens behov". Kritikken, der blev fremsat i JP Hovedstaden, tages ilde op af Preben Bille Brahe (V), Københavns Borgerrepræsentation, der fastholder, at "et storcenter vil tiltrække andre virksomheder og skabe aktivitet i området."

CO2-udslip truer verdenshavene
*Klima-aftalen, som industrilandene indgik i Kyoto sidste år om at reducere CO2-udslippene, er utilstrækkelig, hvis verdenshavenes økosystemer skal reddes, fastslår en gruppe australske videnskabsfolk fra Australian Institute of Marine Science (AIMS), Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) og Australian National University.
CO2 begrænser korallernes evne til at frembringe de kalkskeletter, som koralrevene er opbygget af. I sidste uge oplyste australske myndigheder, at dele af verdens største koralrev, Great Barrier Reef, dør som følge af blegning på en 1000 km lang strækning langs Queenslands populære badestrande.

Hinduparti opnår ikke flertal
*Indiens hinduparti Bharatiya Janata Patiet (BJP) og dets allierede opnåede ikke absolut flertal, viste de stemmeoptællinger i går. Partiet var ellers spået flertal efter de første valgprognoser. Det betyder, at Indiens politiske fremtid endnu er usikker. BJP's leder sagde dog i går, at partiet fortsat vil arbejde for at trække nogel af de mindre partier til sig og danne Indiens femte regering i de sidste to år.
Indiens valgkommission bekræftede, at hindublokken efter optælling af omkring 330 mio. stemmer havde vundet 242 ud af 522 fordelte pladser. Da manglede der kun at blive fordelt 23 pladser, hvilket betyder, at BJP optimalt ville kunne få 265 pladser. Det er ikke nok til et flertal i parlamentet, som har 545 pladser.

Racismen vokser i den tyske hær
*Antallet af racistiske eller ekstremt højreorienterede aktiviteter i den tyske hær blev sidste år firedoblet, viser en årsrapport, som den tyske forbundsdags udvalg for kontrol af det tyske forsvar offentliggjorde tirsdag.
Sidste år blev der indberettet 177 fremmedfjendske eller stærkt højreorienterede episoder. Året før blev der kun rapporteret om 44 episoder.
Blandt episoderne er racistisk motiveret vold samt ny-nazistisk propaganda i form af blandt andet litteratur eller videokassetter.
Rapporten beklager, at der hos nogle soldater er en betydelig mangel på historisk og politisk viden om forholdene i perioden omkring Den Anden Verdenskrig.

EU spillede fallit i Golfkrisen
*Krisen Irak udstillede EU's manglende evne til at spille en rolle på den politiske verdensscene. Det fastslog Portugals ministerpræsident, Antonio Guterres under et besøg i Finland.
"Enhver sand europæer må i dag føle sig en smule frustreret over det, der skete i Irak. Man hørte så meget om, hvad Irak ventedes at ville gøre, hvad Storbritannien gjorde, hvad Rusland gjorde, mens vi hørte så lidt om, hvad den Europæiske Union gjorde," sagde Guterres, der sætter sin lid til, at indførelsen af en fælles valuta næste år vil være et skridt i retning af en mere samstemmende udenrigspolitik.
"Vi mener, at den fælles europæiske valuta vil blive et vigtigt instrument til at skabe betingelserne for en stærkere samling af Europa og vil give Europa en stemme i udenrigsspørgsmål," sagde han.

Demonstration mod tidligere diktator
*Mens regeringen i Chile forsøger, at negligere den tidligere diktator Augusto Pinochets kommende post i parlamentet, gik demonstranter i går på gaden for at protestere mod Pinochets kommende stilling.
Den tidligere diktator, som træder af som chef for Chiles styrker den 10. marts, bliver senator uden at være blevet valgt. Denne manøvre kan lade sig gøre, fordi Pinochet selv under sin tid som landets leder sørgede for at lave en lov om, at alle tidligere præsidenter, der har siddet i mere end seks år, automatisk får livslang titel af senator - uden at skulle vælges. Informationsminister Jose Joaquin Brunner fastslog i går, at "Pinochets indflydelse i parlamentet bliver minimal."
"Lad os nu se, hvad han foretager sig ,og hvad han siger. Det er det, der viser, hvad en senator indeholder eller ikke indeholder," sagde Jose Joaquin Brunner i går.
Ordene lægger dog ikke en dæmper på protesterne over, at den tidligere diktator den 10. marts sætter sig i parlamentet.
Pinochet væltede præsident Salvador Allende under militærkuppet i 1973.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu