Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

2. marts 1998

Fogh: VK-forslag er finansierede
*En VK-regering vil ikke fremlægge ét eneste ufinansieret forslag. Overskuddet på statsfinanserne skal genskabes uden kunstige gevinster fra salg af Tele Danmark aktier. Desuden skal der skabes overskud overfor udlandet, så udlandsgælden kan afdrages.
Det siger Venstres politiske ordfører Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.
Han afviser regeringens beskyldninger om, at VKs udspil koster statskassen 22 mia. kr. og er socialt uansvarligt.
På Socialdemokratiets daglige valgpressemøde lørdag strøede finansminister Mogens Lykketoft (S) ellers om sig med alle den slags satser og skemaer om den økonomiske politik, som Venstre-formanden, Uffe Ellemann-Jensen, udtrykkeligt har frabedt sig at få draget ind i valgkampen. Et valgstrategisk sporskifte, som kommer, mens regeringspartierne er trængt i de daglige meningsmålinger, og Socialdemokratiet ellers har kørt mere på bløde valgemner såsom familiepolitik og dyrevelfærd.
Mere valg på forsiden og på side 4

For meget gabestok i ministerforslag
*Der er lidt for meget offentlig gabestok over fødevareminister Henrik Dam Kristensens (S) forslag om at offentliggøre navnene på syndere, der producerer og handler med fordærvede kødvarer.
Det siger chefen for FDB's Centrallaboratorium, Ole Jepsen til Ritzaus Bureau, efter at ministeren har erklæret sig villig til at navngive forretninger og producenter, der gang på gang overtræder de påbud, som de får.
Ole Jepsen synes, det er rimeligt at offentliggøre navnene på producenter, supermarkeder og landmænd, der groft - og gang på gang - sætter kundernes sundhed på spil. Men grænsen for, hvornår navnene offentliggøres, bliver alt for lav, frygter Ole Jepsen.
"Der er et stort gråt område for, hvornår myndighederne skal skride til offentliggørelse. Der er vi ikke helt enige med ministeren. For eksempel da det gjaldt offentliggørelsen af navnene på de københavnske restauranter med hygiejniske problemer. Det var ikke fair," siger Ole Jepsen.
Henrik Dam Kristensen sagde til Berlingske Tidende søndag, at offentliggørelse er et godt våben, men at det ikke skal ske på baggrund af petitesser.

Lafontaine: Schröder bliver kandidat
*Formanden for det tyske socialdemokrati, Oskar Lafontaine, erklærede søndag, at hans partikollega, delstaten Niedersachsens ministerpræsident Gerhard Schröder, nu bør blive partiets kanslerkandidat til det tyske parlamentsvalg i september.
Lafontaine, som også er kandidat til posten som sit partis kanslerkandidat, erkendte sit nederlag søndag, efter at Schröder tilsyneladende har fået en stor valgsejr ved delstatsvalget.
Den endelige beslutning træffes dog formelt først mandag, når Socialdemokratiets ledelse mødes i Bonn for at drøfte, om det skal være Lafontaine eller Schröder, der skal stille op mod forbunskansler Helmut Kohl ved parlamentsvalget.
Artikel på forsiden,Reportage side 5 ogLeder på bagsiden

Rwandas hær dræber 17 hutu-oprørere
*Rwandas hær dræbte lørdag 17 mennesker, da omkring 5500 hutu-oprørere angreb flere byer og søgte at storme et fængsel, oplyste landets nyhedsbureau søndag.
Ifølge rapporten forsøg hutu-oprørerne at storme et fængsel og brænde skoler ned i byen Nyakabanda. Også byen Bulinga gik det ud over.
Uroen følger flere episoder de seneste måneder, hvor grupper af hutuer har gjort oprør mod landets tutsi-ledede regering. Blandt andet har der været flere vellykkede forsøg på at storme fængsler og løslade fangerne.
Flere end 130.000 fanger i landets fængsler venter fortsat på et dom efter folkedrabet på omkring 800.000 overvejende tutsier i 1994. Et stort flertal af fangerne i landets overfyldte fængsler er hutuer.
En af årsagerne til den nye voldsbølge, der tilsyneladende ledes af hutuer, er et stort antal hutu-flygtninge, der er vendt hjem fra nabolandet Den Demokratiske Republik Congo, hvor de flygtede til, efter at tutsier i 1994 greb magten i landet.
Mange af disse flygtninge menes at tilhøre "den hårde kerne" af hutuer, der i 1994 stod bag folkedrabet på tutsier og deres politiske støtter blandt Rwandas andre etniske grupper.

Specialist kritiserer Lægemiddelstyrelsen
*Hjertespecialist og dr.med. Torben Hagfeldt kritiserer Lægemiddelstyrelsen for groft at tilsidesætte eksperters råd om at ændre reglerne for tilskud til kolesteroldæmpende hjertemedicin.
"Det er hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk forsvarligt, at alvoligt syge hjertepatienter ikke får tilskud til deres medicin øjeblikkeligt," siger Torben Hagfeldt til Rit-zaus Bureau.
En igangværende undersøgelse i Frederiksborg Amt viser, at over halvdelen af de hjertepatienter, der var indlagt med blodprop i hjertet halvandet år efter, havde forhøjet kolesterol i blodet. Men da vejledningen for tilskudsreglerne endnu ikke er færdig, risikerer hjertepatienter, der har behov for kolesteroldæmpende medicin, at de ikke får den nødvendige behandling.

Rocker-politimøde i København
*Danmark vil i løbet af få dage blive værtsland for et større internationalt møde mellem politifolk, der har speciale i bekæmpelse af rockerkriminalitet.
På det tre dage lange møde - som finder sted i København - vil eksperter fra blandt andet USA, Canada og flere europæiske lande for første gang drøfte rockerkriminalitet med politikolleger fra Rusland og de østeuropæiske lande.
"Der bliver tale om et møde mellem politifolk, som allerede har rocker-problemet meget tæt inde på livet, og politifolk, der risikerer at få det i nær fremtid," siger politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet.

Økologer kræver førsteret til jorden
*Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) vil have ændret landbrugsloven, så økologer i visse tilfælde får førsteret til at købe jord.
Når en landmand i dag sætter jord til salg, rummer den gældende landbrugslov regler for fortrinsret til køb for naboer, der selv kun har lidt jord, eller som har mange dyr i forhold til arealet af deres jord.
Disse regler for fortrinsret ønsker LØJ udvidet til også at omfatte "kriterier som miljøvenlig produktion, dyrevelfærd og beskæftigelse", sagde formanden Henrik Kloppenborg i sin beretning på foreningens årsmøde i lørdags.
Mødet var i øvrigt Henrik Kloppenborgs sidste som formand. Ny på posten er Bo Læssøe, 53-årig landmand på det økologiske gods Svanholm på Sjælland. PerH.
Artikel side 4

Ny forstander for Askov Højskole
*Askov Højskole fik lørdag ny forstander i skikkelse af cand.mag. Henning Dochweiler, som agter at foretage en dramatisk omlægning af skolens arbejde og kurs.
Dochweiler, der er 51-år, vil forvandle Askov fra en meget dansk og dansk nationalistisk institution til en international og erhvervsvenlig skole, indstillet på det nye Europa og dets mange krav til specielt yngre mennesker.
Askov, der gav rollen som EU-skeptisk og nogle gange EU-fjendtlig læreranstalt under en tidligere forstander, Hans Henningsen, vil markere sig som en Europa-åben skole og bl.a. andet arrangere kurser i forbindelse med folkeafstemningen i maj om Amsterdam-taktaten og andre aspeketer af EU-samarbejdet.

CDU vil stoppe undersøgelse af nazisme
*Tysklands regerende Kristelige Demokrater (CDU) vil have en parlamentarisk undersøgelse af højreekstremisme i forsvaret indstillet.
"Teorien, om at der sker højreekstremistisk infiltration i det tyske forsvar, er ikke korrekt," sagde CDU'eren Christian Schmidt søndag. Han er medlem af den parlaments-komite, der efter pres fra oppositionen blev nedsat tidligere på året for at undersøge påstande om nynazistisk infiltration i det tyske forsvar.
Komiten blev nedsat, efter at det blandt andet kom frem, at en mand dømt for nynazistisk vold var blevet indbudt som oplægsholder på et tysk forsvarsakademi. Videre har gentagne afsløringer - blandt andet på video - af nynazistiske ritualer blandt værnepligtige i det tyske forsvar rystet store dele af den tyske offentlighed. Flere nynazistiske og højre-ekstremistiske grupperinger har åbent erklæret, at de anbefaler deres medlemmer at melde sig til værnepligt for at infiltrere forsvaret.

Dianas bodygard husker detaljer
*Prinsesse Dianas bodygard, Trevor Rees-Jones, er ved at genvinde sin hukommelse og husker nu detaljer om den bilulykke i Paris, hvor Diana, hendes ven Dodi Al Fayad og chaufføren Henri Paul blev dræbt. Trevor Rees-Jones siger i en erklæring, som er offentliggjort af hans sagførere, at han vil tale med de franske myndigheder, der stadig undersøger ulykken.
Rees-Jones, der blev hårdt kvæstet, har hidtil ikke været i stand til at huske noget om ulykken, der skete 31. august 1997.

Tyrkiet har dræbt 155 kurdere i år
*Tyrkiets militær offentliggjorde søndag sin statistik over dræbte kurdiske oprørere i årets to første måneder.
I alt 155 angivelige oprørere er blevet dræbt, mens 14 tyrkiske soldater har måttet lade livet, skrev nyhedsbureauet Anatolia.
PKK kæmper en væbnet kamp for et kurdisk hjemland i det østlige Tyrkiet. Både PKK og de tyrkiske myndigheder bliver internationalt fordømt for den massive voldsanvendelse, der de seneste 13 år har kostet omkring 27.000 mennesker livet.

Teknisk uheld
*Kulturklummen 'Scenen' i lørdagsavisen rummede desvære et noget uforståeligt afsnit. Ved en teknisk fejl (teknikken kan til alt held ikke tage til genmæle) kom vi til at trykke en ufærdig udgave, hvor afsnittet om Folketeatret manglede at blive skrevet færdigt. Vi bringer her afsnittet som det skulle have set ud:
"Det frodige og smukt restaurerede Folketeater har trods sit væld af scener kun et enkelt bestigningsproblem. Den gamle scene ligger uproblematisk og stiger vi op i huset, sker det uproblematisk via den ved billetindgangen handy anbragte elevators venlige hjælp - næsten. For skal man via den til toppen, Hippodromen, må man fra liften med mange undskyldninger sno sig gennem diverse lokaler med travlt optagede teknikere og neglebidende instruktører, der går i momentant black-out, når én fra branchen tager køkkenvejen. Oh, at være fru Jensen i den situation !
Marmortrappen ned er som nedturen fra Shangri-La. Smuk, men man er ikke blevet yngre.
4 Brassel til Folketeatret, heraf én for det æstetiske indtryk."
Vi både undskylder og beklager.
red.

Suharto: Fortsat krise trods IMF-milliarder
*Indonesiens præsident Suharto holdt søndag en tale om "nationens tilstand", hvor han beskrev Den Internationale Valutafonds (IMF) hjælp på 280 milliarder kr. som utilstrækkelig.
Det skete ved åbningen af den 11-dag lange samling i Folkets Rådgivende Forsamling (MPR) - landets højeste lovgivende organ, der samles hvert femte år. De 1000 medlemmer skal senere på ugen "kåre" den 76-årige Suharto til en syvende præsidentperiode - og på trods af den alvorlige økonomiske krise og stigende utilfredshed med Suhartos jernhånd og favorisering af venner og familie, er ingen i tvivl om udfaldet: Suharto er eneste kandidat og udpeger i øvrigt selv de 500 af MPR's 1000 medlemmer.
Hovedtemaet for Suhartos tale til MPR var ikke overraskende den økonomiske krise: "Den finansielle krise er mere alvorlig, mere udbredt og mere vedvarende end nogen kunne have forestillet sig," sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuter.
Samtidig advarede han befolkningen om, at krisen kommer til at gøre endnu mere ondt - og at Den Internationale Valutafonds hjælpepakke på 40 milliarder ikke er tilstrækkelig for at vende udviklingen:
Suhartos styre har tidligere gjort det klart, at det ikke bryder sig om den "økonomiske medicin", IMF har pålagt Indonesien til gengæld for lånet.

Redigeret af Henrik Brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her