Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

12. marts 1998

OECD sender udsending til Kosovo
*Efter et krisemøde i går fordømte OECD serbisk politis "brug af overflødig og vilkårlig magt" og opfordrede den serbiske regering til at tage imod en OECD-delegation under ledelse af den tidligere spanske ministerpræsident Felipe Gonzalez.
Samtidig vil OECD optrappe overvågningen langs Kosovos grænser til Albanien og Makedonien for at forhindre, at volden breder sig.
Politiske iagttagere sagde i går, at de serbiske medier, som kontrolleres af den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, har afvist truslerne om sanktioner fra de vestlige stormagter og i stedet har understreget Ruslands støtte til Serbien.

Ingen nem løsning for Cypern
*Efter tre dages forhandlinger med den græskcypriotiske ledelse og den tyrkiske administration på den nordlige del af Cypern, måtte den amerikanske udsending Thomas Miller erkende, at "det er blevet mere vanskeligt at afslutte den politiske deling af Cypern."
"Jeg forlader øen overbevist om, at målet om at oprette en to-styres føderation er realistisk. Er det nemt? Nej. Det er meget svært," sagde Thomas Miller før sin afrejse.
Cyperns græske og tyrkiske befolkning har været delt af pigtråd, siden Tyrkiet invaderede øen efter et græsk kupforsøg i 1974.
Øens tyrkiske ledelse har sagt, at den ikke længere vil forhandle med den græsk-cypriotiske ledelse på grund af forsøget på at få Cypern optaget i EU. Tyrkerne stiller også spørgsmålstegn ved, om øens græske ledelse - der anerkendes af alle andre end Tyrkiet som øens ledelse - har ret til at forhandle på hele øens vegne i forhold til EU. FN gør et nyt forsøg i løbet af næste uge.

Diktator indsat under højlydte protester
*Den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet blev onsdag taget i ed som senator i landets Kongres, mens det kom til tumulter under demonstranters sammenstød med politi uden for bygningen.
Omkring 100 demonstranter blev anholdt og op mod 20 såret under de omfattende sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker, der brugte tåregas, vandkanoner og knipler.
Få minutter før Pinochet blev taget i ed, protesterede medlemmer af socialistpartiet ved at vise billeder af ofre for Pinochets militærregime, herunder præsident Salvador Allende, som blev dræbt under Pinochets blodige kup i 1973.

Voldsomme protester mod Suharto
*Indonesiens præsident Suharto, der natten til onsdag blev taget i ed til en syvende fem-årig regeringsperiode, har bedt de 200 millioner indbyggere i hans land om at acceptere et fald i deres levestandard, men han har ingen konkrete planer for, hvordan indoneserne skal klare sig gennem en dyb økonomisk krise.
Krisen har skabt en ny stærk modstand mod den enevældige præsident, og politiet bruger stadig flere kræfter på at forhindre politiske møder og demonstrationer.
Suharto afviser fortsat at gennemføre reformer, som Den Internationale Valutafond, IMF, har foreslået.

Clinton fordømmer volden i Kosovo
*USA's præsident, Bill Clinton, fordømte onsdag i hårde vendinger den serbiske fremfærd i Kosovo.
"USA og jeg fordømmer i de stærkest mulige vendinger den unødige vold, der har ført til uskyldige civiles død.Vi tror, at årsagen er den serbiske ledelses utilstrækkelige svar på den albanske befolkning i Kosovos legitime bekymringer. Det bekymrer mig dybt," sagde præsidenten før et møde med FN's generalsekretær Kofi Annan.

Massedød blandt fugle i Vadehavet
*Tusindvis af fugle, fortrinsvis sortænder, lider stadig oliedøden på vestsiden af Fanø og på tangen Skallingen vest for Esbjerg.
Det lykkedes tirsdag at få aflivet omkring 750 ænder, der sad eller lå hjælpeløse på strandene, men onsdag morgen var der ifølge vildtkonsulent Ole Daugaard Petersen kommet lige så mange nye tilfælde til.
Der vil sandsynligvis gå op mod en uge, før det endelige omfang af den nye olieforurening i Vadehavet kan gøres op. Men ifølge vildtkonsulenten begynder det at ligne tragedien for blot en måned siden, da 6.000 fugle måtte aflives som følge af olieforurening.

Gymnasieelever genoptager strejke
*Elevinitiativet, der står bag de omfattende aktioner på landets gymnasier, har arrangeret massedemonstrationer fredag i København, Ålborg, Århus, Esbjerg og Odense. Gymnasieeleverne mener, at de er udelukket fra den demokratiske beslutningsproces på uddannelsesområdet.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, støtter Elevinitiativet, der står bag strejkerne. Kravet er, at gymnasieeleverne får indflydelse på de lovforslag, der vedtages.

FN går ind i klagesag over Danmark
*FN er villig til at undersøge de klager over hetz og chikane, som somaliske flygtninge i Danmark vil sende til organisationens flygtningehøjkommissær.
Det siger viceflygtningehøjkommisær Søren Jessen Petersen, fra FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, til Berlingske Tidende onsdag.
Ifølge Søren Jessen Petersen vil UNHCR tage en henvendelse alvorligt og gå direkte til Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet for at få klagerne kommenteret.
Der bor omkring 10.000 somaliske flygtninge i Danmark, og i weekenden blev repræsentanter for 50 somaliske foreninger i Danmark enige om, at de vil sende en klage til FN.
"Somalierne føler sig ikke sikre i Danmark. De føler sig forfulgt, uønskede og som ofre for en hetz, der i starten var verbal, men som nu har udviklet sig voldeligt," siger talsmanden for de somaliske foreninger i Danmark, Muhammed Gelle til Berlingske Tidende.

Pesticider i Københavns grundvand
*I en netop overstået undersøgelse af grundvandet i Københavns Amt blev der i en tredjedel af de undersøgte boringer i drikkevandsområder fundet sprøjtemiddel i grundvandet.
"De mange fund af sprøjtemiddel er stærkt bekymrende. Fundene i vandløbene kan måske ses som et fingerpeg om, hvad der i de kommende år vil dukke op i grundvandet," siger formanden for amtets teknik- og miljøudvalg, Allan Schneidermann (SF).
Undersøgelsen viser, at grænseværdien for sprøjtemiddel i drikkevand er overskredet i cirka hver sjette af 38 undersøgte boringer. Tallene er dog ikke et udtryk for kvaliteten af drikkevandet i Københavns Amt. Der er nemlig ikke tale om drikkevandsboringer, men om undersøgelser af grundvandet. Men da der ikke er fastsat grænseværdier for sprøjtemiddel i grundvand, har Københavns Amt valgt at sammenligne med de grænseværdier, der gælder for drikkevand.

Nye danske spor i terrorsag
*Københavns Politi fandt både falske identitetspapirer og et ikke offentliggjort beløb under en ransagning hos to danske statsborgere, som af belgisk politi mistænkes for at have forbindelse til den algeriske terrororganisation GIA.
Politiet afhørte i samme forbindelse ægtefællerne til de to marokansk-fødte mænd, der sidder fængslet i Bruxelles.
"Vi har afhørt de fængsledes koner, som begge siger, at de intet kender til de fundne papirer og penge," siger chefen for afdeling A hos Københavns Politi, Kurt Jensen, til Ritzaus Bureau.

Overenskomstforhandlinger
*I dag mødes arbejdsmarkedets parter på byggeriets og transportens område til forhandlinger hos forligsmand Asbjørn Jensen. Ikke meget tyder på, at der vil blive forhandlet en overenskomst hjem, for arbejdsgiverne fastholder, at industriens område skal være i hus med et forlig først. Dermed kan den varslede storkonflikt bryde ud 18. marts.

Folketinget i tvivl om 'gummiparagraf'
*Folketinget har i flere tilfælde været betænkelig, når EF og EU har villet bruge artikel 235, den såkaldte gummiparagraf, til at udvide samarbejdet, påviste sagsøgernes advokater i går i Grundlovssagen i Højesteret.
Advokat Karen Dyekjær-Hansen gennemgik en række fortrolige dokumenter, som Højesteret i november i fjor pålagde regeringen at udlevere, og med dem i hånden kunne hun dokumentere, at flere folketingspolitikere, især tidligere formand for Markedsudvalget, Ivar Nørgaard (S), har været bekymrede for, om Grundloven blev overholdt.
Sagsøgerne vil i dag fremlægge flere af disse fortrolige dokumenter.

FN-inspektør ankommet til Bagdad
*Den nye leder af FN's våbeninspektører i Irak, srilankaneren Jayantha Dhanapala, ankom onsdag til Irak.
Dhanapala skal holde møder med irakiske ledere torsdag og fredag, hvor de skal forberede våbeninspektioner i de otte præsidentpaladser, som Saddam Hussein tidligere har nægtet inspektørerne adgang til.

EU's burhøns skal have lidt mere plads
*EU's landbrugskommissær er i rigtig julegavehumør. Han vil give EU's burhøns næsten dobbelt så meget plads, som de har nu. Fra 450 kvadratcentimeter pr. høne (godt 20 cm x 20 cm) til 800 kvadratcentimeter (knapt 30 cm x 30 cm). Med en overgangsperiode på ti år går der et par generationer, før hønsene kan folde vingerne halvt ud.

Sammenstød på Vestbredden
*Situationen er "den absolut værste i lang tid", vurderede internationale iagttagere i byen Hebron på Vestbredden i går, efter at palæstinensere dagen igennem var gået til angreb på israelske soldater.
Urolighederne brød ud, efter at israelske soldater tirsdag aften dræbte tre palæstinensiske arbejdere, der var ankommet i en minibus til en kontrolpost.
Internationale iagttagere i Hebron frygter imidlertid en alvorlig skærpelse af situationen i morgen, efter at Hebron-afdelingen af Fatah - palæstinensernes politiske ledelse - i en meddelelse opfordrede til "konfrontation af bosætterbander ... med alle til rådighed stående midler".
En jødisk bosætter skød og sårede også en palæstinenser, da bosætterens bil blev angrebet af 20 palæstinensere på vestbredden som en del af de blodige protestaktioner, der dagen igennem hærgede store dele af vestbredden.
Samtidig forlød det, at urolighederne er ved at brede sig. Palæstinensiske butikker og skoler er lukket under en generalstrejke, og i byen Ramallah nær Jerusalem var palæstinensiske studenter i færd med at planlægge demonstrationer.
De israelske myndigheder indrømmede onsdag, at skuddrabene ved kontrolposten fandt sted ved en fejltagelse, fordi de israelske soldater troede, at der var tale om et terrorangreb, men indrømmelsen har ikke lagt en dæmper på urolighederne.

Rettelse
*Elektronikfirmaet Brüel & Kjær oplyser, at Kell Jensen, som Information bragte et interview med i går, ikke har været ansat i firmaet i seks år. Af interviewet fremgik det, at Kell Jensen sidder i en stilling som produktionsplanlægger i firmaet. Vi beklager fejlen.
Red.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu