Læsetid: 5 min.

Dum mand gør igen det forkerte

10. marts 1998

Amerikanske E. Annie Proulx har skrevet en pragtroman om en mand der prøver at klistre et smadret liv sammen i en canadisk udørk - samtidig med at han hele tiden tænker i overskrifter: 'Kvinder taler om regn', 'Telefon ringer i tomt lokale'

NY BOG
Quoyle er nul og nix. 36 år gammel. To børn. En kone, der bedrager ham til højre og venstre. Dumme småjobs: "Udbringer af slik til møntautomater, natekspedient i en døgnkiosk, tredierangsjournalist." Han er alt for stor og klodset, kæmpehage, melonformet hoved uden hals.
Som journalist har han et bestemt talent: Han er god til at få andre til at snakke. Men han har også et handicap: Han skriver som en flækket finger.
Men - som forfatteren E. Annie Proulx skriver: "En snurrende mønt, der stadig balancerer på kanten, kan falde til begge sider."
Quoyle er anti-anti-helten i Proulx' første roman på dansk, der udkommer i dag, Sidste nyt fra havnen. Men han er samtidig antihelten, der gennemlever tilbageslag og ydmygelser for til sidst at finde et muligvis godt liv.
Annie Proulx vandt både Pulitzerpris og National Book Award - USAs to fornemste - på denne roman. Ikke så underligt. Det er ikke hver dag, der dukker så stilsikker en fortæller op, med et sådant energioverskud, med en sådan appetit på livet og en så uforbeholden og fordomsfri kærlighed til almindelige, mærkelige mennesker.
Quoyle er født i Brooklyn i New York og har tilbragt hele sit liv i kedsommelige forstæder. Han ved, at hans familie stammer fra en fiskerby i Newfoundland, men billederne derfra ligger kun som en fjern understrøm i hans bevidsthed - indtil den dag, hvor han er kørt helt i bund. Hans kone er død ved et trafikuheld på vej til eller fra en betalende elsker. Men så dukker tante Agnis op - hans måske eneste levende slægtning. Hun har reddet ham før, og nu hvor han er både "forladt, hanrej og enkemand," er han nem at overtale:

Viske tavlen ren
"Du har fået chancen for at starte helt forfra. Et nyt sted, nye mennesker, nye omgivelser. Viske tavlen ren. Man kan nemlig blive, lige hvad man vil, når man starter på en frisk. Det er på en måde det, jeg selv er i færd med."
Tanten overtaler ham til at opgive og sælge alt og tage med hende til det forladte familiehus et sted på Newfoundland. Hun tilbyder selv at flytte sit værksted - møbelpolstring på skibe - op til den lille nærmeste havneby, Killick-Claw:
"Hun havde ikke været på disse kanter, siden hun var en stor pige, men minderne vældede frem, havets hypnotiske brusen, lugten af blod, vejr og salt, fiskehoveder, røg af nåleved og stinkende armhuler, løsrevne klippestykker, der skurrede mod hinanden i sy-dende bølger, alke, kødsuppens kikseagtige smag, soveværelset under tagskægget."
Sidste nyt fra havnen er en column, som Quoyle kommer til at bestyre på den meget lille lokale avis. Men først skal han og tanten og de to døtre finde familiehuset, som har stået tomt i 44 år - det ligger på en yderste pynt med udsigt til grantræer og isbjerge. Så skal de have gjort det beboeligt og have ryddet en vej ud til huset - 27 km til nærmeste nabo. De skal orienterede sig og i kontakt med de lokale, som alle kender navnet Quoyle, men ikke for det gode - deres forfædre har alle uden undtagelse været nogen frygtelige banditter.

Sladrefuglen
Den lokale avis hedder The Gammy Bird - 'sladrefuglen'. Den har et noget afslappet forhold til fremherskende tendenser i medieverdenen i øvrigt. Grundlæggeren, ejeren, chefredaktøren går ind for ingredienser som: ugens uheld, ugens seksuelle over-greb samt skibsefterretninger - skibe der anløber og forlader havnen i Killick-Claw. Resten er afskrifter fra andre medier og ofte i så bearbejdet en form at det nærmer sig fiktion.
Det er bladejeren, der taler: "Jeg ved, hvad mine læsere vil have og forventer, og det giver jeg dem. Og mit ord er lov. Hvis bare du afholder dig fra at komme med journalistiske ideer, skal vi nok komme godt ud af det med hinanden."
Quoyle får i første omgang lov til at lave skibslister samt enkelte af ulykkerne - og et af romanens overskudsfænomener er chefreporter Quoyle, der efter at være kommet ind til pressen, tænker og konstant opsummerer i korte overskrifter:
"Havnefogeden rømmede sig. Mand efterligner alligator, tænkte Quoyle."
Et andet eksempel:
"Hvordan kunne noget, der foregik mellem andre mennesker i et andet lokale, gøre så rasende ondt på ham? Mand dør af hjertesorg."
Og her nogle eksempler der minder om forrige sommers mikronews på vores egen bagside:

Kvinder taler om regn
"Mand krydser p-plads i adstadigt tempo. Kvinder taler om regn. Telefon ringer i tomt lokale."
Quoyle begår en masse fejl og bliver hyppigt til grin hos de lokale - han køber f. eks. en båd, der ikke kan sejle:
"Trommehvirvel af regn. Dum mand gør igen det forkerte."
Men han kommer også lidt efter lidt ind på folk. Han finder frem til mange pinlige lokalhemmeligheder. Han glemmer den rutineprægede men noget mere konfortable fortid i New Yorks forstæder til fordel for det barske og primitive langtbortistan, hvor hver dag byder på nye ubehageligheder:
"Hvis livet var en lysbue, der begyndte i mørke og sluttede i mørke, så var den første del af hans liv foregået i almindelig belysning. Her var det, som om han havde fundet en polariseret linse, som gjorde alt det, man så gennem den, større og mere intenst. Mindedes sit dødssyge (tidligere) liv, hvor han fandt sig i alt muligt. Ikke så underligt, at kærligheden havde gennemboret hans hjerte og lunger, forårsaget indre blødninger."
Sidste nyt fra havnen er ikke én, men mange historier. Om familier. Om gamle hav-eventyr. Stor indsigt i døden og dens indvirken på de efterladte. Madopskrifter. Pressefiduser.
En pragtbog med et overskud af galskab og groteske sidehandlinger og helt almindelige historier om jævne og ualmindelige mennesker.
Hvad det altsammen i sidste ende handler om? Jeg citerer bogens udgangssætninger:
"Vand kan være ældre end lys, diamanter revne i varmt gedeblod, bjergtoppe afgive kold ild, skove vokse frem midt ude på havet, det er muligt, at en krabbe bliver fanget med skyggen af en hånd på skjoldet, at vinden holdes indespærret i et lille stykke snor med knuder på. Og det er muligt, at der fra tid til anden findes kærlighed uden smerte og sorg."

*E. Annie Proulx: Sidste nyt fra havnen. Oversat af Bente Kastberg. 378 s., kr. 298. Centrum. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu