Læsetid: 2 min.

Enhedslisten tror på et nej i maj

30. marts 1998

Også Enhedslisten har en by- og en provinsdel, men ingen fraktioner, når det handler om den kommende tids kamp for et nej til Amsterdam-traktaten

Enhedslistens økonomi er blevet strammere, fordi der røg et mandat ved valget, men medlemstallet er i fremgang, og det præger stemningen ved årsmødet på amtsgymnasiet i Roskilde denne weekend. Men af de 1.804 betalende medlemmer - hvortil skal lægges maksimum yderligere 300, der endnu ikke har betalt deres kontingent - er de 600 nye. Stemningen matcher optimistisk forårsvejret udenfor.
Lørdagens diskussion om, hvorvidt Enhedslisten skulle tage afstand fra de bank, Pia Kjærsgaard fik på Nørrebro, var søndag skrinlagt. Det medlem af hovedbestyrelsen, Claus Svendsen, der lørdag såede tvivl om Listens principielle modstand mod vold, er blevet væk søndag. Og han genopstiller ikke til hovedbestyrelsen.

Byen og provinsen
Søndag drejer diskussionen sig først om støtten, beskåret fra 1 million til 950.000, til Enhedslistens avis, Socialisten, der har 2.055 abonnenter.
Ligesom bagefter diskussionen om, hvorvidt rejsesekretærer kan fremme politikken, er debatten præget af skellet mellem provinsen og byerne.
Fra Bornholm lyder det, at de gratis eksemplarer af valgavisen var ubrugelige, fordi avisen var så uafhængig, at den ikke handlede om valget.
"Budskabet var, at det var ligegyldigt, om man stemte på Enhedslisten eller SF," konstaterer han.
"Ubrugelig i provinsen," erklærer en delegeret fra Fyn.
"Det er vigtigt, at avisen er uafhængig, og Enhedslisten må ikke gøre sig afhængig af den borgerlige presse ved at indskrænke til lejlighedvise uddelingsaviser", lyder det modsatte synspunkt.
Men Socialisten har haft en fremgang på 350 betalende abonnenter, og forslaget om at 'udfase' støtten stemmes ned.

Rejsesekretærer
Ligesom støtten til Socialisten koster et forslag om tre rejsesekretærer penge.
Den delegerede fra Næstved anser en Sjællands-sekretær for spild af penge, så længe, jorden ikke er gødet med et grundigt lokalarbejde.
Søren Søndergaard (MF) mener, at "det er en underminering af årsmødets demokratiske rettigheder at fremsætte et ufinansieret forslag om tre rejsesekretærer". Det overlades nemlig derved til den nye hovedbestyrelse af beslutte, hvor pengene skal hentes, og det kan eksempelvis gå ud over Socialisten.
Man ender med at vedtage en enkelt rejsesekretær, der skal dække Fyn og Jylland.

Amsterdam - nej tak
Sidste store emne er Amsterdam-traktaten.
Skulle nogen være i tvivl, så kan vi rapportere, at Enhedslisten forventer et nej. En delegeret, der finder udtalelsen imod Amsterdam-traktaten for slap erklærer:
"Vi vil slet ikke have noget EU, ikke noget EF, og vi bekæmper Rom-Unionen"!
"Og Kul- og Stålunionen", tilføjer Bruno Jerup selvironisk.
MF'eren Kjeld Albrechtsen beskriver Amsterdam-traktaten som endnu et glid ned ad den berømte rutschebane og udmaler, hvordan kronen - hvis Ja - først vil blive knyttet til Euroen, hvorefter tilknytningen vil blive brugt som argument for at acceptere den. Han opregner de forespørgsler og krav, Enhedslisten vil fremsætte i Folketinget i forbindelse med afstemningen - udover Euroen om Festung Europa, sikring af strejkeretten og krav om at et nej bliver respekteret ubetinget.
Spørgsmålet om, hvem nej-holdningen bringer Enhedslisten i stue med, berøres i én sætning under den påfølgende debat: ..."samarbejde med ikke-racistiske EU-modstandere...".
Men ellers dominerer synspunktet, at Enhedslisten er det eneste parti, der klart er internationalistisk i sin modstand. Resolutionen vedtages med én stemme imod, og så afsynges Internationale.
Alle versene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu