Læsetid: 2 min.

EU på vej ind i valgkampen

5. marts 1998

Unionstilhængerne har forberedt sig grundigt forud for Grundlovssagen,
som begynder i dag. Men i går fik modstanderne et usædvanlig godt kort på hånden

BRUXELLES & KØBENHAVN
Med kun syv dage tilbage af valgkampen indleder Højesteret i dag behandlingen af Grundlovssagen. Helt frem til folketingsvalget den 11. marts har sagsøgernes advokater ordet - og dermed kan Højesteret blive en platform, hvorfra EU-spørgsmålet bringes ind i valgkampen.
Det første argument til EU-modstanderne leverede præsidenten for EF-Retten i Luxembourg i går, da han afviste at hastebehandle en anmodning om at udlevere to dokumenter, som sagsøgerne gerne vil bruge i Højesteret.

En trussel mod EU
Præsidenten for EF-Retten siger direkte, at en offentliggørelse af de to dokumenter "kunne skabe usikkerhed med hensyn til lovligheden af Fællesskabets retsakter", og desuden "være skadelig for fællesskabsrettens stabilitet og institutionernes mulighed for at udøve sine funktioner".
De to dokumenter drejer sig om en fortolkning af grænserne for artikel 235, den såkaldte gummiparagraf, som ifølge sagsøgerne er blevet brugt til at strække EF- og EU-samarbejdet langt ud over, hvad danskerne sagde ja til ved folkeafstemningerne i 1972 og 1993.
Først i dag og de næste dage vil det vise sig, om sagsøgernes tre advokater, Karen Dyekjær-Hansen, Christian Harlang og professor, dr. jur. Ole Krarup fra mikrofonerne i Højesteret vil forsøge at bringe EU-spørgsmålet ind i den igangværende valgkamp.
Imod det taler muligvis, at Karen Dyekjær-Hansen er erklæret EU-tilhænger.

Tilhængerne opruster
Men udsigten til, at EU-spørgsmålet fra Højesterets mødesal kan nå valgkampen, har fået flere lejre på tilhængersiden til at opruste.
Forberedelserne er i orden, man klar til at imødegå sagsøgernes argumentation, og en del vil ligefrem være til stede under retsmøderne i Højesteret.
"Vi agter at følge sagen, og jeg agter selv at gå derover," siger Europabevægelsens sekretariatsleder, Lars Nielsen.
Også i Socialdemokratiet har man rustet sig til sagen og er "klar til at rykke ud", for at skyde EU-modstandernes argumenter ned bekræfter adskillige kilder i partiet over for Information.
Men det sker kun, hvis det bliver absolut nødvendigt. Partiets strategi er tilsyneladende, at så længe valgkampen - uden EU-spørgsmålet - fylder mediebilledet, er der ingen grund til at ændre på det.
"EU har på det nærmeste overhovedet ikke været et emne i valgkampen, så jeg ved ikke, hvor meget interesse den sag kan tiltrække sig lige netop nu," siger Socialdemokratiets EU-ordfører, Ove Fich, og tilføjer:
"Det er immervæk sådan, at debatten i valgkampen i høj grad går i den retning, som partierne gerne vil have den. Og hvis vi som partier ikke går ind i debatten, så kommer der ligesom ingen debat på det emne."
Europabevægelsen, derimod, vil næppe holde sig til tilbage med at kommentere sagsøgernes påstande i Højesteret:
"Jeg kan godt love dig, at hvis der sker noget undervejs - så er vi parate. Det er der slet ingen tvivl om, og det er også derfor, vi vil prøve at overvåge det," siger Lars Nielsen og tilføjer:
"Men som udgangspunkt er det vigtigt, at juristerne får lov at tale derovre."
Både Socialdemokratiet og Europabevægelsen er stærkt utilfredse med, at Højesteret overhovedet skal tage stilling til Grundlovssagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu