Læsetid: 12 min.

Færdig med Freud

28. marts 1998

Mennesket reduceres til et væsen, der er bestemt og styret af sine drifter og sin lyst. Den ødelæggende virkning af Freuds psykoanalyse kan ikke undervurderes. I sin yderste konsekvens bliver kærligheden mellem mand og kvinde til 'målrettede drifter'
- Viktor Frankl tilbyder et alternativ...

Engang i 60'erne henvendte en ansat i den amerikanske udenrigstjeneste sig til en psykolog for at få hjælp til at komme fri af nogle depressive anfald. Manden kom i analyse, og af samtalerne med psykologen fremgik det bl.a., at den pågældende diplomat ofte måtte forsvare USA's aktiviteter i Vietnam, til trods for at han dybest set foragtede krigen og hans lands rolle i den. Dette bragte ham meget naturligt i noget, han selv mente var en samvittighedskrise. Psykologen arbejdede imidlertid ud fra den antagelse, at mandens - uforløste - opgør med den amerikanske udenrigspolitik ikke var udtryk for en samvittighedskrise, men at der i virkeligheden var tale om et opgør med mandens egen far. Fader-opgøret var blot projiceret over i et andet område, hvor manden fejlagtigt troede, at han stod i en samvittighedskonflikt.
Trods flere års analyse, hvor han gik ind på psykologens teorier, lykkedes det ikke manden at frigøre sig fra sin depression. En dag opsøgte han derfor en anden psykolog, som ikke hyldede samme menneskesyn som sin kollega, men som i stedet behandlede mandens krise som en samvittighedskrise; en ægte samvittighedskonflikt, som ikke skulle reduceres til en anden dimension. Og ved at indse, at samvittigheden ikke skulle undertrykkes eller 'forklares' som en fader-konflikt, blev den pågældende person ledet til at forstå, at den eneste vej ud af krisen var enten at forsone sig med sin regerings holdninger eller at indstille sit forsvar for nogle holdninger, som var ham inderligt imod og dermed forlade sin stilling.
Han valgte det sidste, og efter kort tid forsvandt hans depression.
Den nedprojicering af samvittigheden, som den første behandler praktiserede, udtrykker et menneskesyn, som stadig trives i dele af psykologien og psykoanalysen og som dybest set ignorerer den menneskelige dimension, eller måske snarere den åndelige dimension hos mennesket.
Et sådant menneskesyn har ikke megen plads for samvittigheden eller menneskets stræben efter at realisere nogle værdier uden for dets egen sfære. I stedet prøver man hele tiden at afdække nogle 'skjulte motiver', som man i sin reduktionistiske menneskeopfattelse nærmest forlanger skal være til stede, hver gang man støder på fænomener som f.eks. samvittighed, idealisme eller religiøsitet.

Indoktrinering
Et andet eksempel på denne jagt efter skjulte motiver hos folk, der tilsyneladende handler ud fra en idealistisk overbevisning, er den behandling nogle amerikanere udsattes for, da de havde været udsendt som ulandsfrivillige og havde gjort et stort arbejde for det amerikanske Peace Corps. Efter to år kom de tilbage, dødtrætte af det hele. I begyndelsen af forløbet havde de deltaget i et obligatorisk gruppetræningsmøde, hvor en gruppeleder havde spurgt dem ud om deres motiver til at deltage i fredskorpset:
"Vi vil gerne arbejde for de mennesker i dette u-land, det drejer sig om."
"Ja, men for at gøre det," sagde gruppelederen, "så må I være dem overlegne."
"Ja, naturligvis overlegne i den forstand, at vi har noget knowhow som vi kan lære dem for at de kan få en bedre tilværelse," svarede de intetanende.
"Næh, nej - I må virkelig i jeres inderste indre føle den stærkest mulige vilje til at vise disse folk, at I virkelig er dem overlegne i enhver henseende."
Sådan havde de pågældende ikke set på sagen, men da gruppelederen havde en psykologisk uddannelse, valgte de at bøje sig for hans udsagn. Han måtte vel kende sagen bedre end de selv.
Denne indoktrinering fortsatte i tre måneder for de pågældende stakler, som efterhånden fik en nærmest neurotisk tilstand, hvor de lærte at se deres altruisme og idealisme som lutter skavanker hos dem selv.
Den naivitet og reduktionisme, som den pågældende 'vejleder' formidlede, udtrykker mindst lige så klart som det første eksempel den jagt på 'skjulte motiver', der finder sted hos den del af psykologien, som praktiserer det reduktionistiske menneskesyn.
Det betyder naturligvis ikke, at enhver psykologisk teori hylder det menneskesyn, som de to eksempler udtrykker, men det er beklageligt nemt at finde eksempler, både i moderne terapeutisk sammenhæng og i det teoretiske bagland hos dele af psykologien og psykoanalysen, hvor denne firkantede og reducerende måde at betragte mennesket på stadig trives. Den er næppe så dominerende, som den har været, men den har stadig indflydelse på vores menneskesyn.
Risikoen er, at man fremstiller mennesket i en karikatur, hvor det driftsmæssige er det bestemmende princip. Bag den bevidste vilje står således den ubevidste 'nødvendighed' - drifterne - som den væsentligste og drivende kraft bag al aktivitet. Enhver 'villen' reduceres så at sige til en 'skullen'. Målet for vore handlinger er ikke noget uden for os selv, endsige realiseringen af en mening eller værdi, men blot tilfredsstillelse af drifterne.
Selv de højeste former for menneskelig kunnen anskues ud fra denne synsvinkel. Hos Freud selv kan man også iagttage denne holdning, når han eksempelvis i et brev til sin kollega Binswanger skriver, at han anser filosofien for "en af de anstændigste former for sublimering af fortrængt seksualitet, og intet andet."
Når mennesket reduceres til et væsen, der er bestemt og styret af sine drifter og af trangen til at tilfredsstille sin lyst, gøres enhver åndelig stræben til sublimeret seksualitet. Den ødelæggende virkning heraf kan næppe undervurderes; i sin yderste konsekvens bliver kærligheden mellem mand og kvinde til 'målrettede drifter', forældrekærlighed til narcissisme og spørgsmålet om mening og værdier - ikke mindst religiøse spørgsmål - bliver til afværgemekanismer og sekundære rationaliseringer. Det åndelige gøres til et skinfænomen.

Frankls alternativ
En af dem, som omhyggeligst har gennemtænkt og tidligt kritiseret psykoanalysens menneskebillede er den nyligt afdøde østrigske psykiater Viktor E. Frankl. Hans tænkning bevæger sig i grænselandet mellem psykologi, psykiatri og filosofi. Mere end nogen anden psykiater er han kommet med et bud på en beskrivelse af mennesket, hvor dets grundlæggende rettethed mod det metafysiske og det 'åndelige element' fremhæves.
Frankl var i mange år professor i Neurologi ved Wiens universitet (Freuds gamle lærestol) og han var Visiting Clinical Professor of Psychiatry ved Stanford samt Professor of Logotherapy ved Californiens internationale universitet. Hans bøger er oversat til en mængde sprog, og godt en snes æresdoktorgrader fra alverdens universiteter vidner om en akademisk anerkendelse ud over det sædvanlige. Herhjemme er han nok mest kendt fra bogen Psykologi og Eksistens, som dels beskriver hans psykologiske iagttagelser som fange i Auschwitz (som jøde måtte han tilbringe tre år i kz-lejre), dels er en kort gennemgang af hans teorier.
I udgangspunktet mener Frankl, at den afgrundsdybe følelse af meningsløshed er blevet et af vor tids psykiske fænomener. Ikke seksuel frustration eller følelse af mindreværd, som for Freud og Adler var tidens store problemer, men hvad Frankl kalder 'eksistentiel frustration' kendetegner for ham at se nutidens åndelige nød.
For Frankl er frihed, ansvarlighed og meningen med livet udtryk for en dimension hos mennesket, den hidtidige forskning på området synes at overse - den åndelige dimension. Følelsen af at livet mangler mening er udtryk for, at nutidsmennesket befinder sig i en tomhed - et 'eksistentielt vakuum' som hos mange bliver til psykisk lidelse i fortvivlelsen over at mangle det grundlæggende i livet.
Der, hvor mennesket ikke lever i denne følelse af tomhed, realiserer det en åbenhed mod verden. Det ægte menneskeliv rummer bl.a. evnen til at 'række ud over sig selv', at skabe afstand til sig selv og til verden.
Det udtrykker sin personlighed, når det længes efter noget, som ikke findes i mennesket selv eller længes efter en væren, det gælder om at møde og elske. Det åndelige gør, at mennesket kan blive en person.

Åbenhed mod verden
Hvor psykoanalysen i nogle tilfælde betragter mennesket som et sjæleligt apparat - som en maskine - forsøger Frankl med sin 'eksistensanalyse' (som Frankl kalder sin beskrivelse af mennesket) at kaste lys over den åndelige eksistens. I stedet for at lægge vægt på det driftsmæssige, og dermed gøre jeg'et til kastebold for drifterne, søger den at vise menneskets åndelighed og dermed frihed og ansvarlighed i forhold til omgivelserne.
Jo mindre et menneske derfor kredser om sit jeg og sig selv, desto mere eksisterer det, idet det er rettet mod noget uden for sig selv. Menneskelivets mening ligger ikke i at opfylde og realisere sig selv:
"Kun i den udstrækning vi udleverer os selv, giver os selv hen og prisgiver os verden, opgaverne og fordringerne, som fra den stråler ind i vores liv, kun i den udstrækning det for os kommer an på verden og genstandene uden for, ikke på os selv eller vore egne behov, kun i den udstrækning vi opfylder opgaver og fordringer, opfylder mening og virkeliggør værdier, opfylder og virkeliggør vi også os selv," skriver Frankl i bogen Psykologiens Menneskebillede.
Mennesket er naturligvis præget af sine drifter, sin arv eller sine omgivelser, men det er ikke helt og fuldt bestemt af dem.
Betingelserne har således en indskrænket rolle, fordi mennesket har evnen til som åndeligt væsen at forholde sig til de nævnte faktorer. På denne måde er der en frihed i forhold til arv og miljø.
Selv hos neurotikeren og den psykisk syge manifesterer der sig en form for frihed, hævder Frankl. Neurotikeren er naturligvis ikke fri i den forstand, at han bærer ansvaret for sin neurose, men han har til en vis grad mulighed for at forholde sig til sin situation. For ifølge Frankl rammes det åndelige i mennesket ikke af sygdom, hvis også den pågældende patient er ramt af en psykose.
Mennesket er til enhver tid mere end sin sygdom! Man er ikke neurotiker, men man har en neurose, og man er ikke skizofren, men man har en skizofreni.
I en af sine bøger nævner Frankl et bevægende eksempel:
En 60-årig, der efter en skizofreni befandt sig i en tilstand, hvor han havde hallucinationer, var autistisk og ikke bestilte andet end at rive papir i stykker hele dagen.
"Og alligevel: Hvilken ejendommelig og mærkelig charme strålede der ikke ud fra dette menneske, fra dets personligheds kerne, der var forblevet uberørt af psykosen: vi havde for os en grand signeur! Af samtalen fremgik det, at han undertiden i hidsighed brusede op, men i sidste øjeblik var i stand til at beherske sig. Da jeg nærmest tilfældigt spurgte: 'For hvis skyld behersker De Dem så?' svarede han mig: 'For Guds skyld...' Jeg kom da til at tænke på Kierkegaards ord: 'Selv når vanviddet holder dåre-klædningen op for mine øjne - jeg kan dog endnu redde min sjæl: når min kærlighed til Gud sejrer i mig'."

Meningen med livet
Mennesket er ifølge eksistensanalysen sat i et spændingsforhold mellem en mening, som venter på at blive opfyldt, og mennesket selv, hvis opgave det er at opfylde meningen.
Denne mening er ikke en 'over-mening', forstået som den store overordnede mening med tilværelsen. Der er derimod tale om, at meningen aldrig er entydig, men varierer fra person til person, ja, meningen for den enkelte kan skifte fra dag til dag, eftersom den forholder sig til såvel personen som situationen.
Mennesket må ledes til at finde mening ved at tage udgangspunkt i dets væren som ansvarligt væsen.
Netop som ansvarligt væsen stilles mennesket overfor situationer, som kræver dets stillingtagen ud fra kravet om at finde det meningsfulde i den enkelte situation, ledet af samvittigheden. Samvittigheden konfronterer mennesket med værdier, som det kan realisere eller lade være.
Om mennesket vil negligere sin samvittighed eller følge den, er dets eget valg, men som ansvarligt væsen har det i ordets egentlige betydning ansvar, dvs. det skal tage stilling til, hvorledes det vil svare på de spørgsmål, livet stiller det.
Dette ansvar kan kun påtages i en handling. Hvert menneske bliver spurgt af livet, og det kan kun svare livet ved at svare for sit eget liv. Det kan kun svare livet ved at være ansvarligt. Mennesket finder den sande mening uden for sig selv.
Frankl opererer med tre kategorier af værdier - de skabende værdier, oplevelsesværdier og indstillingsværdier - der hver for sig eller samlet er med til at skabe et meningsfuldt liv:
De skabende værdier realiseres i menneskets arbejde. Det afgørende er ikke hvad mennesket laver, men hvordan. Det er ikke arbejdets art, der er af betydning, men om det arbejdende menneske udfylder sin funktion.
Oplevelsesværdierne er, som navnet siger, værdier som virkeliggøres i oplevelsen gennem hengivelsen - f.eks. til naturen eller kunsten. Frankl nævner musikken som et eksempel: Spørger man en person, som netop lytter til de takter i hans yndlingssymfoni, som gør mest indtryk på ham, om hans liv har mening, vil spørgsmålet i sig selv være latterligt, da oplevelsen af musikkens skønhed gør spørgsmålet irrelevant.
Og der, hvor man frarøver mennesket oplevelsen af naturen på grund af forureningen, forsvinder ikke blot en genstand for en æstetisk nydelse, der forsvinder et meningsbærende element i tilværelsen.
Som den tredje værdikategori fremhæver Frankl indstillingsværdierne. Det kan ske, at menneskets muligheder for virkeliggørelse af skabelses- og oplevelsesværdier indskrænkes, f.eks. på grund af en sygdom. Det afgørende er her, hvorledes mennesket forholder sig til indskrænkningen af livet, hvorledes det med andre ord realiserer sine indstillingsværdier. For livet er aldrig helt blottet for mening.

Mening i lidelsen
Et menneske, der har en forestilling om meningen med sin konkrete tilværelse, fortvivler ikke, trods lidelsen: "Den der ved, hvorfor han lever, kan bære næsten et hvilket som helst hvordan" (Nietzsche).
Forskellen på lidelse og fortvivlelse er, at fortvivlelse er lidelse, hvori mennesket ikke ser nogen mening. Der, hvor lidelsen får karakter af f.eks. et offer, fjernes lidelsen ikke, men den får ikke fortvivlelsens dimension.
En læge opsøgte Frankl, fordi han ikke kunne komme sig over en alvorlig depression efter at have mistet sin hustru to år før. Frankl spurgte lægen, hvad der ville have været sket, hvis det ikke havde været hustruen, men lægen selv, der først var død.
"Det ville have været forfærdeligt for hende. Hun ville have lidt frygteligt ved det."
Og som i en anden sokratisk dialog sagde Frankl:
"Denne lidelse er Deres hustru blevet forskånet for. Og det er Dem, der forskåner hende for den. Men omkostningen herved er, at det nu er Dem, der lider, Dem, der sidder med smerten."
Og Frankl skriver videre i sin beretning om eksemplet:
"Pludseligt så han sin tilstand, sin tragedie som ikke kunne ændres i et andet lys end før; den fik mening for ham, nemlig som et offer han havde bragt sin afdøde hustru."
Frankl ser en 'eksistentiel frustration' i mange psykiske lidelser - en frustration, som på det sociologiske plan beskrives som en slags kollektiv neurose. Når mennesket har svært ved at finde en mening, kan det give sig udslag i kedsomhed, mangel på initiativ, tomhed. Denne mangel søger man at kompensere for gennem misbrug og kriminalitet eller ved at udfylde tomrummet med en vilje til magt, penge eller nydelse. Kort sagt:
Mennesket befinder sig i et eksistentielt vakuum, hvis dets mulighed for at leve meningsfyldt spoleres.
Vejen væk fra denne nihilisme er den enkeltes mulighed for at realisere grundværdierne. Dette kan kun det enkelte menneske; det er menneskets egen opgave at tage skridtet fuldt ud og finde, hvad der for den pågældende er det meningsfulde. Dertil hjælper ham ansvarligheden.
Opgaven er således at sætte mennesket i stand til at træffe afgørelse om ikke blot hvorledes, men også for hvem eller hvad - det være sig for Gud, for samvittigheden eller samfundet - det handler som ansvarligt væsen. Ignorerer man menneskets rettethed mod det, som ligger uden for dets egen verden, gør man mennesket til målestok for mennesket selv. Denne betragtningsmåde fører mennesket ud i nihilismen og dermed fortvivlelsen.

*En dansk bog med titlen 'Depressionsforståelse - et opgør med Freud', af Jens Knud Larsen er klar til udgivelse fra FADLs Forlag. Den behandler hovedtemaer i dette århundredes psykiatri og argumenterer for etableringen af en psykiatri, befriet for psykoanalytisk tænkemåde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her