Læsetid: 6 min.

Fagbevægelsen står for skud

4. marts 1998

De borgerlige vil fjerne retten til at trække faglige kontingenter fra i skat. Samtidig forsøger Poul Nyrup at score middelklassestemmer ved at lægge distance til fagbevægelsen

Har Poul Nyrup Rasmussen begået endnu en af sine efterhånden klassiske brølere? Sådan tænkte mange sikkert, da de på forsiden af gårsdagens Information kunne læse, at "Nyrup angriber fagforeninger". Med forslag om at antallet af overenskomster på sygehusene skal begrænses, og der skal skabes "et smidigt bookingsystem, så alle borgere kan bestille tid til en undersøgelse på et hospital på samme måde, som man bestiller tid hos ens egen læge", fik Nyrup raget sig uklar med både Poul Winckler fra Forbundet af Offentligt Ansatte og Jette Søe fra Dansk Sygeplejeråd.
Nyrups udspil virker umotiveret, og det skal ikke være nogen hemmelighed for dette blads læsere, at flere socialdemokratiske folketingspolitikere, som Information har forsøgt at få til at kommentere statsministerens strøtanke, kryber langs dørpanelerne.
På et tidspunkt, hvor regeringen står til at tabe valget, og de borgerlige fører klart i meningsmålingerne (og måske får det bedste valg siden 1920), virker det tåbeligt af Nyrup, sådan at fyre skytset af mod det socialdemokratiske bagland i fagbevægelsen. Hvad skal det dog gøre godt for?
Dobbelt tåbeligt virker det, fordi Socialdemokratiet netop mandag fik chancen for at score lette point med mere traditionelle faglige argumenter på en anden front. LO og Dansk Arbejdsgiverforening - som var det et sammentømret broderskab - advarede mandag mod de borgerlige partiers forslag om at fjerne fradragsretten for de faglige kontingenter.
Direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, udtalte, at hele den danske model bygger på, at parterne løser en stor del af arbejdsmarkedets problemer. LO's formand, Hans Jensen, sagde tordnede, at det borgerlige forslag vil skabe "mere uro og krig på det danske arbejdsmarked" - og han var bekymret over, at "det kan få de dårligst stillede til at melde sig ud" af fagforeningerne.
Så alvorlige udmeldinger ville i "de gode gamle dage" have fået Socialdemokratiet og Fagbevægelsen til at rykke tættere sammen, istedet for - som Nyrup - samtidig at sende 'forvirrende' signaler om, at der for eksempel er for mange overenskomster på sygehusene.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelse har grund til at frygte de borgerliges angreb. For det er - sammen med Venstres og Konservatives forslag om også at gøre det muligt at etablere tværgående A-kasser - et angreb på Socialdemokratiets magtbastioner i samfundet.
Arbejdsminister Jytte Andersen har derfor de traditionelle socialdemokratiske instinkter i orden, når hun tilslutter sig kritikken af de borgerlige: "Man leger kispus med hele den danske aftalemodel, som vi ellers er enige om at rose, fordi den sikrer stabiliteten på det danske arbejdsmarked," sagde hun til Politiken.
Det skal arbejdsministeren ligesom Hans Jensen sige, for sådan har socialdemokrater alle dage argumenteret. Ja, Jytte Andersen er som arbejdsminister nærmest forpligtet til at sige det - også selvom det kontroversielle modspørgsmål ville være, hvordan det er muligt, at der er lige så meget ro på det norske arbejdsmarked, hvor kun 60 procent af lønmodtagerne er organiseret i fagforeninger i modsætning til den danske organisationsprocent på 90 procent. Diskussionen om, hvornår stabiliteten på arbejdsmarkedet sættes over styr (og man får sydeuropæiske tilstand med lav organisationsprocent og mange arbejdskonflikter), er alt for subtil midt i en kort valgkamp, så den må vi hellere lade ligge her.

Det virkelig kætterske spørgsmål er derimod, om et utvetydigt forsvar for fagbevægelsens interesser vil kunne sælge billetter for Poul Nyrup Rasmussen her i valgkampens slutspurt? Sagen er nok, at opgøret med kerneværdierne i den socialdemokratiske samfundsmodel - med solidaritetsfølelsen, den kollektive organisationsmodel og fællesskabstænkning - er så vidt fremskreden, at det er blevet meget sværere at overbevise de materielt velstillede middelklassefamilier om disse værdiers nødvendighed; ikke mindst i sloganagtige valgkampe.
Det er individet og den enkelte patients frie forbrugervalg, der er kommet i centrum i den individualistiske tidsalder. Og her tilbyder Venstre, Danmarks liberale parti, sig som den rene vare, mens Socialdemokratiet har fået sværere og sværere ved at præsentere et alternativ. Ja, faktisk har fornyelsen af Socialdemokratiet - siden slutningen af firserne, i den lange oppositionsperiode - handlet om at formulere en samfundsmodel, der giver mere plads til den enkelte, til frie forbrugsvalg og decentrale aftaler på bekostning af kollektiviteten og centralistiske betonløsninger. De sidste års opgør med de centrale overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet, og Nyrups fravalg af tætte politiske forretningsudvalgsforbindelser mellem Socialdemokratiet og LO hænger snævert sammen med den brede fornyelsesproces.
Det er også i overensstemmelse med den fornyelsesproces, at Poul Nyrups seneste udfald mod fagforeningerne og de mange overenskomster på sygehusene skal fortolkes.
I begyndelsen af februar måned udfoldede Nyrup på et socialdemokratisk hovedbestyrelsesmøde sin (valg-)strategi. Opgaven var ifølge partilederen omhyggeligt at undgå et image af beton og stivnede systemer, og opfordrede til en nytænkning af forholdet mellem mellem offentlige myndigheder, markedskræfterne og det enkelte menneske. Socialdemokratiet forbindes traditionelt med de offentlige myndigheder og fagbevægelsens kollektive interessekamp, men i stedet skal partiet fremover tage udgangspunkt i det enkelte menneske, og herunder indrette den offentlige sektor efter menneskelige hensyn.
En sådan fornyerpolitik vil nemt komme i konflikt med de traditionelle faglige interesser, som jo i første række er at varetage medlemmernes og for eksempel personalets interesser på sygehusene. Det vidste Tony Blairs valgstrateger i Storbritannien.
Derfor var Blair i sin succesrige valgkamp omhyggelig med komme med flere udmeldinger på tværs af og i åben konflikt med fagforeningerne.

Metoden er at udvælge nogle kerneområder i samfundet, hvor borgerne er utilfredse og ønsker klare service-/kvalitetsforbedringer, og som har en h øj profilværdi.
Det er det Nyrup forsøger at efterligne på sygehusområdet . For det første kan han signalere vilje til at lave et opgør med den formodede socialdemokratiske beton og fagforeningernes interesser og for det andet kan han demonstrere lydhørhed overfor vælgernes utilfredshed med sygehusvæsenets behandling af den enkelte patient. Og da de borgerlige allerede har spillet ud med et krav om frit sygehusvalg havde Nyrup for det tredie behov for at komme med en alternativ model, der også giver patienterne større valgfrihed - det er ideen om det famøse bookingsystem, der populistisk nok kan forveksles med i disse spilletider så anvendte bookmakere.
Alle danskere kan fortælle historier om "en eller anden syg moster", der har en dårlig eller mindre god erfaring med at blive indlagt og vente på at blive opereret på de store centraliserede sygehuse.
Selvom sygehusreformer endnu ikke er et af hovedspørgsmålene i valgkampen, så viste en nylig undersøgelse foretaget af Alsted Research, at tre ud af fire danskere vil betale mere til sundhedsvæsenet. Flere års nedskæringer og ophobet utilfredshed over lange ventelister mv. spiller kraftfuldt sammen i medierne med udsagn fra velformulerede eksperter og speciallæger, der overbyder hinanden med tal på, hvor mange danskere der dør om året på grund af nedskæringerne på sygehusene...

Problemet for Nyrup og hans mere eller mindre smarte valgstrateger er blot, at hans udspil om at skære ned på antallet af overenskomster på sygehusene rammer ved siden af. Som Jette Søe fra Dansk Sygeplejeråd så præcist formulerer det, så er 90 procent af medarbejderne på landets sygehuse omfattet af mindre end ti overenskomster.
At hun ovenikøbet kan underbygge sit argument med henvisning til en effektivitetsundersøgelse fra 1993 vil gøre det endnu sværere for Nyrup at få held til at hive nogle ekstra og hårdt tiltrængte middelklassevælgere i land. For selvom de veluddannede middelklassevælgere hungrer efter partier med klare værdier, sans for de bløde spørgsmål og vilje til at sætte borgeren i centrum, så vil de også have gode argumenter.
Og dem har Nyrup ikke fremlagt i denne sag, uanset hvor hårdt tiltrængt en reform i sygehussektoren og af dens prioritering og organisering end måtte være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu