Læsetid: 3 min.

Fanen foldet sammen

4. marts 1998

F. P. Jacs tidslomme fra de lyrik-bestrøede firsere åbner sig fra snæver litterær strøm til dramatisk gribende stille vand

RADIOTEATER
"Hallo, det er Flemming," dræver Anders Hoves digter Jac, da digter Strunge kontakter ham for første gang pr. telefon. Men forholdet mellem tilbagelænet besvarer og begejstret opsøger varer kun så kort.
Aldersforskellen er tre jordiske år, ingenting og lysår imellem dem; den determinerede bums Jac har brugt sit talent, sig selv og sin lever til en philip marlowesk kynisme med et strejf af Velasques og Schade - Spontane kalenderblade må lige være kommet på gaden - og Michael (hvis efternavn for altid vil have et dobbelt ekko af 'unge' og 'døde unge'), har endnu ikke bidt navlesnoren til Kong Borum over. Alligevel bliver de firserlitteraturens Flemming og Kvik; hinandens (svire)bror, moralske opbakker, når danmarksberømmelsen tøver ad helvede til, og især - konfessionarius.
Dette er ikke et par af de mænd fra statistikken, der ikke kan åbne sig; fra dag nul er der lukket op for traumer, jomfrudom, evighedsbranderter, gensidige litterære vurderinger og et feltråb, der drøner fra Jac til 'Mikker'.
"Digter, digt for fanden!"
Dramatikeren Jac jonglerer med mange æg: litterære oplæsninger og stumpvise citatpræsentationer af de to hovedpersoner ligger så tæt i første havdel af radiospillet, at dets flow næsten går i stå; samtidigt trækkes vi ind i deres verden af uudløst spæn-ding - hvornår kommer det næste digt i Politiken og den næste anmeldelse, der har forstået en skid af det hele, hvornår det næste langbord hos Borum, den næste overjordiske kvinde som Strunge endeligt kan miste sin uskyld til. Den næste elefant&dobbelt snaps, den næste indlæggelse, det næste glimt af en retning?

En stemme der berører
Der gås tæt på og nøgler udleveres mere eller mindre åbenlyst til personkredsens litterære stjerner og især rivaler. De 'gamle' digtere hå-nes, som det er deres skæbne; men det er med afstandens manglende føling. Kommes der tæt på, som Strunge med Bjørnvig, ligger absolutionen lige ved hånden.
Spillets sidste halvdel strammer sammen om en fornemmelse af 'alle veje lukkes', af en ha-stemning, der skal jage alle oplæsningsskandaler, pilleafhængigheder, samlejefiaskoer og Jacs komplicerede svangerskab med Misfat så langt ud i horisonten, som muligt.
Forfatteren skåner ikke sig selv, men brænder til gengæld igennem med en kærlighedsfuld takt over for Mikkers personligt smertefulde kerne, der ikke er til at komme udenom, når historien skal fortælles i den form af det længste og betænksomste erindringsdigt, som Som om at vi ikke var plot nok nu er blevet til. Ej heller skåner Anders Hove sin voldsomt omkringtumlende fortæller med den voldsomme angst for soberhedens skærende lys.
Hoves stemme gør aldersforskellen mellem de to poeter større end den var, til gengæld har den et register af viden, træt brugthed og skråt-op, der står i uendelig kontrast til de strømmende stanzaer af sanseligt-lyriske sjat-eksplosioner.
Lars Mikkelsens manio-depressive Strunge er en bange dreng, der efter en optur med anerkendelse, parforhold og Jacs venskab og spejlende sammenbrud igen bliver en bange dreng, en desperat bange dreng. Lille, ung, senere opstemt stemme, indhentet af forudsigelig død. Jacs korte tale ved graven gør andres overflødig; med Som om at vi to ikke var plot nok har Henrik Sartou og han - og David Bowie og Sex Pistols selvfølgelig - givet et skæbnefællesskab kunstnerisk og med-lidende stemme. En stemme, der berører; lige meget hvor lidt eller meget ens litteraturhistoriske bagage kan aktiveres. Læsere, læs for fanden!

*Som om at vi ikke var plot nok. Instr.: Henrik Sartou. Genuds. søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her